Det Tjekkiske Sprog - Dansk-Tjekkisk Forening

Dialog 

Dansk Tjekkisk Forening - Dialog 

Dansk Tjekkisk Forening 

Nr. 1 Januar 2008 - 16. Årgang


Bestyrelsen 

Jana Vlkova 

Formand 

Pilehusene 36 

2600 Glostrup 

Tlf. 43 45 92 70 

jana@trifid.dk 

Inger Larsen 

Næstformand 

Hindsehovgården 17 

3120 Dronningmølle 

Tlf. 48 39 85 30 

info@fredensborgsport.dk 

Zuzana Knudsen 

Kasserer 

Hyrdeengen 233 

2625 Vallensbæk 

Tlf. 43 64 85 15 

Mobil. 24 82 39 55 

knudsen.zuzana@hotmail.com 

Vera Rames 

Sekretær 

Herlevgårdsvej 17B 

2730 Herlev 

Tlf. 44 84 28 80 

verar@webspeed.dk 

Johnny Klitgaard-Nielsen 

Redaktør 

Mølndalsvej 10 

9400 Nørresundby 

Tlf. 22 79 92 05 

dtf@klitgaard-nielsen.dk 

Alex Rudbech 

Suppleant 

Jernvænget 11 

3300 Frederiksværk 

Tlf. 28 15 22 79 

rudbech@adslhome.dk 

Marie Peterslund 

Suppleant 

Opnæsgård 79 2.th. 

2970 Hørsholm 

Tlf. 45 86 62 96 

majka_peterslund@hotmail.com 

Karsten Jørgensen 

Suppleant 

Erantisvej 9 

3660 Stenløse 

Tlf. 48 18 42 63 

9ba@webspeed.dk 

Kommende Aktiviteter: 

26. januar 2008 Generalforsamling 

8. marts 2008 Dansk Tjekkisk Forening 

fejrer 15 års jubilæum så sæt 

kryds i kalenderen allerede nu.. 

Aktiviteter udenfor Foreningen: 

1. Februar - 30. Marts - Fokus Tjekkiet, 

se program på side 3.. 

3. marts 2008 - FOKUS TJEKKIET - 

RUSALKA premiere 

Terje B. Englund 

Terje B. Englund er norsk journalist 

og forfatter bosiddende i Prag siden 

1993. Han er chefredaktør på Nordic 

News, et magasin, der udgives tre 

gange årligt af Det Nordiske Handelskammer 

i Den Tjekkiske Republik. 

Terje har udgivet en bog, der med 

sympati og et glimt i øjet fortæller om 

en udlændings møde med tjekkerne 

og giver en brugsanvisning på forståelse 

af disses særpræg. 

Dansk-Tjekkisk Dialog 

Udgiver: Dansk Tjekkisk Forening - ISSN 1902-7702 

Oplag: 400 eksemplarer - Udkommer 4 gange årligt 

Layout: Johnny Klitgaard-Nielsen 

Sats og Tryk: Lasertryk.DK, Århus 

Redaktion: Bestyrelsen - Annoncering: Kontakt kassereren 

Foreningens girokonto: 2 141 612 

Forside: Cesky Krumlov, en af de smalle gader. - 

foto: Rasmus Klitgaard-Nielsen 

Bagside: Aalborg Havn, en vinterdag 

foto: Johnny Klitgaard-Nielsen 

Foreningens hjemmeside: http://www.dansk-tjekkisk.dk 

Indhold i dette nummer af Dialog 

Side 3 - Fokus Tjekkiet—program 

Side 4 - 5 - Det Tjekkiske Sprog ! 

Side 6 - 7 - Tur til Tjekkiet 

Side 8 - 9 - Fra den Tjekkiske Nationaldag 

Side 10 - 11 - Det Danske folketingsvalg 

fra Decin 

Side 12 - 13 - Skt. Nikolaus fest 2007 

Side 14 - 17 - H.C.Andersen på tur 

The Czechs in a Nutshell 

A User's Manual for Foreigners 

(Tjekkerne i en Nøddeskal) 

(En Brugsanvisning for Udlændinge) 

280 sider, 35 fotografier. 

Fra denne bog har Terje venligt givet 

DIALOG lov til at oversætte og trykke 

en række af kapitlerne. 

Skulle man få lyst til at eje bogen, kan 

den bestilles på Internettet på denne 

adresse: www.baset.cz. 

2


FOKUS TJEKKIET 

P r o g r a m 

1. februar - 30. marts 2008 

1. februar - 17. februar Tjekkisk film i København, 

Cinemateket, København 

5. februar - 22. februar Tjekkiske pressefotos, 

Udstilling, Københavns Bibliotek 

10. februar - 30. marts Tjekkiske veteranbiler, 

Udstilling, Sommers Automobilmuseum, Nærum 

19. februar Tjekkiske kniplinger - en gammel tradition 

Udstilling, Den tjekkiske Ambassade, København 

21. februar Tjekkisk og dansk øl - en aften med smagsprøver 

Carlsberg, Valby 

25. februar - 30. marts Tjekkisk grafikkunst, udstilling, 

Galleri Shambala, Kultorvet, København 

27. februar - 13. marts Tjekkiske pressefotos, udstilling, 

Rådhuset, Århus 

3. marts Tjekkisk opera "Rusalka" af Antonín Dvorák, 

premiere, det Kongelige operahus, Holmen, København 

4. marts - 30. marts Tjekkisk operakunst, en udstilling om Dvoráks "Rusalka", 

Teatermuseet, København 

5. marts Tjekkisk nationaløkonomi, workshop med prognoser og 

finansielle markeder, Nordea Bank, København 

6. marts - 13. marts Tjekkisk madkunst og vin, 

Radisson SAS Royal Hotel, København 

10. marts Tjekkiet og dets kultur - et fascinerende turistmål, forelæsning, 

Biblioteket, Ringsted 

12. marts Tjekkisk klassisk musik, koncert af Ensemble Martinu, 

Skt. Bendts Kirke, Ringsted 

13. marts Tjekkisk klassisk musik, koncert af Ensemble Martinu, 

Opstandelseskirken, Albertslund 

3


Det Tjekkiske Sprog 

Terje B. Englund 

gennemgår det tjekkiske sprogs historie 

Af Terje B. Englund 

Oversættelse: Mogens Girsel 

Lad os starte med den entydige kendelse: 

