Er døden en fjende eller en vinding? - Menighedsfakultetet

Klaus Højgaard Laursen Bacheloropgave i NT eksegese foråret 2009
Døden
en fjende eller en vinding?
Opgaven er skrevet i faget ”Eksegetisk og tematisk gennemgang af Romerbrevet ”
af Klaus Højgaard Laursen med professor theol. dr. Peter V. Legarth som vejleder
Opgaven er afleveret på Menighedsfakultetet 2. juni 2009
Antal ord i opgaven eks. forside, resumé på engelsk og litteraturlister: 8986
Side 1 af 27

Klaus Højgaard Laursen Bacheloropgave i NT eksegese foråret 2009
Problemformulering
”Døden – en fjende eller en vinding?
Undersøgelse af hovedtræk i Paulus’ beskrivelse af døden med særlig vægt på
Indholdsfortegnelse
1 Kor 15,26 og Fil 1,21f”.
Problemformulering.............................................................................................................................2
Indledning.............................................................................................................................................3
Eksegetisk redegørelse for indholdet i 1 Kor 15 med særlig vægt på vers 26 – døden som fjende.....4
Forhold mellem den græske og den danske tekst i 1 Kor 15......................................................4
Nogle temaer fra 1 Kor 15..........................................................................................................6
Eksegese af 1 Kor 15,26.............................................................................................................7
Eksegetisk redegørelse for indholdet i Fil 1,18b-30 med særlig vægt på vers 21 – døden som
vinding................................................................................................................................................10
Forhold mellem den græske og den danske tekst i Fil 1,18b-30...............................................11
Nogle temaer fra Fil 1,18b-30...................................................................................................11
Eksegese af Fil 1,21..................................................................................................................13
Er døden en fjende eller en vinding?..................................................................................................14
Den dobbelte udgang................................................................................................................14
Rom 6 - en kristen er allerede død og har derfor ikke noget at frygte...............................................15
Udblik til nogle af de øvrige bibelske forfattere?...............................................................................17
Jesus sagde: ”Græd ikke!”........................................................................................................18
Konklusion.........................................................................................................................................20
English abstract..................................................................................................................................23
Litteraturlisten med særpensum.........................................................................................................24
Litteraturlisten med fællespensum.....................................................................................................26
Side 2 af 27

Klaus Højgaard Laursen Bacheloropgave i NT eksegese foråret 2009
Indledning
”En af vore udmærkede kirkens mænd sagde forleden, at han var bange for at dø.” Sådan skriver
Johannes Müller i bogen: ”Den sidste fjende – en bog om døden.” Til dette svarer Müller selv: ”Jeg
er nærmest rasende nysgerrig...” 1 Om du, efter at have læst denne opgave, er rasende nysgerrig efter
at dø, ved jeg ikke. Men hvis du er en af kirkens udmærkede mænd – en kristen – er det mit håb, at
du ikke er bange for at dø!
Motivation til denne opgave er, at jeg ofte har stillet mig selv spørgsmålet: Findes der hos Paulus og
i NT i øvrigt et mere positivt syn på det at en kristen skal dø, end det er tilfældet i megen
forkyndelse til og samtale blandt kristne i dag? Og er der til gengæld en alvor hos Paulus, hvad
angår det, at mennesker går bort til den evige død, som der er risiko for, at vi i den kristne kirke
glemmer? Når Paulus taler om ”det at dø” som en vinding og også taler om døden som en fjende, da
melder spørgsmålet sig: Er døden både en fjende og en vinding, eller er den en fjende for nogle og
en vinding for andre?
Jeg vil i denne opgave ikke beskæftige mig meget med de forskellige græske ord for død og hvornår
de hver især er brugt. Jeg vil heller ikke gå ind i diverse diskussioner om dødskriterier. Når jeg
skriver ”døden” i problemformuleringen, er der tænkt ganske enkelt på det, at en dør og ikke
længere af mennesker kan genoplives. Er dette bestemte tidspunkt 2 i ens ”liv”, ifølge Paulus, en
vinding eller en fjende?
For at søge efter et svar på dette vil opgaven indeholde to eksegetiske afsnit, som behandler 1 Kor
15 med særlig vægt på vers 26 og Fil 1,18b-30 med særlig vægt på vers 21f. Paulus siger meget
andet om døden og andre steder fra Paulus breve vil blive inddraget i eksegesen.
Et særligt afsnit om Rom 6 er nødvendigt. Jeg tror, at Rom 6, med dens tale om at være død og
begravet med Kristus, har noget at sige om ikke at frygte døden.
Til slut vil der være et udblik, hvor jeg ser på andre bibeltekster om samme spørgsmål. Hvordan kan
Jesus f.eks. sige ”Græd ikke” ved to begravelsesoptog 3 , mens han ved Lazarus grav selv græder? 4
Hvorfor virker der, nogle steder i NT, til at være en lethed over talen om døden og andre steder en
dyb alvor?
1 Koch og Rald p.37
2 Om der går tid eller ej fra dødsøjeblikket til den endelige sammenføring med Kristus og hvor mennesket er i denne
mellem”tid”, se Ridderbos. Der blev ikke i denne opgave plads til de tanker.
3 Luk 7,13 og 8,52
4 Joh 11,35
Side 3 af 27

Klaus Højgaard Laursen Bacheloropgave i NT eksegese foråret 2009
Der vil ikke blive plads til alle de sjælesørgeriske aspekter som trænger sig på. Når denne opgave er
skrevet, har jeg derfor kun sagt lidt om , hvordan dette budskab kan formidles bedst muligt til
mennesker, der har døden tæt inde på livet.
Eksegetisk redegørelse for indholdet i 1 Kor 15 med særlig
vægt på vers 26 – døden som fjende
1 Korintherbrev er sammensat af svar på nogle spørgsmål, som Paulus tilsyneladende har fået stillet
af menigheden i Korinth. Vi møder flere steder formuleringen: ”Hvad angår det, I skrev...” eller
lignende 5 . En sådan formulering har vi ikke i kap 15, men vi har antydninger, som kan vise, hvad
der måske har været baggrunden for det Paulus skrev.
I vers 12 siges det, at nogle har hævdet, at der ikke findes en opstandelse fra de døde. Dette har
formentlig været vigtigste anledning for Paulus til at skrive det, som vi i dag kender som
”Opstandelseskapitlet”. Paulus ved, at hvis de ikke holder fast i hele det evangelium, som han har
forkyndt for dem, hvilket indebærer troen på de dødes opstandelse, så var det til ingen nytte, at de
kom til tro! 6 I vers 35 kan vi se, at der også er nogle, der har spurgt til, hvordan de døde opstår. Den
sidste halvdel af kapitlet handler bl.a. om det spørgsmål.
Ofte trækkes vers 26 frem for at fremhæve, at døden er en fjende. Konteksten viser, at fokus er på,
at døden skal besejres, mere end at døden er en fjende. Hele kapitlet er et triumfkapitel, der skal
vise, at Jesu opstandelse er virkelig og de kristnes opstandelse er lige så virkelig.
Jeg vil ikke oversætte hele kapitlet fra græsk til dansk, men i det følgende kommentere på nogle
forhold mellem den græske og den danske tekst, som kan have indvirkning i denne opgave.
Forhold mellem den græske og den danske tekst i 1 Kor 15
Verbet gnwri,zw i vers 1 betyder formentlig i denne sammenhæng ”at minde om” mere end det
betyder ”gøre bekendt med” 7 , som der står i den danske oversættelse fra 1992. Det er altså ikke
noget nyt, som Paulus vil lære dem, men noget de ved i forvejen men tilsyneladende har glemt.
evkoimh,qhsan i vers 6 betyder at sove hen og skal forstås som at de døde. Måske er det bevidst, at
Paulus bruger et mildt udtryk for det at dø for at lægge op til, at de skal stå op igen. Dog mener jeg,
5 1 Kor 7,1; 8,1; 12,1; 16,1 og 16,12
6 1 Kor 15,2
7 Jeg henviser til Helge Kjær Nielsens ”Sproglige kommentar til 1 Korintherbrev” p.109-121
Side 4 af 27

