kapitel 1

KAPITEL 52
Martin gemte sig atter på sit studerekammer.
Han undgik alle mennesker – specielt Mona Mira.
Det vakte hendes vrede.
Hun opfattede Martins isolation som opblæst arrogance.
Hun følte, at det var hendes pligt at opdrage ham til ydmyghed.
For at tvinge ham ud af isolationen, så skruede hun endnu højere
op for radioen. Hvor der før havde været pauser, så larmede hun
nu i døgndrift.
Martin opfattede hendes manglende hensyntagen som opblæst arrogance.
Han følte, at det var hans pligt at opdrage hende til ydmyghed.
Han havde lyst til at irettesætte hende, men han frygtede, at hun ville
lægge an på ham. Han kunne ikke sætte Julie på plads, da hun lagde
an på ham – og han frygtede, at han heller ikke kunne sætte Mona på
plads, hvis hun satte alle sejl til.
Egentlig havde han ikke noget at frygte. Den gamle mand var
ikke sikker på, at den sidste del af profetien ville gå i opfyldelse.
Martin havde altså en reel chance for at vinde væddemålet.
Det hele var formodentlig blot et spørgsmål om ikke at lade sig
provokere – uanset hvad.
Larmen fra Monas radio satte hans tålmodighed på en hård prøve.
Til sidst slog det klik for ham. I blindt raseri begyndte han at hamre
løs på hendes dør, men Mona reagerede ikke. Den manglende
respons gjorde ham så rasende, at han sparkede hårdt til døren.
Det føltes rart.
Når han sparkede, så følte han en befrielse. Han kom af med noget
af den frustration, som han havde sparet op gennem den sidste tid.
Stakkels Martin.
Han var gået fra forstanden.
Han var ude af stand til at beherske sig selv.
Han begyndte at sparke vildere og vildere til døren.
Til sidst røg den af hængslerne og faldt ind i stuen med et kæmpe brag.
106