kapitel 1

KAPITEL 6
Den gamle mand havde spået, at Martin ville lide den samme skæbne
som kong Ødipus.
Plottet i sagnet er, at Ødipus forsøgte at spille skæbnen et puds ved
at flygte fra barndomshjemmet. Det var en skæbnesvanger flugt.
Han flygtede blot ind i armene på sine biologiske forældre.
Hvis Martin flygtede, så risikerede han ligeledes at flygte ind i armene
på sine biologiske forældre.
Martin var altså nødt til at gribe sagen an på en anden måde. Han vred
sin hjerne til det yderste. Pludselig fik han en idé. Han besluttede sig
for at søsætte den med det samme. Han løb ned på hovedbanegården
og sprang på det første tog til København.
Da han ankom til hovedstaden, så ringende han til sine forældre.
Det var hans far, der tog telefonen. Han var lige blevet færdig med
morgenmalkningen. Han undrede sig over opringningen. Han troede,
at Martin lå på sit værelse og sov.
”Jeg er i København,” forklarede Martin, ”og jeg kommer først hjem,
når I fortæller mig, hvem mine biologiske forældre er.”
Den trussel fik hans far til at se rødt:
”Du ved udmærket, at du ikke må komme ind på det emne.
Der er intet at komme efter.
Du er vores søn – og det har du altid været.
Nu holder du op med al det pjat – og så kommer du hjem.
Det er snart jul. Din mor bliver ulykkelig, hvis du bliver væk.
Du kan ikke være bekendt at ødelægge julen for os.”
”Det har jeg heller intet ønske om. Det er ikke for sjov, at jeg stiller jer
et ultimatum. Der er sket noget forfærdeligt. Jeg mødte en gammel
mand i går. Vi indgik et væddemål.”
Hans far blev endnu mere rasende.
”Hvad i al verden bilder du dig ind ?” råbte han harmdirrende,
”vi har advaret dig imod alle former for spil og væddemål
– og alligevel så falder du for fristelsen.
Har vi ikke prædiket, at alt spil er spild af penge ?”
14