Klaus Højgaard Laursen Bacheloropgave i NT eksegese foråret 2009
at man skal passe på med at lægge for meget i brugen af et bestemt ord, da det let kan føre til
mistolkninger. 8
Allerede fra vers 13 bygger Paulus spændingen op med en kasus realis. Han tager ikke stilling på
det tidspunkt men siger, at hvis der ikke findes nogen opstandelse, så har det konsekvenser. Dette
fortsætter i vers 14ff med flere kasus realis konstruktioner.
Epei. i vers 29 har betydningen ”ellers” og bør indholdsmæssigt forstås som ”hvis der ingen
opstandelse var”. Dette viser igen, at håbet er i fokus i hele kapitlet. Paulus ønsker hele tiden, at
gøre klart hvilke konsekvenser Kristi opstandelse, eller mangel på samme, har for mennesker nu og
her og i døden.
I vers 49 har Nestle-Aland futurumsformen fore,somen , hvor de bedste og ældste håndskrifter 9
egentlig har en aorist konjunktiv. En sådan ville kunne læses som en hortativ konjunktiv og være en
indbyrdes opfordring til at bære det himmelskes menneskes billede allerede nu. Dette er interessant
i forhold til afsnittet om Rom 6: Hvad vil det sige, at en kristen har del i Kristi opstandelse? Er det
noget man har del i nu og her og skal opfordres til at tage del i, eller er det kun på den yderste dag?
Her er tilsyneladende et ”allerede endnu ikke” perspektiv. 1 Kor 15 handler klart om
konsekvenserne af Kristi opstandelse og i første omgang om den konsekvens, at korinterne og alle
andre kristne med dem, skal opstå på den yderste dag. Men der er også en konsekvens nu og her for
menigheden i Korinth. De har allerede del i Kristi opstandelse og er iklædt og skal være iklædt det
himmelske menneskes billede. Dette kommer frem i den oprindelige læsemåde med en hortativ
konjunktiv, som jeg bl.a. derfor mener er at foretrække.
Sætningen pa,ntej ouv koimhqhso,meqa i vers 51 lyder egentlig direkte oversat: ”Alle skal vi ikke sove
hen”. Den danske oversættelse siger: ”Vi skal ikke alle sove hen”, hvilket umiddelbart kunne give
mest mening. Det er dog muligt, at Paulus har ment det første, altså at ingen af de kristne skal sove
hen. Hvis det er det han har ment, er der også her tale om et allerede. De kristne er gået fra døden
til livet og er blevet iklædt og skal være iklædt det himmelske legeme allerede nu. Paulus kan
andre steder tale om, de der er sovet hen, så det er ikke fordi han nægter at nogle er døde rent fysisk,
men han sætter med dette den fysiske død for en kristen i et helt specielt lys.
8 I 1 Kor 15,26 er brugt ordet qa,natoj og i Fil 1,21 er brugt avpoqanei/n, som har samme rod som qa,natoj, som i
øvrigt er det mest almindelige ord for død i NT. Oftes er qa,natoj ifølge Brown p.435 brugt om Jesu død.
9 P46, a, A, C, D m.fl.
Side 5 af 27

Klaus Højgaard Laursen Bacheloropgave i NT eksegese foråret 2009
Måske er det udtalelser som den i vers 51, som har fået folk i Thessalonika til at miste håbet, når
nogle af de kristne hos dem døde 10 . De har ikke forstået ”allerede endnu ikke” perspektivet og har
måske forstået den slags udtalelser fra Paulus som, at de slet ikke skulle dø rent fysisk. Det Paulus
ville sige var, at selv når de døde, døde de ikke endeligt, hvis de var overklædt med Kristus. De
havde et helt andet håb. 11
Nogle temaer fra 1 Kor 15
Paulus minder korinterne om det, som er så altafgørende for deres tro, at Kristus døde for deres
synder, blev begravet og opstod. Og dette er bevidnet. Også Paulus selv har set Kristus efter hans
opstandelse. Dette får Paulus til at mindes, at han har forfulgt kirken og derfor ikke er værdig til at
kaldes apostel. Men Gud er nådig og virker igennem Paulus prædiken, hvorved korinterne er
kommet til tro og ved Guds nåde prædiker Paulus fortsat for dem.
Nu er der nogle, der siger, at der ikke findes en opstandelse. Paulus går ind på den tanke og ridser
op, hvordan de kristnes situation er, hvis der ikke findes en opstandelse: Kristus er ikke opstået,
Paulus prædiken er tom, deres tro er tom, Paulus er et falsk vidne om Gud, deres tro er forgæves, de
er stadig i deres synder, de døde er gået fortabt og de, der har sat deres lid til Kristus, er de
ynkværdigste af alle mennesker.
Men, siger Paulus i vers 20, nu er Kristus opstået fra de døde. Alle dør med Adam i synden, men
opstår med Kristus. Og så kommer enden. Gud skal lægge alt under Kristi fødder og selv døden
skal, som den sidste fjende, tilintetgøres. Alle magter skal underlægges Kristus.
Derefter følger konsekvenserne af Kristi opstandelse og visheden om, at døden skal tabe endeligt til
sidst. Da nu døde opstår, så er der for Paulus noget at kæmpe for og han er ikke bange for at dø i
kampen. 12
Nogle vil spørger hvordan døde opstår. Et korn lægges i jorden og dør. Men det døde korn bliver til
liv i en plante, som er noget andet, men samtidig uløseligt forbundet med det korn der døde. Der vil
være forskel på det menneske der dør og det der opstår, men der vil også være en uløselig
sammenhæng.
Kød og blod kan ikke arve Guds rige, konstatere Paulus. Dette handler, set ud fra sammenhængen,
ikke om, at det der opstår, ikke er legemligt. Det betyder nærmere, at vi er nød til at dø fra vores
10 Denne undren lader til at være baggrunden for deres sorg over de hensovede i 1 Thess 4,13ff
11 Madison side 516
12 Guthrie side 839 og Brown side 439 nederst
Side 6 af 27

Klaus Højgaard Laursen Bacheloropgave i NT eksegese foråret 2009
gamle natur, som ofte kaldes ”det kødelige” for at få del i den nye natur. Alle skal, enten man dør
fysisk inden Jesu genkomst eller ej, forvandles, når han kommer.
Når det forgængelige iklædes uforgængelighed, vil det endelig være opfyldt, at døden er opslugt og
besejret og har mistet sin brod. Men hvornår det som beskrives i vers 53 skal ske, er ikke klart. Det
er muligt, at det skal ske ”ved den sidste basun” på den yderste dag. Men problemet ved den
tolkning er, at der i vers 52 står, at de døde skal opstå som uforgængelige. Det er også muligt, at det
der beskrives i vers 53 skal ske nu og her og det derfor er en formaning til korinterne. Som allerede
nævnt i vers 50, så kan det forgængelige ikke arve det uforgængelige. Derfor skal det iklædes
uforgængelighed allerede nu og derfor har en kristen, som lader sig iklæde denne uforgængelighed
et helt nyt forhold til døden. Det er det samme tema, som Paulus er inde på i 2 Kor 5,1-10 13 . Her
taler han om at iklædes den bolig, vi har fra himlen. Dette medfører at ”...det dødelige bliver opslugt
af livet.” 14 Dødens brod er synden og syndens kraft er loven. Men, siger Paulus, efter at de er blevet
iklædt uforgængelighed, skal den kraft ikke mere være. Døden har mistet sin brod og Gud ske tak,
som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus.
Hvis det, at iklædes uforgængelighed, er noget der sker nu og her, så er det allerede i denne verden,
at døden har mistet sin brod overfor en kristen.
Paulus slutter kapitlet hvor han begyndte: Korinterne skal stå fast ved det, de har lært og arbejde for
Herren.
Eksegese af 1 Kor 15,26
Det er ind i den kontekst, som er beskrevet overfor, at vers 26 står. Det er vigtigt at huske i den
følgende eksegese. Kap 15 handler om sejr, håb og opstandelse. Hvis man derfor ved grundig
eksegese når frem til, at døden er en fjende, som endnu ikke er besejret, men først engang i
fremtiden skal besejres, så står det dog ikke her for at skræmme eller for at dæmpe
triumfstemningen, som er i kapitlet. Det står her nærmere for at sige, at hvis nogen sidder med
døden tæt inde på livet og oplever den som en fjende, så må de løfte hovedet og huske, at også
døden vil Kristus endeligt besejre på den yderste dag. 15
1 Kor 15,26 lyder på græsk e;scatoj evcqro.j katargei/tai o` qa,natoj og oversættes mest tekstnært:
(Som) sidste fjende tilintetgøres døden.
13 Hanhart side 449
14 2 Kor 5,4b
15 Eriksson side 58 nederst
Side 7 af 27