tjekkisk er de slaviske sprogs 

Rolls Royce og stjernespiller i den 

indoeuropæiske sprogliga. Tjekkisk 

er så rigt, præcist og uheldigvis også 

så kompliceret, at en udlænding, der 

prøver at lære sproget, kunne drives 

til selvmord. Enten fordi han eller 

hun aldrig lykkes med at lære det, 

eller på grund af den fuldstændige 

depression der følger, når det går op 

for den fremmede, hvor primitivt 

hans eller hendes modersmål er. 

I sproglig henseende er Tjekkisk - 

ligesom slovakkisk, polsk og det nu 

næsten uddøde sorbisk (vendisk) - et 

vestslavisk sprog. Østslaviske sprog 

som russisk og ukrainsk eller sprog 

fra den sydslaviske gren såsom serbisk 

og kroatisk tilhører alle den samme 

sproglige familie. Men fordi tjekkisk, 

delvist takket være den enestående 

vokalforandring det har gennemgået, 

er det mest markante af alle 

de slaviske sprog, kan dets talte version 

være svær at forstå selv for andre 

slaver, undtagen slovakkerne. 

Tjekkerne har traditionelt været anset 

for at være et bogelskende folk. Dette 

kan der i dag sandelig stilles spørgsmålstegn 

ved, men en kendsgerning 

står uimodsagt: intet slavisk folk begyndte 

at skabe litteratur på deres 

eget sprog tidligere end tjekkerne. 

Før to århundreder var gået, fra den 

makedonske missionær Kyrillos (ca. 

827-869) og hans broder Methodios 

var kommet fra Salonika for at omvende 

dem til kristendommen, kunne 

tjekkerne prale af en imponerende 

samling salmer, krøniker og folkeviser 

på deres modersmål. 

Tjekkisk litteratur nåede sit første 

højdepunkt under Karl d. 4 (1346- 

1378), som gjorde Prag til hovedstad 

i Det Hellige Romerske Kejserdømme. 

Blandt Karls mange lyse ideer 

var oprettelsen af et universitet i Prag 

i 1348. Her begyndte en anden tjekkisk 

kæmpe, Jan Hus, at lære sine 

studenter en version af tjekkisk, der 

ikke var baseret på litteratur, men på 

sproget, som det faktisk blev talt i 

Prags gader på den tid. 

Ikke alene forkastede Hus tonsvis af 

tyske og latinske låneord, men han 

indførte også en "fonetisk" retskrivning, 

der gav hver lyd sit eget bogstav. 

Til de lyde, der ikke eksisterede 

på latin, opfandt han diakritiske tegn 

(e, š, á, r). Derfor har tjekkiske skolebørn 

lige siden jublet over en ortografi, 

der er overmåde logisk og klar, i 

det mindste sammenlignet med hvad 

deres stakkels kolleger i Polen stadig 

må døje med. 

Nogle andre milepæle bør også nævnes. 

Da tyskeren Johannes Gutenberg 

i 1445 opfandt "sortekunsten" at trykke 

bøger, fulgte tjekkerne trop kun 23 

år senere, da Den Trojanske Krønike 

(Kronika trojanská) blev udgivet. 

Ydermere bør vigtigheden af Bible 

kralická (Kralice-bibelen), en reformert 

oversættelse af Bibelen fra 

græsk og hebræisk udgivet i den 

Mæhriske by Kralice, ikke undervurderes. 

Oversættelsen blev færdiggjort 

i 1594, og de seks bind blev fuldendt 

med lingvistiske såvel som faktuelle 

og teologiske forklaringer. 

Slaget på Det hvide Bjerg I 1620 bliver 

ofte noget overdrevet udråbt som 

national katastrofe af uoverskuelige 

dimensioner, men når det drejer sig 

om det tjekkiske sprog, var det virkelig 

noget af en katastrofe. 

Jesuitterne, den habsburgske kejsers 

stormtropper, betragtede automatisk 

en bog skrevet på tjekkisk (og ikke på 

latin eller tysk) som et tilfælde af 

kætteri. I årene, der fulgte tjekkernes 

nederlag, blev hele den tjekkiske litteratur 

derfor i praksis udslettet. En 

munk ved navn Koniáš siges at have 

sat rekord, da han ene mand brændte 

30.000 bøger skrevet af tjekker på 

deres eget sprog. 

Germaniseringen af tjekkerne i efterspillet 

efter katastrofen i 1620 gik så 

vidt, at ved slutningen af det syttende 

århundrede var det tjekkiske sprog 

mere eller mindre udryddet i statsadministrationen, 

i litteraturen, i skolerne, 

på Prags Universitet og i overklassen. 

Sproget, der i århundreder 

havde frembragt litterære værker af 

til tider forbløffende kvalitet, var reduceret 

til kommunikationsmiddel 

mellem (ofte analfabetiske) bønder. 

