kapitel 1

KAPITEL 5
Da Martin var færdig med at muge ud, så gik han tilbage til køkkenet.
Han gav sin mor en halvhjertet undskyldning, men den var kun et
påskud for at søsætte en ny plan.
Hans mor elskede at snakke om, hvor fattige de var, dengang han
blev født. Det var hendes yndlingshistorie. Hun kunne fortælle den
igen og igen. Martin håbede, at hendes fortælleglæde kunne lede
ham på sporet af hans rigtige forældre.
Hun var ved at lave aftensmad. Martin besluttede at holde lav profil.
Han håbede på, at hun uopfordret ville fortælle om tiden op til hans
fødsel – og sådan kom det også til at gå. Han nåede knap at skænke
en kop kaffe, førend hun begyndte at ævle løs:
”Du kan tro, at vi var fattige, før du blev født. Høsten var slået fejl flere
år i træk – og sommeren, før du blev født, var den værste i mands minde.
Vi havde ikke råd til at fordre dyrene. Vi måtte sælge dem en
efter en. Afdragene på gården kunne vi heller ikke betale.
Til sidst havde vi kun en ko tilbage. Det var den, der gav mest mælk,
men så gik den hen og blev syg. Vi havde ikke råd til medicin, så den
døde mellem hænderne på os. Banken ville ikke låne os penge til
terminen, og så endte vores lille husmandssted på tvangsauktion.
Det var en meget hård tid for os, men fordi vi puklede i døgndrift, så
lykkedes det for os at vende udviklingen – og i dag har vi en af de
største gårde på egnen.
Du kan tro, at din morfar gjorde store øjne, da han så vores nye gård.
Så stor en gård havde han aldrig været på i hele sit liv – og han havde
været foderkarl på mange gårde.”
”I må da have fået en økonomisk håndsrækning,” indvendte Martin.
”Nej, vi kendte ingen, der kunne hjælpe os økonomisk.
Vores succes skyldes kun en ting – og det er hårdt arbejde.”
12