Klaus Højgaard Laursen Bacheloropgave i NT eksegese foråret 2009
e;scatoj evcqro.j er prædikat for o` qa,natoj, som er subjekt i sætningen. Verbet katargei/tai står i
passiv og har som agens enten Gud eller Kristus fra versene før. I vers 24 må det være Kristus, der
er det underforståede subjekt i tidsbisætningerne, da der står, at han giver Riget til Gud Fader, som
er dativobjekt. I vers 25 derimod kan det enten være Gud eller Kristus der er subjekt. Mere tekstnær
og mindre tolkende end den danske er den engelske oversættelse: ”For he must reign until he has
put all his enemies under his feet.” 16 Vi ved altså ikke sikkert, hvem der er subjekt i vers 25 og
heller ikke hvem der vises tilbage til i vers 26. Det er enten Kristus eller Gud, der er det egentlige
subjekt for det passive verbum katargei/tai.
Verbet katargei/tai står i præsens. Den korrekte forståelse er dog formentlig futurum, da konteksten
med Paulus tale om te,loj viser, at det er en beskrivelse af noget der skal ske engang. Der er, som
Gaibelein gør opmærksom på, ikke her tale om en nutidig åndelig død 17 , selvom præsens tiden i sig
selv kunne foranledige den tolkning.
Der er nærmere tale om noget eskatologisk. Døden bliver nærmest personliggjort. Dette er ifølge
Lenski ikke overraskende, når det kommer fra en der, som Paulus kender GT rigtig godt. 18 I GT er
døden en frygtelig og selvstændig fjende: Den er ikke blot en af mange fjender, som man
forventede Messias skulle besejre, men den er den helt centrale fjende. Derfor er Paulus
personificering af døden, helt i tråd med GT-lig tænkning. Selv for de kristne er døden, ifølge
Lenski, en fjende indtil Kristi genkomst: ”In a sense death is already swallowed up in victory
because by the gospel its sting is broken for all believers. In another sense death still reigns over us,
namely for the time being.” 19 I det første kunne Lenski have refereret til 2 Tim 1,10, hvor Paulus
taler om, at døden i én forstand allerede er besejret ved evangeliet. Nåden er givet i Kristus Jesus for
evige tider siden 20 men er særligt blevet åbenbaret, da Jesus Kristus tilintetgjorde døden. Det må
være Kristi død og opstandelse, som Paulus taler om. Derved tilintetgjorde Jesus døden for den der
tror på ham. Paulus kan andre steder tale om, at døden ikke længere skal være herre over den
kristne, ligesom den ikke var herre over den opstandne Kristus 21 . Det som kan undre, er hvorfor
Lenski ikke overvejer, om 1 Kor 15,26 handler om ikke-kristne og 2 Tim 1,10 handler om kristne, i
stedet for at sige: ” In another sense death still reigns over us”. Noget kunne tyde på, at det ved tro
på evangeliet er muligt, at få del i det, at Kristus har tilintetgjort døden. Men fordi ikke alle tror og
16 NIV, Michigan
17 Gaebelein side 286
18 Lenski side 678 og Brown side 435 nederst
19 Lenski side 679
20 2 Tim 1,9
21 Rom 6,8f
Side 8 af 27

Klaus Højgaard Laursen Bacheloropgave i NT eksegese foråret 2009
de der tror ikke erkender fuldt ud, så er der stadig tale om, at døden er en fjende i den verden, vi
lever i og at den derfor en dag skal endeligt tilintetgøres.
Lockwood skriver, at han ikke mener, der er noget i 1 Kor 15,20-28 , som handler om de ikke-
kristnes skæbne. Det handler alt sammen om at give håb til de kristne. 22 Men hvis det Paulus ville
formidle kun var håbet i forhold til de kristnes eget forhold til døden, så ville det være naturligt, at
han her, ligesom til Timotheus i 2 Tim 1,10 mindede om, at døden ved evangeliet allerede var
overvundet for de kristne. Nu taler han om, at døden i parusien skal tilintetgøres. Jeg mener dette
handler om, at døden som eksistens i det hele taget skal tilintetgøres til sidst. Selvom døden ikke for
en kristen er en fjende ifølge 2 Tim 1,10, da den allerede er tilintetgjort for den der tror evangeliet,
så kan den stadig opleves som en fjende - også for kristne. Paulus taler tilsyneladende nogle steder,
f.eks. i Fil 2,25ff, om døden som en fjende. Den naturlige læsning af disse vers er, at det ville være
en sorg for Paulus, hvis hans broder i Kristus, Epafroditus, var død. 23
Døden er tilsyneladende en fjende for en kristen i den forstand, at den kan tage en man elsker bort.
Dette forholder Paulus sig også til i sit første brev til thessalonikerne. De var blevet bedrøvede og
havde mistet håbet, da de kristne begyndte at dø. Det skyldes muligvis, at de havde mistolket Jesu
og Paulus ord, så de slet ikke regnede med, at nogle kristne skulle dø rent fysisk. Paulus trøster dem
og siger: ”...vi vil ikke, at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge som
de andre, der ikke har noget håb.” 24 i[na mh. luph/sqe kan enten opfattes som følgen af den
oplysning, som Paulus vil komme med, eller det kan, som i[na plus konjunktiv få andre steder i NT,
opfattes som en imperativ. 25 Kan man påbyde nogen ikke at sørge? Paulus bruger andre steder
imperativen overraskende. Kan man byde nogen at glæde sig? I Fil 4,4 gør Paulus dette når han
siger: ”cai,rete”.
Er det muligt, at Paulus byder nogle ikke at sørge, når han selv ville sørge, hvis Epafroditus var
død? 26 Så langt, som jeg kan se, er det helt i tråd med Paulus virke, at han formaner til
fuldkommenhed og stræben efter det rette forhold til døden, selvom han erkender, at han ikke selv
har nået det. 27
22 Lockwood side 569
23 Moe side 378f og Guthrie side 839. Se også 1 Kor 11,30, som tyder på at det er negativt at de dør. En anden
mulighed er, at der i det vers henvises til at ”sove hen” i den forstand, at de forlader ”livet” i Kristus, så der nærmest
er tale om ”den anden død”
24 1 Thess 4,13
25 Nielsen side 179 § 153,c
26 Fil 2,27
27 Fil 3,12
Side 9 af 27

Klaus Højgaard Laursen Bacheloropgave i NT eksegese foråret 2009
Ordet kaqw.j opfattes i 1 Thess 4,13 af de fleste som en sammenlignings konjunktion, således at man
forstår det som, at Paulus ikke ønsker, at de skal sørge på samme måde som de andre, som ikke har
noget håb. 28 Det er muligt rent sprogligt, at det Paulus vil sige er, at de ikke skal sørge som de andre
- forstået på den måde, at de slet ikke skal sørge. Thessalonikerne havde håbet på, at deres kære
ikke skulle dø. Nu kommer Paulus og siger, at håbet og trøsten, som det hele handler om ifølge 1
Thess 4,18, er noget større. De andre, de der ikke har et håb, de sørger, når en dør. Men de i
Thessalonika, som har et håb, behøver slet ikke sørge. Om dette er den rigtige tolkning er svært at
sige, 29 men den giver, efter mit bedste skøn, mere mening i forhold til Fil 1,21 og i forhold til Jesu
bydende ”Græd ikke” ved to begravelsesoptog.
Hvis denne tolkning er rigtig, så er ens egen død ikke en fjende for en kristen, ej heller ens kæres
død, hvis de dør i Kristus. Men hvad da med døden, når vi møder den blandt mennesker, som ikke
kender Kristus. Her giver det mening at tale om, at døden er en fjende. Lockwood siger, at ikke alle
skal opstå til evigt liv. De der ikke tror på Kristus vil bliver oprejst, men derefter blive kastet i
ildsøen. Det er hvad bibelen kalder den anden død. 30 Døden er, på en måde, en fjende for alle, indtil
den endelig besejres, fordi nogle af de der dør ikke dør i troen på Kristus og fordi alle kristne lever i
risikoen for frafald.
Eksegetisk redegørelse for indholdet i Fil 1,18b-30 med særlig
vægt på vers 21 – døden som vinding
Paulus sidder i fængsel, da han skriver Filipperbrevet 31 , hvilket kan betyde noget for måden, som
brevet er formuleret på og den vægtlægning der er i brevet. Alligevel vil jeg slå fast, at jeg ikke
mener, at Paulus skriver, hvad han skriver, fordi han er presset og derfor får sagt mere end hvad der
er teologisk holdbart. I min eksegese arbejder jeg med alle Paulus breve som lige autoritative,
uafhængigt af hans situation. Dog skal vi have det med i tankerne, når vi læser Filipperbrevet, at
Paulus sidder i fængsel og har udsigt til måske at blive dømt til døden. Desto mere tankevækkende
er det derfor, at Paulus gennem hele brevet har glæden ved livet i troen på Kristus som tema. 32 Mest
28 Lockwood side 571
29 Hvis det er, så er vi her inde på noget af det, hvor jeg vil pointere, at dette er en eksegetisk opgave og ikke en
opgave i sjælesorg. Jeg tror, at der er meget sjælesorg i dette håb, men det skal formidles på den rette måde.
30 Lockwood side 569
31 Fil 1,7.13.17
32 Fil 1,18; 2,17f; 2,28f; 3,1; 4,4 og 4,10
Side 10 af 27

