kapitel 1

Pludselig lød der et svagt klonk. Martin havde givet slip på nøglen.
”Hvad fanden laver du ?” skreg Sandra og sparkede i bar arrigskab
så hårdt til brevkassen, at den faldt ned. Hendes spark var så indædt,
at hun mistede fodfæstet og væltede bagover. Hun lå hjælpeløst på
fortovet og sprællede med kussen i vejret. Martin hjalp hende op.
”Du bliver nødt til at køre mig på skadestuen,” gispede hun,
”jeg har brækket anklen. Jeg kan ikke støtte på mit højre ben.”
”Og hvordan skulle jeg kunne køre dig på skadestuen ?
Bilnøglen ligger i brevkassen !”
”Kors, hvor er du dum. Har du aldrig prøvet at tømme en sparegris ?”
Martin vendte bunden i vejret på brevkassen – og bilnøglen faldt ud
i første forsøg.
”Skal vi ikke først køre hjem og hente en nederdel til dig ?”
Det syntes Sandra var spild af tid. Hun nøjedes med at låne Martins
underbukser. Desværre var det nogle spøg & skæmt underbukser.
»MIN PIK ER STØRRE END DIN !« stod der med kæmpe skrift.
Da hun ankom til skadestuen, vakte underbukserne en vis moro.
Lægen havde også svært ved at holde masken. Han kunne dog
berolige hende med, at der kun var tale om en slem forstuvning.
Hun kunne sagtens nå at komme på benene inden den afsluttende
eksamen.
Ferrarien beholdt de – velvidende om at det ville vække Julies
hævntørst. Og var der noget Julie elskede, så var det at iscenesætte
en altødelæggende hævn. Martin havde hun allerede
klemmen på. Hun behøvede blot at ringe til politiet og melde
ham for mordet på Victor.
Sandra skulle heller ikke føle sig for sikker. Julie havde forbindelser
– og hun skammede sig ikke over at bruge dem.
Men så længe Julie ikke var klar over, at hun var blevet snydt, så
havde de intet at frygte. Desværre var det kun et spørgsmål om tid,
førend Julie ville sende dem begge til tælling.
131