"Enhver, der ønskede at fremstå som 

kultiveret og veluddannet, klamrede 

sig helt og holdent til tysk," skriver 

litteraturhistorikeren Jan Máchal. "Og 

de, der stadig havde interesse for tjekkisk, 

blev betragtet som tosser eller 

oven i købet sindssyge." 

Vilkårene forbedredes, da den noget 

oplyste Josef II efterfulgte sin moder 

Maria Theresa på den kejserlige trone 

i Wien i 1780. Tjekkiske lærere fik 

lov at undervise på deres modersmål, 

og en lærestol i tjekkisk sprog og litteratur 

blev oprettet ved universitetet 

i Prag. Disse ret moderate reformer 

udløste, hvad der siden blev kendt 

som Ceské národní obrození (den 

Tjekkiske Nationale Vækkelse). 

4


Sprogets genoplivelse spillede tydeligvis 

en afgørende rolle. Her har to 

personer gjort sig fortjent til udødelighed. 

I 1809 udgav teologen Josef 

Dobrovský (1753-1829) Ausführliches 

Lehrgebäude der böhmische 

Sprache (Omfattende Håndbog i det 

bøhmiske Sprog). Baseret på gammelslavisk 

og sproget i tjekkiske folkesange 

og eventyr skabte den strenge 

videnskabsmand Dobrovský reglerne 

for moderne tjekkisk. 

Som Jan Hus havde gjort fire århundreder 

tidligere, startede Dobrovský 

også med at vrage låneord af tysk 

oprindelse og erstatte dem med enten 

genoplivede tjekkiske ord eller ved at 

skabe helt nye. Så mens resten af de 

slaviske folk går i teater eller låner 

bøger på et biblioteka, går tjekkerne 

stadig i divadlo (skue-stedet) og på 

knihovna (bog-stedet). 

Den anden sproggenopliver, Josef 

Jungmann (1773-1847), brugte 

Dobrovskýs værk som springbræt for 

yderligere reformer. Mens den første 

betragtede tjekkisk mest som emne 

for et videnskabeligt studie, kæmpede 

den anden for at føre de grammatiske 

regler ud i praksis som et levende 

sprog. 

For at opnå dette udgav Jungmann 

først en Historie over Tjekkisk Litteratur, 

dernæst sit mesterværk, en tjekkisk-tysk 

ordbog i fem bind (hvor han 

indførte tjekkiske versioner af fremmede 

låneord med en kreativitet, der 

chokerede selv gode gamle 

Dobrovský) og til sidst en fremragende 

oversættelse af Miltons Paradise 

Lost. Da Jungmann lagde blyanten, 

var grundlaget for et moderne tjekkisk 

litterært sprog lagt. 

Lad os nu se på vore dages tjekkisk. 

Uheldigvis for udlændinge har intet 

andet slavisk sprog flere kasus (syv) 

eller en mere ubøjelig grammatik end 

tjekkisk. På nær slovakisk er tjekkisk 

det eneste slaviske sprog, hvor trykket 

altid ligger på et ords første stavelse, 

hvilket i visse tilfælde, for eksempel 

når det udtales af en vred hustru 

eller en trafikbetjent, får det til at 

lyde som en maskingeværsalve. Og 

sluttelig er tjekkisk det eneste slaviske 

sprog, der tillader brugerne at 

udtale en hel sætning uden at bruge 

en eneste vokal. Prøv denne f. eks.: 

Strc prst skrz krk! (Stik en finger gennem 

halsen!) 

Tjekkisk har endnu en dimension, der 

ofte overses. Den adskiller alt maskulint 

fra alt feminint med en simpelt 

hen sexistisk glød! Den engelske sætning 

I was tired and went to bed (på 

dansk Jeg var træt og gik i seng) afslører 

ikke, om en mand eller kvinde 

sagde det. Når det siges på fransk, får 

man et fingerpeg: j'étais fatiguée et je 

suis allée me coucher. Og se så på 

den tjekkiske version: Byla jsem unavená 

a šla jsem spát. Selv den største 

ignorant må lægge mærke til den talendes 

køn! Man skal selvfølgelig 

ikke drage forhastede slutninger, men 

det kan slet ikke udelukkes, at denne 

lingvistiske sexisme har haft nogle 

konsekvenser for de psykologiske 

forhold mellem mænd og kvinder og 

den naturlige måde, på hvilken mange 

tjekkiske kvinder demonstrerer, at 

de er stolte af at være kvinder. 

Det tjekkiske sprogs kompleksitet 

kan drive udlændinge, der prøver at 

lære det, ud i komplet fortvivlelse. De 

kan dog trøste sig med det faktum, at 

selv tjekkerne har problemer med 

sproget. I virkeligheden er der ikke 

kun ét tjekkisk sprog, men tre klart 

adskilte versioner deraf: Spisovná 

ceština (litterært tjekkisk), Hovorová 

ceština (det talte tjekkisk) og Obecná 

ceština (det jævne tjekkisk). 

Litterært tjekkisk er det officielle 

sprog, som det tales på radio og fjernsyn 

og ved officielle lejligheder. Dog 

er det kun personer, der ønsker at 

blive opfattet som veluddannede eller 

betydningsfulde eller begge dele, der 

bruger litterært sprog til daglig. Dette 

giver tjekkerne to muligheder: enten 

at bruge det talte tjekkisk, som kan 

beskrives som en "light"udgave af det 

litterære tjekkisk, hvor de mest 

"boglige" udtryk er opblødte, enten 

syntaktisk (pracuju i stedet for pracuji) 

eller leksikalt (kytka i stedet for 

kvet), eller at vælge det jævne tjekkisk, 

den jævne mands sprog. 