Klaus Højgaard Laursen Bacheloropgave i NT eksegese foråret 2009
kendt er nok verset i Fil 4,4: ”Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer!” Man kunne
forvente, at Paulus havde et negativt syn på livet, i den situation han var i og at det var baggrunden
for, at han kunne skrive at ”det at dø” er en vinding. Men det er det ikke. 33
Forhold mellem den græske og den danske tekst i Fil 1,18b-30
Paulus bruger ordet ga.r i vers 21 for at vise tilbage til sit håb om frelse, som er baggrunden for, at
han kan sige: VEmoi. ga.r to. zh/n Cristo.j kai. to. avpoqanei/n ke,rdoj. En tekstnær oversættelse vil
lyde: Thi for mig (er) det at leve Kristus og det at dø en vinding. I 1992 oversættelsen har man
oversat de substantiverede infinitiver med ”livet” og ”døden”. Dette er med til at slører, at det
Paulus formentlig udtaler sig om, er det aktive liv i Kristus og selve det at dø og ikke døden som
fænomen. Her er ikke tale om hverken døden som noget personificeret eller noget åndeligt. Og her
er slet ikke tale om den evige død. Her er, lige så simpelt som i indledningen til denne opgave, tale
om det tidspunkt, hvor intet menneske mere kan vække en til live. Eriksson gør opmærksom på, at
både konteksten og den aoristform der er brugt i avpoqanei/n viser, at det er en punktuel handling,
altså selve dødsøjeblikket, som der er tale om. 34
Vers 22 lyder: eiv de. to. zh/n evn sarki,( tou/to, moi karpo.j e;rgou( kai. ti, ai`rh,somai ouv gnwri,zw og
kan tekstnært oversættes: ”Og/men hvis det at leve i kød, dette for mig (er) arbejdets frugt, og
hvilket jeg skal vælge ved jeg ikke.”
Nogle temaer fra Fil 1,18b-30
”Men jeg vil også blive ved med at glæde mig”, siger Paulus(1,18b). Paulus er i fængsel, men han
glæder sig. Ikke mindst fordi han ved, at alt dette vil fører til hans frelse. Han længes efter sin frelse
(1,19f). Paulus var allerede ”frelst”, forstået som at han troede på Kristus. For ham var livet Kristus
(1,21). Eller som han udtrykker det andre steder: ”Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i
mig...” og som en formaning ”... for at de, der lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for
ham, der døde og opstod for dem.” 35 Alligevel længes Paulus efter sin endelige frelse – at være
sammen med Kristus. Og han ved, at den endelige frelse når han ikke i sig selv, men ved forbøn og
Åndens hjælp 36 . Døren til denne endelige frelse er døden 37 og for Paulus er det ikke utænkeligt, at
33 Beare side 62 nederst
34 Eriksson side 47
35 Gal 2,20 og 2 Kor 5,15
36 Fil 1,19
37 Nørgaard-Højen side 120 nederst og Brown 440 lige under midten
Side 11 af 27

Klaus Højgaard Laursen Bacheloropgave i NT eksegese foråret 2009
døden kommer snart. Men fordi den er døren til den endelige frelse og til at være sammen med
Kristus, så kan Paulus sige, at døden for ham er en vinding og ikke mere en fjende 38 . Døden kan
ikke skille ham fra Kristi kærlighed, for når Paulus lever, lever han for Herren, og når han skal dø,
dør han for Herren og hører Herren til. 39
Paulus længes virkelig efter at bryde op. Verbet avnalu/sai i vers 23 er egentlig et maritimt udtryk
om et skib det letter anker og sejler ud på havet 40 . Paulus er klar til at tage af sted. avnalu/sai kan
også betyde ”vende hjem” og man fornemmer da, at Paulus mener, at han hører til et andet sted,
hvor han kan ”være sammen med Kristus”.
I vers 22 står et vigtigt ”men”. Hvis fortsat liv her på jorden betyder frugt, så ved han ikke, hvad
han skal vælge. Der er altså to muligheder og begge trækker i Paulus. Den ene er den bedste, mens
den anden er den mest nødvendige. Paulus ender med at konkludere, at han skal blive i live for at
virke fremgang og glæde i troen hos filipperne. Det er værd at lægge mærke til, at ”Paul, (...),
rejects the ”gain”...” 41
Mange mennesker vil sige, at det er en livsfjendsk holdning, at sige: ”Døden er en vinding”, eller:
”Jeg glæder mig til at dø”. Deres grund vil ofte være, at der er så meget, de gerne vil opleve først.
Man vil gerne ud og rejse og tage en uddannelse og blive gift og blive gamle og se sine børnebørn
vokse op osv. Det Paulus nævner er: Andre menneskers frelse! Hovedgrunden, til at Paulus ønsker
at blive i live, er, at han vil fortælle andre, hvad det vil sige, at ”det at leve er Kristus”. Derfor går
Paulus også direkte over i at formane filipperne til at stå fast i troen og føre et liv, som svarer til
Kristi evangelium. Også denne tekst er sat ind i en sammenhæng med en formaning til at stå fast på
evangeliets grund (1,27). Det er på den måde, at de kristne ikke skal skræmmes af modstanderne,
for det at lide for Kristi skyld er ”nåde” 42 Heller ikke skal de skræmmes af døden, men tværtimod
kan de sige med Paulus, at den er en vinding.
38 Valen-Sendstad side 53
39 Rom 8,38 og 14,8
40 Beare side 63 midten
41 Palmer side 218
42 Fil 1,28f
Side 12 af 27

Klaus Højgaard Laursen Bacheloropgave i NT eksegese foråret 2009
Eksegese af Fil 1,21
Vers 21 lyder VEmoi. ga.r to. zh/n Cristo.j kai. to. avpoqanei/n ke,rdoj. VEmoi er trukket frem og gjort
emfatisk idet Paulus vil understrege ”for mig”. Dette er formentlig gjort fordi hele stykket, som vi
har set, er et personligt stykke, hvor Paulus gør sig nogle overvejelser om sin egen fremtid. 43 Dette
er ikke ensbetydende med, at han ikke vil lære filipperne noget. Paulus skriver i Fil 3,17, at de skal
efterligne ham. Han er et forbillede, som filipperne og alle kristne kan lære noget af. Dette må også
gælde i hans syn på ”det at dø”. Gaebelein gør også opmærksom på dette forbillede. Paulus egen tro
var ikke svækket, trods omstændighederne. 44
Hvor centralt dette vers står i Paulus teologi ses ud af et citat fra Fee: ”...verses 21-23 hold the key
to everything, both to this letter and to Paul's life as a whole.” 45 Og Fee fortsætter med at sige, at
netop vers 21 er altafgørende, hvis vi ønsker at forstå, hvad der er lagt apostlen på hjertet. Vores
problem er, siger Fee, at vi ofte siger: ”For me to live is Christ, plus other pursuits” eller ”For me to
live is my work”. Paulus ord er blevet ren teori for os. 46 Fee siger videre, at det ofte er sådan for
kristne i dag, at dette med at bryde op og være sammen med Kristus er sådan et tillæg der kommer
den dag vi skal dø, men for Paulus var det en længsel. Hvis vi havde det mere som Paulus, ville det,
ifølge Fee: ”...gives us both focus and perspective in a world gone mad.”
At sige at ”det at dø” er en vinding må aldrig løsrives fra, at ”det at leve” er Kristus, for så er døden
ikke en vinding. Nogle grækere før Paulus havde sagt, at døden var en vinding 47 , men det handlede
blot om udfrielsen fra denne verdens pinsler. Troede de ikke på Kristus, blev det, set i bibelsk lys,
ikke den udfrielse, som de regnede med. Ifølge Dunn er det eksistentielle spørgsmål derfor: ”Will
death be a release from fleshliness and sin – or their final triumph?” 48
43 Hawthorne side 44
44 Gaebelein side 114
45 Fee side 74 midten
46 Fee side 74 nederst til 75 øverst
47 Eriksson side 47 og Palmer side 208
48 Dunn side 126 nederst
Side 13 af 27

