kapitel 1

Ødipus forældre var et sådant uhyre.
Dronning Jokaste var skrivebords-generalen, som aflønnede sin tjenstivrige
gorilla med sex.
Kong Laios var denne tjenst-ivrige gorilla.
Det er typisk for psykopater, at de får andre til at gøre det beskidte
arbejde. De er ofte for fine til at smudse hænderne til.
Sådan har det sikkert også været i Jokastes tilfælde. Hun har foregivet
at være en uskyldsren engel og overladt rollen som forhadt despot til
kong Laios.
Tilsammen udgjorde de Sfinksen. Sfinksen var så grisk og grusom, at
den forpestede livet for befolkningen.
Sfinksen glemte, at den var svag og hjælpeløs som barn – og den
overså, at den ville blive svag og hjælpeløs som gammel. Derfor stjal
den maden ud af munden på børn og gamle. Men Sfinksen havde en
akillessene – og det var dens eget kød og blod.
Oprøret lurede lige om hjørnet.
Befolkningen ønskede et politisk stilskift
– og det gjorde Ødipus også.
Nøglen til dette stilskift lå skjult i Sfinksens gåde:
»Hvad går på fire ben om morgenen,
på to ben om middagen
og på tre ben om aftenen
– og jo flere ben det har,
des svagere er det ?«
Det opfattede Martin, som et retorisk spørgsmål, og han overlod det til
Mona at svare.
117