Selvfølgelig afskyr enhver ambitiøs 

borger, der vogter på sin sociale prestige, 

det jævne tjekkisk. Men fra et 

lingvistisk synspunkt synes det jævne 

tjekkisk at være den frodigste af de 

tre versioner. Sandt nok er grammatikken 

noget enklere end i standardudgaven 

af sproget, men det imponerende 

udbud af slangudtryk (ofte af 

tysk oprindelse) og dets umådelige 

formåen m.h.t. at skabe nyskabelser 

gør det jævne tjekkisk yderst livskraftigt. 

Det siger sig selv, at det tjener 

som en kontinuerlig fabrik for utrolige 

sjofelheder. 

Så hvorledes håndterer udlændingen 

det faktum, at Tjekkisk findes i tre 

udgaver? Grundlæggende kan han 

eller hun være ligeglad. Tjekkerne 

ved selv bedre end alle andre, hvor 

svært deres sprog er. Selv de indfødte 

laver ofte morsomme fejltagelser, når 

de prøver at tale litterært tjekkisk ved 

en officiel lejlighed og uforvarende 

blander jævnt tjekkisk ind i deres højtidelige 

sprog. Derfor bliver enhver 

udlænding, som gør bare et beskedent 

forsøg på at tale deres modersmål, 

sædvanligvis hilst med ubegrænset 

entusiasme og støtte. Men husk et 

helt afgørende faktum: Tjekkerne 

svælger i selvpineri og konkurrerer 

ofte indbyrdes om at fremkomme 

med de forfærdeligste bemærkninger 

om sig selv og deres land. Hvis man 

som udlænding gør det samme, selv 

om ens tjekkisk er fremragende, og 

ens klage er fuldkommen velbegrundet, 

vil man blive hadet i al evighed! 

5


Tur til Tjekkiet 

Af Ivar Gaarden 

Undtagelsesvis var vi sidste år ikke 

på tur til Tjekkiet, men havde i stedet 

for besøg af vore allerbedste venner 

fra Zlín. I år måtte vi derned igen! 

Vi gjorde et ophold undervejs, hvor 

vi boede på en dejlig campingplads i 

Rothenburg ob der Tauber - i telt. Her 

nød vi den restaurerede middelalderby 

et par dage inden mødet med vennerne 

fra Zlín. Aftalen var, at vi skulle 

mødes i Kostelec nad Cernými Lesi, 

ca. 50 km øst for Prag. For nogle 

år siden havde Jan sammen med en 

ven totalrestaureret et hus der i byen 

og indrettet det som hotel. Desværre 

var hoteldriften ikke gået som forventet, 

bl.a. fordi der i byen var omfattende 

vejarbejder, og hotellet var derfor 

lukket og sat til salg. Her skulle vi 

overnatte - kun os fire. 

Jan og Nadja havde planlagt besøg 

mange spændende steder. Efter en 

hyggelig aften sammen kørte vi alle 

videre over Repcice for der at besøge 

deres yngste og hans kone. De havde 

kort forinden købt hus, som nu skulle 

gennemgå en særdeles nødvendig 

restaurering. Herfra gik en smuk tur 

videre til Nova Hospoda, Kamenice, 

Týnec nad Sázavou, Benešov, Sedlcanym, 

et friluftsmuseum under opbygning 

ved Vysoký Clume og videre 

til Milevsko. I Milevsko findes et 

meget stort kloster. Det er endnu ikke 

færdigrestaureret, men var ganske 

spændende at se. Det var dog så som 

så med antallet af beboere, idet hele 

komplekset blot blev betjent af enkelte 

gejstlige. Den gamle bykerne i 

Tábor var helt bestemt også et besøg 

værd. Byens gamle centrum svarede 

helt til forestillingerne om, hvordan 

en middelalderlig, tjekkisk by skal se 

ud. Det ene smukke hus ved siden af 

det næste, udsmykkede som de var 

med sgraffito, nicher med madonnafigurer 

og andre former for prydelser. 

Byen er grundlagt af hussiterne omkring 

1420. Hvert år, den 6. juli, mindes 

man her Johannes Huss, som jo 

døde på bålet i Konstanz i 1415. 

Anden overnatning i Tjekkiet skulle 

ske i Kukle, der ligger sydøst for 

Písek. Her havde Jan forestået restaurering 

af en tidligere kro, så den nu 

fremstår som sommerbolig - måske 

senere helårsbolig for et lægeægtepar. 

Restaureringen var endnu ikke afsluttet. 

Det var et dejligt sted at være! En 

genbo har taget særdeles aktivt del i 

restaureringen af ejendommen. Han 

arbejder vist både dag og nat. Vi 

mødte såvel ham som den mandlige 

del af lægeparret. 

Vi fik også besøgt Albrechtice nad 

Vltavou. Det er kun en lille landsby, 

ca. 15 km fra Písek. Den er omtalt 

allerede i det 14. århundrede, men 

menes faktisk at være endnu ældre. 

Kirken er en af de ældste bygninger i 

området. Den er bygget i romansk stil 

og det indre er dekoreret med talrige 

kalkmalerier, især apsis. Man mener 

faktisk, at der skjuler sig endnu flere 

kalkmalerier i kirkeskibet. Desværre 

er kirken i en sørgelig forfatning. Ændringer 

i undergrunden har betydet 

sænkninger med revner i murværket 

til følge med heraf følgende fugtdannelse. 