Klaus Højgaard Laursen Bacheloropgave i NT eksegese foråret 2009
Er døden en fjende eller en vinding?
Døden er en fjende, som ikke er endeligt tilintetgjort og derfor kan skræmme en kristen. Men den
skal ikke skræmme en kristen. Hvis den kristne står fast på evangeliet, har Kristus allerede besejret
døden ved sin død og opstandelse 49 og ”det at dø” bliver da en vinding for den, for hvem ”det at
leve” er Kristus. Pga. Jesus opstandelse er døden ikke mere en ubesejret fjende, som skal frygtes. 50
Den dobbelte udgang
Nogle glæder sig ved en grav og siger, at det var godt at NN fik fred, uden at de ved, hvad
vedkommende troede på. Eller de ved, at NN formentlig ikke troede på Kristus, men regner ikke
dette for vigtigt i forhold til det at få fred i døden. Dette er ifølge Paulus og ifølge hele bibelen et
bedrag. Døden er en straf for synd 51 og i den forstand er der grund til at frygte den, fordi man skal
møde Gud som dommer. Mere udtryksfuldt end hos Amos er det næppe sagt i bibelen. I GT tales
der ofte om ”Herrens dag”. Det er den dag, da mennesket skal møde Gud som dommer. Den dag
glædede nogle sig til på profeten Amos tid, ligesom nogle kan længes efter døden i dag. Amos siger
da til dem: ”Ve dem, der længes efter Herrens dag! Hvad vil I dog med Herrens dag? Den er mørke,
ikke lys. Den er, som når man flygter fra en løve og møder en bjørn; man slipper ind i huset, støtter
hånden mod væggen og bliver bidt af en slange. Ja, Herrens dag er mørke, ikke lys, mulm uden
lysskær.” 52 Paulus er også selv inde på fortabelsens mulighed flere steder 53 .
Rom 12,15 bliver ofte brugt til at sige, at til en begravelse skal man græde og sørge sammen med de
der sørger og græder. Jeg tænker ikke, at Paulus har ment, at man skal græde med alle, der græder.
Hvis en lille dreng sidder og græder, fordi han ikke kan finde sin far og jeg ved, hvor hans far er,
skal jeg hellere fortælle drengen, hvor hans far er, end sætte mig ned og græde med ham. Senere
skal vi se, hvordan Jesus møder to forskellige begravelsesoptog og siger: ”Græd ikke”. Når Paulus
skriver, at vi skal græde med de grædende, så er det formentlig ment som, at vi skal græde sammen
med de der virkelig har grund til at græde. Det kan der være i mange situationer og jeg tror også,
der kan være brug for gråd ved en kristen begravelse pga. savnet. Men den situation, hvor der er
mest grund til gråd og hvor vi ikke kan andet end at græde med de grædende, er når vi står overfor
fortabelsens virkelighed.
49 1 Kor 15,12-20 og 2 Tim 1,10
50 Nafzger side 48
51 Rom 1,32. Se også Brown side 436
52 Amos' Bog 5,18-20
53 1 Kor 1,18; 2 Kor 2,16; 4,3; Fil 1,28 og 2 Thess 2,10;
Side 14 af 27

Klaus Højgaard Laursen Bacheloropgave i NT eksegese foråret 2009
Rom 6 - en kristen er allerede død og har derfor ikke noget at
frygte
I Rom 5,17 står der: ”Har døden på grund af den enes fald hersket ved denne ene, så skal endnu
mere de, der får retfærdighedens overvældende nåde og gave, få herredømme og liv ved én eneste,
Jesus Kristus.” Det vigtigste i dette vers er formentlig forholdet mellem døden og livet og mellem
Adam og Kristus. Men samtidig siger verset noget om, hvor vi tidsmæssigt befinder os i dag. Døden
har hersket. Vi er altså efter det tidspunkt, da vi er efter Kristi opstandelse, såfremt vi har del i hans
død og opstandelse. Dog er det sådan, at en kristen kan falde for fristelsen til igen at lade døden
herske i sit liv ved at frygte døden og ikke fuldt ud give plads til Kristi opstandelseshåb. På den
måde er døden stadig en fjende for kristne.
Rom 6 handler om, at have del i Kristi død og opstandelse. Frans af Assisi har sagt: ”O salig den
der dør FØREND han dør! Han er usårlig mod den anden død!” 54 Det er muligt, at få del i Kristi
død og dermed undgå selv at skulle møde Gud som sin dommer. Hvor det før Kristi død og
opstandelse var synden, loven og dermed døden der herskede er der nu frihed fra synden og loven
og det er livet der hersker. Alt dette skyldes at Kristus er død, begravet og opstået igen. Men det
som er afgørende for Paulus at sige i Rom 6 er egentlig ikke, at Kristus døde og opstod, for det ved
de godt i Rom. Det han vil understrege er, at de har del i den død og opstandelse. De er ”...vokset
sammen med ham (Kristus) ved en død, der ligner hans...” 55 Da Jesus døde på korset, var det ikke
sådan, at Gud besluttede, at lade det forkerte mennesket har gjort ustraffet. Tvært imod så straffede
han det netop der. Derfor er det, i en forstand, mig, der hang der på korset. Dette skal ikke
misforstås, men jeg skriver det sådan, fordi jeg mener, at det er, hvad Paulus mener med ordene:
”Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme der ligger
under for synden skulle tilintetgøres...” En kristen er død med Kristus i dåben 56 . Dette er en tanke,
som Paulus også har andre steder. Den kristne er ”begravet sammen med ham(Kristus) i dåben, og i
den (...) også oprejst sammen med ham ved troen på Guds kraft...” Derfor er de, der før var døde, nu
gjort levende sammen med Kristus. 57 Müller siger det sådan: ”Den, der har taget imod troens gave,
har den egentlige død og dommen bag sig. Ved Jesu død og opstandelse er han gået over fra døden
til livet.” 58 Også i Rom 6 er der et ”allerede endnu ikke” perspektiv. Brendan Byrne gør
opmærksom på at der flere steder er brugt futurum om det at vi skal have del i Kristi opstandelse,
54 Det Etiske Råd side 49
55 Rom 6,5
56 Rom 6,3. Se også Brown side 438 midten
57 Kol 2,12f
58 Koch side 35 lidt over midten
Side 15 af 27

Klaus Højgaard Laursen Bacheloropgave i NT eksegese foråret 2009
men samtidig siger han: ”...the Christian stands clearly upon the positive side of the ”death-life”
watershed.” 59
Byrne og andre siger, at dette kapitel handler om kristen etik og livsførelse. Dette er jeg enig i, men
det er ikke det eneste, som Rom 6 handler om.
Mange mennesker frygter døden uden at vide, hvad de frygter. Ifølge bibelen er der virkelig noget
at frygte. Mennesket blev skabt til et liv i Paradis uden synd, men faldt i synd. 60 Gud havde sagt, at
hvis det faldt, så skulle det dø. Gud straffer synd med død. Det er måske også det, som mennesker
til alle tider har frygtet bevidst eller ubevidst i mødet med døden. Paulus skriver i Rom 6,23:
”...syndens løn er død...” Da Jesus var i angst i Getsemane have og bad sin Far om at tage kalken fra
ham 61 , var det formentlig mødet med dommen over synden han tænkte på. Nogle vil sige, at netop
det, at Jesus her var i dødsangst viser, at døden er en fjende for alle og at det er naturligt at frygte
døden. Det er muligt, at Jesus, som det menneske han var, frygtede smerterne, der var forbundet
med lidelserne og døden. Men det er, for mig at se, langt mere sandsynligt at frygten var rettet imod
selve det at møde Guds straf over synden, for den straf var der god grund til at frygte.
Vi ved, siger Paulus, at det gamle menneske hang der på korset med Kristus. Der mødte mit gamle
menneske Guds straf. Men Paulus og andre kristne har ikke bare del i Kristi død, men også i Kristi
opstandelse fra de døde. ”...er vi døde med Kristus, tror vi også, at vi skal leve med ham. Og vi ved,
at Kristus er opstået fra de døde og ikke mere dør; døden er ikke herre over ham mere.” 62
Derfor konstatere Paulus i Rom 6,23 ikke bare, at syndens løn er død. Det ville der ikke være noget
nyt i, da mennesker siden syndefaldet, hvor Gud sagde, at de skulle dø 63 , har levet med denne viden.
Det nye Paulus siger er, at Guds nådegave er evigt liv. I dåben og troen får den kristne del i Kristi
død og skal derfor, ret forstået, slet ikke mere dø. Derfor kan Paulus også sige, at døden er en
vinding, for i den skal han ikke møde Guds dom over synden, for den har han allerede mødt, da han
fik del i Kristi død. Det nye liv lever han allerede, da han også har del i Kristi opstandelse. På den
måde bliver Paulus død og alle andre kristnes død egentlig en måde, hvor vi får del i Kristi
himmelfart. For da skal vi tages hjem og være sammen med Kristus.
59 Byrne side 563
60 1 Mos 3
61 Luk 22,39-46
62 Rom 6,9
63 Jeg tror der både i 1 Mos 2,17 og Rom 6,23 er tale om den anden død – fortabelsen.
Side 16 af 27

Klaus Højgaard Laursen Bacheloropgave i NT eksegese foråret 2009
Udblik til nogle af de øvrige bibelske forfattere?
Jeg har forsøgt at komme med en redegørelse for, hvorfor Paulus syn på ”det at dø” for en kristen er
væsentligt mere positivt, end jeg nogle gange oplever det forkyndt blandt kristne i dag. Et relevant
spørgsmål er nu, om dette syn på døden er unikt for Paulus, eller om vi genfinder det andre steder i
bibelen.
Jeg har nævnt, at man i GT vidste, at syndens løn var død. Dette giver naturligvis nogle steder GT's
forfattere et negativt syn på døden. Det skyldes, at de ikke endnu havde fået lov til at opleve
”...solopgangen fra det høje...” 64 , som Zakarias profeterede om og som var Jesus. De levede i GT
endnu i løfterne og i en hvis form for dunkelhed. Men de havde længslen om at se klart. Job
afslutter sin profeti i Job 19,25ff med ordene: ”Mit indre fortæres af længsel.” Om Jobs længsel er
rette mod, at Messias skal komme til verden og dø og opstå og skabe nye betingelser, eller om det
specifikt er rette mod, at han selv skal møde sin løser, det er ikke til at vide. Muligvis er det begge
dele.
Vi vil nu vende os til NT og begynde lidt bagfra med at se på, hvad andre end Jesus og Paulus har
sagt om døden.
I Johannes Åbenbaring er det vigtigste, der bliver sagt om døden, at på den nye jord, skal den ikke
være mere. 65 Dette stemmer godt overens med det, at vi hos Paulus har konstateret, at døden er en
fjende, som ikke endeligt er besejret. Her på jorden er der grund til gråd, ikke mindst når døden
rykker nogle, som vi elsker, fra os for evigt. Disse tårer og mange andre tårer vil Gud tørre af
øjnene på mennesket på den nye jord og så skal døden ikke være mere. I Joh Åb 9,6 ser nogle døden
som en udfrielse fra de sidste tiders hårde dage. Om det er med rette, at døden af disse ses som en
udfrielse, nævnes ikke i sammenhængen, men tankerne ledes hen på de førnævnte vers fra Amos
bog om de der længes efter Herrens dag uden grund. Kun hvis ”det at leve” er Kristus, er ”det at dø”
en vinding.
Går vi til brevlitteraturen, som ikke bære Paulus navn, er der mange steder, der handler om døden
og langtfra alt vil blive berørt her. Hebræerbrevets forfatter taler i Hebr 2,14ff om, at Djævelen har
fået givet dødens magt. Det gør selvsagt døden til en fjende for alle, da Djævelen i bibelens optik
ikke vil noget menneske det godt. Men versene har mere at sige: ”...for at han(Jesus) med sin død
skulle gøre ham(Djævelen) magtesløs, (...) og befri alle dem, som af frygt for døden hele livet
igennem havde været holdt nede i trældom.” Pointen er igen ikke at skræmme, men at trøste.
64 Luk 1,78
65 Joh Åb 21,4
Side 17 af 27

Klaus Højgaard Laursen Bacheloropgave i NT eksegese foråret 2009
Djævelen har fået givet eller taget noget magt, men han er ved Jesu død gjort magtesløs og alle
dem, der før havde grund til frygt for døden, er nu befriet for denne frygt.
Hebr 9,27f handler om noget af det samme, som vi har set i Rom 6. Det er i udgangspunktet
menneskets lod at dø og dømmes pga. synden, men Kristus er død i stedet for. Derfor kan
Hebræerbrevets forfatter også sige, at når Jesus kommer igen, er det ikke for syndens skyld, som det
var første gang, men for at frelse dem som venter på ham.
Johannes taler i 1 Joh 3,14 om at være gået over fra døden til livet. Der er mennesker der ”bliver i
døden” og ikke ”har evigt liv i sig” 66 . Men nogle ”er gået over fra døden til livet” 67 Dette knyttes,
ligesom i Rom 6, tæt sammen med en etisk formaning til at elske brødrene.
Vi har nu, i overblik, set på en del andre bibelske forfattere end Paulus og set at deres syn på døden
stemmer overens med Paulus syn. Endnu mangler vi at se på, hvad Jesus sagde om døden, mens han
gik omkring på jorden.
Jesus sagde: ”Græd ikke!”
Dødsangsten, som Jesus oplevede i Getsemane, er som nævnt helt speciel i den forstand, at Jesus
vidste, at her handlede det ikke blot om, at han skulle dø, men om at han skulle møde den
almægtige Guds vrede. Jesu egen dødsangst er altså ganske velbegrundet, men hvordan reagere
Jesus ved andres død?
Jesus møder, i det vi har beskrevet hos evangelisterne, tre gange et begravelsesoptog. De to gange 68
møder Jesus de mennesker som sørger med et ”græd ikke”. 69 Dette har formentligt virket enormt
provokerende. Det var dengang, som det er det i dag, normalt at græde til en begravelse.
Beretningen om enken fra Nain skærer en i hjertet. Hun var enke og havde kun den ene søn, som nu
var død! Selv i dag ville dette være en ekstra tragisk omstændighed, men på Jesu tid var det oven i
købet hendes mulighed for at tjene til det daglige brød, der nu var taget fra hende. Og så kommer
denne omvandrende fremmede mand og siger, at hun ikke skal græde.
I kirken i dag er der tradition for at tilsige syndernes forladelse i Faderens, Sønnens og Helligåndens
navn. Der er ligeledes tradition for at døbe i den treenige Guds navn. Ved nadveren tror vi, i den
protestantiske kirke, at præsten rent faktisk giver os Jesu legeme og blod. Vi, eller præsten, gør så at
66 1 Joh 3,14f
67 1 Joh 3,14
68 Luk 7,11-17 og 8,40-56
69 Luk 7,13 og 8,52
Side 18 af 27

Klaus Højgaard Laursen Bacheloropgave i NT eksegese foråret 2009
sige ting på vegne af eller som stedfortræder for Gud. Men er der nogen, som tør tage Jesu ord i sin
mund og ved en begravelse sige: ”Græd ikke!”?
Jesus opvakte med det samme de to døde i beretningerne. Det kan være noget af grunden til at Jesus
sagde: ”Græd ikke!” Men hvad er størst? Kristne i dag har det klare evangeliums lys til enhver
kristen begravelse, at ”...den, der tror på mig(Jesus), skal leve, om han end dør.” 70 Mon ikke det
også var det, som opvækkelsen af Lazarus var en forudsigelse af 71 . Jesus siger allerede i Joh 11,4, at
den sygdom, som Lazarus lider af, ikke er til døden, men skal tjene til Guds herlighed. Her var
noget, som Jesus skulle vise Lazarus søstre, disciplene og jøderne der fulgte med. Var dette blot, at
han kunne få Lazarus til at blive levende igen – Lazarus døde igen senere – eller var der noget
endnu større, som Jesus ville bruge denne begivenhed til at pege frem imod? Ville han vise, at der
er håb i døden?
Hvis Jesus således kom og sagde græd ikke til to begravelsesoptog og til en tredje siger, at de blot
skal have tillid til ham, hvordan kan det så være, at vi i Joh 11,35 læser, at Jesus selv græd ved
Lazarus grav?
Det er utænkeligt for mig, at dette skulle handle om, at Jesus græder af sorg over at have mistet en
ven, da han allerede i vers 4 siger, at sygdommen ikke er til døden og den skal tjene til Guds
herlighed. Desuden siger han i vers 42, at han selv vidste, at Gud ville høre hans bøn.
En anden mulighed er, at Jesus græder i sympati med de, der græder. Dette passer dårligt med, at
han lige har belært Martha i stedet for at græde sammen med hende. Hun skulle dog være den første
til hans sympati. Desuden læser vi i Luk 7,13, at han ynkedes over enken fra Nain og alligevel
sagde: Græd ikke!
At jøderne troede, at han var bedrøvet over at Lazarus var død, er sandsynligt. De vidste ikke, at han
få øjeblikke senere ville kalde ham ud af graven og de troede næppe på det, som han sagde til
Martha, at den der troede på denne Jesus slet ikke skulle dø. Men jøder tager mange steder i
Johannesevangeliet fejl og ofte resultere det i, at de siger noget, som giver mening på en anden
måde, end de selv tænker 72 . Sådan også her: ”Se, hvor han elskede ham”. Jesus elskede sandelig
Lazarus, men det var ikke derfor han græd. ”Kunne han, (...), ikke også have gjort, at Lazarus ikke
var død?” Det kunne Jesus, men dette skete for Guds herligheds skyld!
Hvorfor græd Jesus?
70 Joh 11,25
71 Joh 11,1-44
72 Se f.eks. Joh 4,12; 7,35; 8,22; og 8,53
Side 19 af 27