Der mangler penge til restaurering, 

hvilket ulykkeligvis er et problem 

i det land, der rummer så mange 

kulturskatte. 

Kirkegården er meget speciel. Omkring 

1840 blev der bygget et stort 

antal kapeller langs ydermuren på 

initiativ af den lokale præst. Hver af 

kapellerne har et billede af en helgen 

og samtidig et moralsk vers - malet af 

František Mikule. Billederne blev 

helt eller delvis fornyet allerede i 

slutningen af det 19. århundrede med 

katastrofale følger! Vi fik også lejlighed 

til at se Bechyne og Písek. Vi 

havde været spændte på, hvorvidt der 

stadig var skader at se efter den sidste 

oversvømmelse, men landets ældste 

bro - over floden Otava - var stadig et 

smukt syn. Der blev også lejlighed til 

at se museet, indrettet i den gamle 

mølle, bygget i 1511. Det var interessant 

at se de forskellige apparater, 

konstrueret af František Križík, som 

var en pioner på med hensyn til at 

6


udnytte elektricitet til bl.a. gadebelysning. 

Der blev også lejlighed til at se et 

andet af de slotte, hvor Jan og Nadjas 

datter, Tereza, har været involveret i 

et eller andet. I dette tilfælde var det 

Breznice, hvor hun havde taget del i 

et filmprojekt. Da vi ankom til 

Rožmitál pod Tremšínem brød Jan og 

Nadja ud i sang. De havde nemlig 

begge oplevet at synge med i Jakub 

Rybas julemesse, som blev skrevet 

her for ca. 200 år siden. Slottet er 

under restaurering. 

Vi var så sandelig også ude ved Dvoraks 

sommerresidens i Výsoká u 

Príbrame. Vi håber at få lejlighed til 

at overvære opførelsen af hans opera, 

Rusalka, til marts i København. Den 

skulle efter sigende være blevet til 

her i "sommerhuset". Den er inspireret 

bl.a. af H.C. Andersens eventyr: 

Den lille havfrue. 

Naturligvis var vi betagede af kalkmalerierne 

i klosteret ved Príbram. 

Flere forskellige munkeordener har 

afløst hinanden her, bl.a. hussiter og 

jesuitter. 

Det første mirakel fandt sted på Svatá 

Hora, Det hellige Bjerg, i 1632 og var 

begyndelsen til at stedet blev et yndet 

Muzeum exilu 20.století, Brno 

(Zuzana Knudsen) 

mål for pilgrimsrejser. Under kommunismen 

blev stedet et åndehul for 

troende. 

Samværet med Jan og Nadja sluttede 

med en overnatning i Prag. Det var i 

en lejlighed, Jans bedsteforældre havde 

købt i 20'erne i den sydlige del af 

Prag naturligvis for selv at bo der. 

Dengang så byen ganske anderledes 

ud på disse kanter. Gamle billeder 

viser en tømmerhandel med travlhed 

på bredden af Vltava med at losse og 

laste., Siden har lejligheden været 

base for senere generationer, der har 

studeret i byen. Vi indtog et dejligt 

aftensmåltid i en nærliggende restaurant 

med udsigt til Vlatava. Herefter 

fik Else og jeg indfriet et ønske: Igen 

at gå en aftentur over Vlatava ad 

Karlsbroen! Så var der dømt pakning 

af bagage med henblik på næste dag 

at fortsætte vores sommertur til Budapest. 

Dejligt igen at have været på 

besøg i Tjekkiet! 

V Brně bude koncem roku 2007 otevřeno Muzeum českého a slovenského exilu 20.století. Jeho zřizovatel a autor stálé 

expozice Jan Kratochvíl v něm chce zmapovat dějiny politické emigrace z českých zemí, především ve 20.století. Stálá 

výstava (Vznik Československé Republiky a exilové vlny 20.století) navazuje na jeho předchozí výstavní projekty o 

českém a slovenském exilu, které mohli návštěvníci vidět od roku 2001 v Praze, v Brně, v Bratislavě a dalších místech v 

zahraničí. 

Muzeum se bude také věnovat zpacování archivní dokumentace exulantů, vydávání knih o exilu, filmové a televizní 

produkci na téma exil, a pořádání výstav s exilovou tematikou. 

Jan Kratochvíl se soustředí na politicky motivovaný odchod z Československa. Čerpá z fondů zděděných po svém otci 

a strýci, kteři byl oba velmi činní v exilu, měli kontaky se Svobodnou Evropou, a pracovali pro zahraniční zpravodajské 

služby. Expozice je zatím stále ve vývoji a bude se zřejmě vyvíjet jestě řadu let. 

Ředitel muzea prosí touto cestou exulanty i jejich rodiny o zaslání podkladů, kupř. dokladů z uprchlických táborů, fotografií, 

zvukových i obrazových záznamů, exilových časopisů a novin, knih, písemných pozůstalostí po exulantech, 

rodinných kronik či kronik krajanských organizací, či jiné dokumentace se vztahem k emigraci. 

Kontakt na muzeum: 

Muzeum českého a slovenského exilu 20.století 

Štefánikova 22 

602 00 Brno, Czech Republic 

Email: krat3@volny.cz 

7


Den tjekkiske nationaldag 

Den 29.oktober blev mange af vores medlemmer inviteret til en reception 

på den Tjekkiske Ambassade, for at fejre den Tjekkiske National 

Dag den 28.oktober. Ambassadøren Ivan Jancarek fortalte lidt om rollen 

af de tjekkiske immigranter og borgere i Danmark, med hensyn til at 

danne en positiv billede af Tjekkiet i Danmark. Han takkede også alle 

danskere der med deres begejstring for Tjekkiet hjælper med at udvide 

kendskab til den tjekkiske kultur o politik i Danmark. Bagefter sang vi 

den tjekkiske nationalsang sammen, og nydte det gode selskab og atmosfære. 