Klaus Højgaard Laursen Bacheloropgave i NT eksegese foråret 2009
I vers 38 står der VIhsou/j ou=n pa,lin evmbrimw,menoj evn eàutw/|. Ordet pa,lin viser os, at det ikke er
første gang i forløbet, at Jesus bliver opbragt – evmbrimw,menoj kan vel bedst læses, som at han bliver
vred. Den første gang har vi i vers 33 i forbindelse med, at Jesus ser alle de mennesker der græder
og han bliver vist hen til graven. Det er, for mig at se, nærliggende at læse det, at Jesus græder, i
forbindelse med, at han bliver vred. Hvis dette er plausibelt, er der to mulige modtager for Jesu
vrede og grund til gråd. Vreden kan være rette mod de mennesker, der stod omkring ham i en
frustration over, at de ikke forstod, at han var opstandelsen og livet og at der ikke var noget at
græde over, når han nu var kommet! Vreden kan også være rette mod døden selv og Djævelen, som
forsøger at herske ved hjælp af døden. 73 I så fald er gråden en gråd over, at døden ikke endeligt er
tilintetgjort og udtryk for en længsel efter den dag, da han skal komme igen og endeligt holde dom
over Djævelen og hans åndemagter.
Konklusion
Døden er en fjende i verden i dag, men den behøver ikke være det for den, for hvem livet er Kristus.
Paulus var et menneske, som du og jeg, og kunne alligevel sige, at ”det at dø” for ham var en
vinding. Dette skyldtes ene og alene, at ”det at leve” for ham var Kristus. For det menneske, som
har del i det opstandelseshåb, som Paulus beskriver i 1 Kor 15, er der håb om et langt bedre liv
sammen med Kristus efter døden. Derfor er der heller ikke grund til håbløs sorg til en kristens
begravelse og derfor kunne Jesus komme og sige: ”Græd ikke!” til to begravelsesoptog, som han
mødte. Det kunne han kun sige, fordi han selv er opstandelsen og livet. Det er han også nogle årtier
senere, da Paulus ligger i lænker og regner med at skulle dø og det er han også i dag. Derfor er
døden også en vinding for en kristen i dag.
Men selv for de kristne er der et ”endnu ikke”. Vi oplever ikke altid den virkelighed, at døden er
besejret. Pga. synden, som stadig bor i os 74 , kan vi nogle gange miste den klarhed, som Paulus
havde da han skrev. Men for Paulus er dette ”endnu ikke” ikke et udtryk for, at vi skal give efter og
leve i dødens skygge. Vi skal tvært imod, i kraft af håbet om at døden en dag endeligt skal
tilintetgøres, formane hinanden til at leve ”det nye liv” sammen med Kristus. Det vil også sige at
leve i visheden om, at den, der tror på Jesus, aldrig i evighed skal dø.
Dette ”endnu ikke” handler altså om håb. En dag skal døden slet ikke være mere. Så længe en
kristen lever i denne verden, hvor frafaldets mulighed er til stede og hvor vi oplever dødsfald, hvor
73 Hebr 2,14f
74 Rom 7,17
Side 20 af 27

Klaus Højgaard Laursen Bacheloropgave i NT eksegese foråret 2009
den afdøde ikke bekendte, at for ham eller hende var livet Kristus og døden en vinding, så er døden
en fjende. Ikke for den kristne selv i hans eller hendes død, men ved dens eksistens og ved dens
påmindelse om, at nogle skal opstå til evig dom. Derfor er det også værd at bemærke, at Paulus
konklusion i Fil 1,25f bliver, at han skal blive i live, for at være med til at opbygge troen hos sine
medmennesker. En kristens liv her på jorden har ét hovedformål: At han selv og hans medmenneske
møder Jesus her i livet, for at være parat til at møde ham i døden. For der er for Paulus et håb om
noget endnu bedre end dette liv. Der er et håb om at leve på den nye jord, hvor døden slet ikke er
mere. 75
Jeg vil slutte med et citat fra Den Danske Salmebog, som siger noget om, hvor vigtig Kristi
opstandelse er og hvad det betyder for Guds menighed nu og her og i døden. Mange salmedigtere
har skrevet om dette emne på en god måde 76 og det har derfor lykkeligvis været svært at vælge. Især
en del af vore ældre salmer har den klare triumftone, som jeg ønsker også må præge forkyndelsen
fra prædikestolen. Triumftonen som tør opfordre til ikke at frygte døden. Jeg slutter derfor
fortrøstningsfyldt denne opgave efter at have citeret en anden af vore udmærkede kirkens mænd:
1
Stat op, min sjæl, i morgengry!
Lad søvn og sorg og frygt nu fly,
lad al din klage blive borte,
thi her er nyt fra dødens porte!
O salig påskemorgenstund
med guld i mund!
2
Afvæbnet nu og ødelagt
for evig er al Helveds magt;
thi han, som var af døden fangen,
er med triumf af graven gangen.
O salig...
3
Stands, dybe hjertesuk i løn!
En morgenrøde himmelskøn
sig hvælver over dem, som sove
i sorten muld og under vove.
O salig...
75 Joh Åb 21,4
76 Se f.eks. Den Danske Salmebog nummer: 514,529,530,532,537,543
Side 21 af 27

Klaus Højgaard Laursen Bacheloropgave i NT eksegese foråret 2009
4
Syng, menighed, syng frydesang
med ånderøst og hjerteklang,
gak syngende din ven i møde,
som kommer til dig fra de døde!
O salig...
5
Kom, hjerte, med hvad dødt du har,
hvad du med sorg til graven bar,
gak med det alt til ham, som døde,
men levende dig nu vil møde!
O salig...
6
Guds Himmerige er jo dit;
vent, hjerte, vent endnu kun lidt,
da døden opslugt er til sejer,
og evigt liv i alt du ejer.
O salig påskemorgenstund
med guld i mund! 77
77 Den Danske Salmebog nr. 224, ”Stat op, min sjæl, i morgengry!” Skrevet af W.A.Wexels i 1858
Side 22 af 27

Klaus Højgaard Laursen Bacheloropgave i NT eksegese foråret 2009
English abstract
Problem statement:
“Death – an enemy or gain?
Study of the outline of Paul's description of death, particularly in
1 Corinthians 15:26 and Philippians 1:21f”.
Is death an enemy or gain? Some say at funerals that it is a good thing that he or she now can rest in
peace, but what do we really know about this? Is there hope, or is death a terrible enemy that shows
up in the end and takes our beloved away.
1 Corinthians 15 is about hope. Some had said that there was no resurrection from the dead, but
now Paul says that Christ is risen from the dead, and this gives hope that all Christians are going to
rise from the dead. But in the centre of this, Paul says in 1 Corinthians 15:26 that death, as the last
enemy, will be defeated in the parousia. This means that death is not finally defeated.
In Philippians 1:21 Paul can say that to him “to die is gain”. Is it possible that death is an enemy to
some but gain to others? Whether death is gain is to Paul inextricably linked with, whether life is
Christ. If life is not Christ, then death is not gain but a terrible enemy because the dead person must
meet God as judge. But as a Christian, one has part in the death and resurrection of Christ and has
nothing to fear in death. One has gone over from death to life. Jesus says: “He who believes in me
will live, even though he dies”.
This means that death is an enemy if one is not able to say like Paul that “to live is Christ”. And at
the same time death is gain to the individual Christian, because it leads into a deeper community
with Christ.
Side 23 af 27

Klaus Højgaard Laursen Bacheloropgave i NT eksegese foråret 2009
Litteraturlisten med særpensum
Beare, F.W. A commentary on the epistle to the philippians.
A & C Black, London 1973.........................................................................................60-65 6
Brown, Colin. Dictionary of New Testament Theology Volume 1.
1971 Tyskland, 1986 Michigan...................................................................................429-447 17
Det Etiske Råd. Se døden i øjnene. København..........................................................49 1
Dunn, James D. G. The Theology of Paul the Apostle. Edinburgh 1998....................102-127 25
Eriksson, Larsolov. Kommentar till nya testamentet, Filipperbrevet.
EFS – förlaget, Stockholm 1982.................................................................................41-60 20
Falk Hansen(red), Aage. Der er et liv efter døden. Frimodt MCMLIII......................78-99 22
Fee, Gordon D. Philippians, The IVP New Testament Commentary Series.
Leicester 1999.............................................................................................................65-75 10
Gaibelein, Frank E. The Expositor's Bible Commentary Volume 10.
1976 Michigan............................................................................................................286 1
Gaibelein, Frank E. The Expositor's Bible Commentary Volume 11.
1978 Michigan............................................................................................................113-117 5
Green, Michael. Den dag døden døde. Credo Forlag, København 1993....................74-81 7
Guthrie, Donald. New Testament Theology. Leicester 1981......................................826-840 14
Hanhart, Karel. Paul's hope in the face of death
Source: Journal of Biblical Literature, 88 no 4 D 1969..............................................445-457 13
Hawthorne, Gerald F. Word Biblical Commentary,
Volume 43, Philippians. Waco, Texas 1983...............................................................31-53 33
Jaquette, James L. Life and Death, Adiaphora, and Paul's Rhetorical Strategies
Source: Novum testamentum, 38 no 1 Ja 1996...........................................................30-54 24
Koch(red), Bent A. og Rald(red), N.J. Den sidste fjende – en bog om døden.
Kristeligt Dagblads Forlag, København 1969.............................................................26-36 12
Lenski, R.C.H. The Interpretation of St. Paul's Epistles to the Galatians,
to the Ephesians, and to the Philippians. 1937, USA.................................................736-751 15
Lenski, R.C.H. The Interpretation of St. Paul's First and Second
Epistles to the Corinthians. 1937 og 1963, USA........................................................678-681 4
Side 24 af 27

Klaus Højgaard Laursen Bacheloropgave i NT eksegese foråret 2009
Lockwood, Gregory J. Concordia Commentary 1 Corinthians. Saint Louis............566-573 7
Madison, Timothy E. Philippians 1:21-23 – Hope that Never Ends.
Source: Review & Expositor, 92 no 4 Fall 1995.........................................................513-517 5
Moe, Olaf. Apostelen Paulus' forkyndelse og lære. Oslo 1928..................................376-380 5
Morris, Leon. The Cross in The New Testament. Michigan U.S.A. 1967..................180-207 28
Nafzger, Samuel H. To live is Christ, to die is gain.
Concordia Journal, 7 no 2 Mr 1981.............................................................................46-49 4
Nørgaard-Højen (red), Peder. Dødskvalitet – tværfaglige
overvejelser om døden. Forlaget ANIS og forfatterne. Århus 1986...........................108-111 4
og ................................................................................................................................114-125 11
Palmer, D. W. To die is gain. New South Wales........................................................203-218 16
Ridderbos, Herman. Paul – An Outline of His Theology. London 1977...................497-508 11
Valen-Sendstad, Aksel. Den tomme grav. Dansk Luthersk Forlag, 1984...................46-57 11
i alt ca...........................................................................................................................................331
Andet litteratur:
Nielsen, Helge Kjær. Sproglig kommentar til 1 Korinterbrev bind 2.
Teoltryk – Teologisk Forlag 1997 Århus....................................................................109-121 13
Side 25 af 27

Klaus Højgaard Laursen Bacheloropgave i NT eksegese foråret 2009
Litteraturlisten med fællespensum
Tekst:
Nestle-Aland s. 409-440 x 5 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 160 s.
Kommentar-pensum:
Legarth, Peter V.: Romerbrevet. Et kompendium (Semikolon 7), Århus 2008 . . . . . . . . . . . . . 169 s.
Isagogik
Jervell, J.: Gud og hans fiender. Forsøk på å tolke Romerbrevet,
Oslo, Bergen, Tromsø 1973, s. 9-21 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 s.
Jervis, L.A.: The Purpose of Romans. A Comparative Letter Structure Investigation
(JSNT.SS 55), Sheffield 1991 s. 11-28 (The Problem of the Purpose of Romans) . . . . . . . . . . . 18 s.
Pedersen, S.: Paulus som brevskriver. Med forskningshistoriske refleksioner,
Frederiksberg 1997, s.237-259 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .23 s.
Crafton, J. A.: Paul's Rhetorical Vision and the Purpose of Romans : Toward a
New Understanding, Novum Testamentum 32, 1990, s. 317-339 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23 s.
Witherington, B III: Paul’s Letter to the Romans. A Socio-Rhetorical Commentary,
Grand Rapids, Cambridge 2004, s. 16-25 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10 s.
Det nye Paulus-perspektiv
Sanders, E.P.: Loven, menneskets grundproblem og forholdet mellem løsninger
på det, i: Geert Hallbäck, Troels Engberg-Pedersen: Læsninger og
tolkninger af Det Nye Testamente (Tekst og teologi 2), Frederiksberg
2000 s. 141-176 (dansk oversættelse i udddrag af E.P. Sanders: The law,
the human plight and the relationship of the solutions to it, i: E.P. Sanders:
Paul and Palestinian Judaism, London 1997, s. 475-511) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .36 s.
Dunn, J.D.G.: The New Perspective on Paul, i: The New Perspective on Paul,,
Grand Rapids, Cambridge 2005 s. 99-120 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22 s.
Wright, N.T.: New Exodus, New Inheritance. The Narrative Substructure
of Romans 3-8, i: Soderlund, S.K., Wright N.T. (ed.): Romans and
the People of God, Essays in Honor of Gordon D. Fee on Occasion of
His 65th Birhtday, Grand Rapids, Cambridge 1999, s. 26-35 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10 s.
Diskussion af det nye Paulus-perspektiv
Gathercole, S.J.: Paul’s Assessment of Jewish Boasting in Romans 1:18-3:20, i:
Where Is Boasting? Early Jewish Soteriology and Paul's Response in
Romans 1-5, Grand Rapids, Cambridge 2002, s. 197-215 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19 s.
Gathercole, S.J.: Justified by Faith, Justified by his Blood: The Evidence of
Romans 3:21 - 4:25, i: Carson, D.A., O’Brien, P.T., Seifrid, M.A. (ed.):
Justification and Variegated Nomism. Volume 2: The Paradoxes of Paul
(Wissenschaftliche Untersuchungen zum Neuen Testament 2:181),
Tübingen 2004 s. 147-184 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 38 s.
Guds retfærdighed
Hultgren, A.: Paul’s Gospel and Mission, Philadelphia 1985 s. 12-46
(God’s Righteousness in Christ) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35 s.
Piper, J.: The Demonstration of the Righteousness of God in Romans 3:25,26,
Side 26 af 27

Klaus Højgaard Laursen Bacheloropgave i NT eksegese foråret 2009
JSNT 7, 1980, s. 2-32 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 31 s.
Forsoningen
Martin, R.: Reconciliation: Romans 5:1-11, i: Soderlund, S.K., Wright N.T. (ed.):
Romans and the People of God, Essays in Honor of Gordon D. Fee on
Occasion of His 65th Birhtday, Grand Rapids, Cambridge 1999, s. 36-48 . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 s.
Rom 7
Packer, J.I.: The ‘Wretched Man’ Revisited: Another Look at Romans 7:14-25, i:
Soderlund, S.K., Wright N.T. (ed.): Romans and the People of God,
Essays in Honor of Gordon D. Fee on Occasion of His 65th Birhtday,
Grand Rapids, Cambridge 1999, s. 70-81 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12 s.
Israel
Hvalvik, R.: A ‘Sonderweg’ for Israel. A Critical Examination of a Current
Interpretation of Romans 11.25-27, JSNT 38, 1990, s. 87-107 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21 s.
Soteriologi og eskatologi
Longacre, R. E., Wallis, W. B.: Soteriology and Eschatology in Romans,
Journal of the Evangelical Theological Society 41, 1998, s. 367-382. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16 s.
Etik
Byrne, B.: Living out the righteousness of God. The contribution of Rom 6:1-8:13
to an understanding of Paul's ethical presuppositions, Catholic Biblical
Quarterly 43, 1981, s. 557-581. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25 s,
Talbert, C. H: Tracing Paul's train of thought in Romans 6-8, Review & Expositor
100, 2003, s. 53-63 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 s.
Side 27 af 27