8


Som det kan ses på billederne var der mange fra Dansk-Tjekkisk Forening. (Tekst af Zuzana Knudsen og Vera Rames) 

Julens bedste mandelhorn 

De fine småkager stammer fra Tjekkiet, 

der har meget fornemme bagetraditioner. 

Ca. 70 stk. 

Smulder 200 g smør i 250 g mel. 

Tilsæt 80 g sukker (1 dl) og 150 g smuttede, malede mandler, 

(mandelkværn eller blender). 

Bland 2 æggeblommer i og saml hurtigt dejen. 

Læg den koldt 1 times tid. 

Rul dejen i lange, tynde pølser og skær dem i ca. 5 cm lange stykker. 

Bøj stykkerne let, så de ligner små horn. 

Bag kagerne ca. 12 minutter ved 170 grader. 

Bland ca. 50 g flormelis (1dl) og 2 tsk. vanillesukker og sigt 

et tyndt lag over de varme kager, straks de kommer ud af ovnen. 

GOD JUL 

Vera 

9


Det danske folketingsvalg set fra Decín 

Af Jens Jakobsen 

Min elskede hustru og jeg har det 

med at holde en uges efterårsferie i 

Tjekkiet med det formål at vandre 

nogle daglange ture. 

Efterårsferie i 2007 indgik ikke i vores 

oprindelige planer for årets gang, 

men i privatlivet går vi begge ind for 

dynamisk planlægning, men dynamikken 

blev allerede taget i brug under 

de første dage af vores sommerferie: 

På vej mod Tatranska Lomnica i 

Vysoké Tatry/Høje Tatra slog vi teltet 

op et par nætter på den glimrende 

campingplads i Kostelec nad Orlici 

for at tilbringe en dag sammen med 

indehaverne af "Bøhmens bedste feriehus", 

og da vi tog af sted nærmest 

tryglede hr. Lorenc os om at vende 

tilbage om efteråret for at indtage 

samme feriehus. Turen i bil fra 

Kostelec til T. Lomnica er en dagsmarch, 

hvor det er et udmærket tidsfordriv 

at tale sammen, hvilket vi så 

gjorde, og vi blev hurtigt enige om, at 

en uges efterårsferie i "huset" egentlig 

var en ganske rar og sympatisk 

tanke. Vedtaget! 

Spørgsmålet var så blot - hvornår? 

Oktober er en smuk måned, hvor vi 

dog fravælger uge 42 (når man ikke 

har skolesøgende yngel, er der jo in- 

gen grund til at deles om de tyske 

motorveje med den del af den danske 

befolkning, der endnu ikke har kastet 

sig over lavprisflyvningens velsignelser), 

men da vi jo desværre er nødt til 

at arbejde for at finansiere ferierne, 

og da vores respektive arbejdspladser 

ikke planlægger helt så dynamisk 

som os selv, kunne vi ikke komme af 

sted før medio november, uge 46. 

Det måtte jo så være således - og så 

kom vi også lidt på afstand af vores 

sommerferie, som vi afsluttede den 

første september, og vi kunne jo bare 

tage en ekstra trøje med, hvis det 

skulle vise sig at være koldt. Så længe 

det ikke regnede for meget, skulle 

det nok gå. 

Koldt/regn/nedbør? Ja, muligheden 

for en snebyge kunne vel ikke helt 

udelukkes. 

Sne i sammenhæng med hurtig motorvejskørsel 

hænger ikke rigtig sammen. 

Delkonklusion: Der kunne hurtigt 

blive langt til Kostelec. 

Idé: Hvorfor ikke tage til Decín (igen, 

igen, ...), landets laveste del og kun 

640 km fra hjemmet? Og vi har aldrig 

prøvet at gå fra Decin til den tyske 

grænseby Hrensko ad rød rute gen- 

nem klipperne, hvad med det? 

Samlet konklusion: Vi lejer værelse 

12 (fordi det har en god udsigt over 

en lille sø med svømmefugle, og i 

baggrunden er der vulkanske bjerge) 

på hotel Faust, hvor vi før har boet. 

Relativ kort køretur, intet hus at rengøre, 

det bliver sikkert koldt, men 

meget nedbør får vi næppe. Go! 

Tiden går, og statsministeren udskiver 

folketingsvalg til afholdelse den 

tirsdag, vi er i Decín. Den nemme 

del, at stemme, klares nemt med et 

besøg i den lokale "borgerservice". 

Den sværere del forudses at være, at 

vi vil sidde og følge valget direkte på 

valgaftenen, og jeg forventer ikke, at 

hotel Faust trods en del danske overnatninger 

har dansk tv på paletten, så 

jeg skynder mig at købe en måneds 

abonnement på TV2 Sputnik i en forventning 

om, at de sender direkte en 

så stor aften. Ingen problemer, det 

kører fint på min bærbare pc. 

Herefter tjekker (!) jeg, om hotellet 

kan give os en internetforbindelse. Et 

opslag på hjemmesiden viser, at det 

kan vi godt få/købe: Med en telefonlinie 

og et modem, en langsommelig 

teknologi, som jeg med stor fornøjelse 

lagde bag mig for efterhånden nogle 

år siden. Ufrivilligt komisk for hotellet 

og en klar "ommer", som Kirsten 

Lehfeldt så poetisk udtrykker 

det. 

Næste spørgerunde gik til teleselskabet 

"3", fordi jeg for at passe mit arbejde 

har et kort herfra i min pc - tak 

til min arbejdsplads - der giver mig 

en bredbåndsforbindelse til internettet 

via mobilnettet. Hvilken hastighed 

kunne jeg forvente, og hvilken udgift 

påfører jeg min sponsor, var spørgsmålene. 

Svar: Lad være, hvis du ikke 

vil risikere at miste din sponsor! Det 

nærer jeg intet ønske om. 

Nå, men pc'en foretrækker egentlig 

en trådløs (Wi-Fi) forbindelse, så jeg 

undersøgte, om der er trådløse 

hotspots i Decín (et hotspot betyder, 

at man kan koble en pc på internettet 

uden brug af kabler via Wi-Fi), hvilket 

der mod passende betaling så ud 

10


til at være, bl.a. på hotel Fausts konkurrent 

hotel Ceská koruna! 

Valgaftenen så således ud til at være 

reddet, og vi drog glade og fro af 

sted. 

Vi ankom til Decín fredag kl. 10:15, 

hvilket meget belejligt er for tidligt at 

overtage hotelværelset, så vi aflægger 

stamcaféen Parolod (skib)en visit. 

Her nyder fru Gitte sin cappuccino 

(en afart af kaffe) og becherovka 

(brunkager på flaske) og fordyber sig 

i flodudsigten langs Labe (Elben), 

mens jeg koncentrerer mig om min 

Kelt (øl) og slivovice 

(blommeafløbsrens). På trods af denne 

stille, ja nærmest meditative stund, 

er jeg dog ikke i stand til at overse, at 

der på hvert eneste vindue er opklæbet 

et skilt, hvorpå der står "Wi-Fi" 

og nedenunder "Zdarma" (gratis). 

Valgaftenen er reddet! 

Jubelen bliver dog behersket en anelse 

af, at der ikke er en synlig stikkontakt 

i lokalet, for jeg aner ikke, hvor 

længe pc'ens batteri vil tillade os at se 

sputnik. Og stedet lukker kl. 22, lidt 

vel tidligt. 

Lørdag skulle vi (også) have eftermiddagskaffe, 

og vi stilede mod den 

nyåbnede Café Galerie, hvor der sandelig 

også stod Wi-Fi. Her er det blot 

et hotspot, hvor man skal betale for 

opkoblingen - undtagen i weekenden 

- men da der her er masser af stikkontakter, 

bliver det hurtigt vedtaget, at 

det er her valgaftenen skal tilbringes, 

også fordi der er åbent til kl. 23. Om 

søndagen medbringer vi pc'en og tester 

(ikke for ingenting at Fruen er 

Test Manager i Danske Bank), at nettet 

fungerer, og at båndbredden er 

tilstrækkelig. For en sikkerheds skyld 

aflægger vi også Parolod et besøg 

med pc'en, og vi konstaterer igen, at 

det er uproblematisk at koble sig på 

nettet, der har en fin kapacitet. 

I mellemtiden har jeg såmænd også 

afsøgt hotel Faust med pc'en tændt 

for at se, om jeg skulle have held til 

at finde et åbent netværk, jeg kunne 

snige os ind på (jeg ved godt, at det er 

ulovligt, men hvem skulle opdage 

det?), men det lykkedes desværre 

ikke. 

Valgdagen oprandt og efter at have 

indtaget aftensmaden i en tilsyneladende 

forladt by, bevægede vi os med 

pc'en mod Galerie, der på afstand så 

mistænkelig mørk ud, men klokken 

nærmede sig 20, det var meget mørkt, 

og himmelguden havde trukket i den 

store toiletsnor, så det var svært at se 

tydeligt, når man som jeg er afhængig 

af at se verdenen gennem brilleglas. 

Men nej, der var mørkt, og stedet var 

lukket! Indehaveren skulle blot vide, 

hvad det koster i tabt omsætning! 

Ikke blot den aften, for vi boykotter 

naturligvis stedet fremover. 

I så meget løb som vejret og pc'en 

tillod, gik det af sted mod Parolod, 

som vi nu også frygtede ville være 

lukket, men her var åbent, selv om 

der ikke var en eneste kunde til stede, 

da vi gjorde vores entré. De to tjenere 

havde god tid til at kræse for os, og 

det benyttede jeg mig af ved at spørge, 

om der mon skulle være en ledig 

stikkontakt et sted i lokalet? Niks, 

viste det sig efter at en af tjenerne 

havde været rundt og inspicere samtlige 

paneler, mens den anden serverede 

for os. Det var der jo ikke noget at 

gøre ved, klokken var nu 20, og da 

stedet lukker 22 skulle batteriet kun 

holde i to timer. Om batteriet faktisk 

kunne klare de to timer ved vi ikke, 

for tjenerne gik i gang med at trække 

en forlængerledning fra en lampe, der 

midlertidigt måtte forlade sit strømudtag, 

hen over baren og ned til 

pc'en! Imens var der heldigvis kommet 

yderligere to par i caféen, så nu 

var vi sikre på, at der var åbent til 22. 

Så var der bare tilbage at komme på 

nettet, starte Sputnik læne sig tilbage 

og nyde valget samt den kølige Stella 

Artois (øl). Det blev nødvendig med 

én til af sidstnævnte eftersom nydelsen 

ved førstnævnte hurtigt gik over i 

måbende resignation efterhånden som 

valgresultatet tegnede sig. Kl. 22 lukkede 

vi pc'en ned, takkede hjerteligt 

personalet for den gode service og 

traskede slukørede tilbage mod hotellet. 

Det var en kold dukkert også bogstaveligt, 

for meget passende øsede 

det stadig ned. 

Næste morgen gjorde "3"-kortet gavn 

med et opkald til dr.dk, hvor vi fik 

bekræftet, at vi var sikre på at komme 

hjem til et nyt vc! 

Fornøjelsen ved at se valget i udlændigheden 

havde vi dog trods alt, og 

det var alligevel blot en parentes i 

ferien, der kom til at indeholde de 

ønskede gode traveture, men det er en 

helt anden historie. 

11


SKT. NIKOLAUSFEST 2. december 2007. 

Foreningen holdt årets Skt. Nikolausfest den 2. december på Herlev Skole i 

Herlev. 

Salen var fyldt, og hyggen og snakken gik lystigt bland de 55 voksne og 35 forventningsfulde 

børn. 

Vi indledte festen med kaffe og hjemmebag, og som altid havde dygtige Marcela 

bagt 8 x 60 stks. 

forskellige julekager. 

De Tjekkiske og Danske julesalmer blev sunget og Katerina spillede på klaver. 

Efter spisning kom højdepunktet! 

Skt. Nikolaus (Komeda), kom i følgeskab af en engel (Katerina) og en djævel 

(Marie) , og delte gaver ud til alle de artige børn. 

Som sædvanlig var der lotteri med smukke præmier både til voksne og børn. 

På festligt gensyn til næste års arrangement. 

Bestyrelsen 

12


13


Ellidshøj - Vysoke Myto - Ellidshøj 

Eller historien om H.C.Andersen på cykeltur. 

Holger C. Andersen er en skolelærer fra Ellidshøj skole, med stor interesse for cykling. Han har kørt turen til Tjekkiet og 

retur. Undervejs førte Holger dagbog, og efterfølgende bliver det så til en føljeton her i Dialog… 

Dag 11- Tirsdag den 27 .juni 2000 

Vysoke Myto - Adrspasske- Vysoke 

Myto 

199 km. Total 1727 km 

"In spite of ourselves we'll end up 

sitting on a rainbow" 

Jeg vågnede med betragtelige maveproblemer 

og ondt i hovedet. 

Det var ikke så smart, for vi skulle 

den dag køre 200 km til Adrsprachstenene. 

Jeg håbede inderligt, at Jaroslav ville 

sove over, men han var der 6.02, frisk 

som en havørn. 

Det var jeg slet ikke. 

For anden gang måtte jeg melde fra 

til et morgenmåltid. Første gang var i 

forbindelse med hakket hvidløg på 

franskbrød. Det klarede jeg ikke. 

Denne dag gik det heller ikke. Jeg 

måtte melde pas. 

Men vi kom skam af sted til tiden, og 

som det ofte sker, hjalp det at komme 

på nakken af cyklen. 

Som altid var der voldsomme stigninger, 

der skulle besejres. De fleste er 

såmænd ikke stejlere end i Danmark. 

Forskellen er, at de aldrig slutter, 

hvor de ville have gjort det i Danmark. 

Skulle man finde på at forcere 

kan det blive fatalt, hvis der stadig 

mangler 500 m af bjerget. 

Vi kom derop på ca. fire timer og var 

undervejs på en café, hvor vi fik kager 

og the. Jaroslav er begyndt at 

vænne sig til, at jeg vil ind forskellige 

steder på vores lange ture. Det hjælper 

måske også, at jeg hver gang optræder 

som den glade giver. Det synes 

jeg kun er rimeligt. 

Da vi ankom til Adrsprach, syntes 

jeg, at vi var sultne. Det mente Jaros- 

lav også. På et cafeteria fik vi hver en 

pølse og en cola. Vi blev enige om, at 

det unge menneske, der serverede for 

os var en ubehagelig ung mand. 

På toilettet opdagede jeg noget morsomt. 

Der var ikke noget papir. Det 

var nu ikke det, der var morsomt. Det 

morsomme var, at der sad en ældre 

mand ( meget ældre end mig) ved et 

bord og solgte papir. Det kostede 2 

KC for kvinder og 3 KC for mænd 

(?). Jeg gav ham 5 KC og han talte 

omhyggeligt op, stykke for stykke, 

hvor meget jeg havde erhvervet mig 

retten til at drage af sted med. 

Vi låste cyklerne sammen og gik ind. 

Det drejer sig om nogle fantastiske 

sandstensformationer, som man finder 

på en rute, det tager en times tid 

at gå igennem. Det kostede 40 KC for 

hver at komme ind. Det chokerede 

Jaroslav lidt, men det lille problem 

blev klaret. Det var virkelig en attraktion, 

der ville noget. Hver formation 

havde navn efter det, den nu lignede, 

og de var vildt flotte. Men der var 

altså også 400 trin, der skulle bestiges. 

Ikke lige min livret. Men det gik 

da. 

Til alt held var cyklerne der stadig, da 

vi kom tilbage, og vi kastede os over 

de sidste 100 km. 

Vi blev lidt trætte til sidst, men via et 

ophold med ferskner, bananer og lidt 

andet guf, klarede vi det i fin stil. 

Hjemme ventede Ludmilla med en 

herreret - igen. 

Vi er nu ved at forberede os lidt på 

morgendagens eventyr, turen til Nysa 

i Polen. 

Der skal vi besøge min ven Wietold 

Tomaszewski og hans famille. Jeg 

besøgte Wietold i 1994, og vi har 

skrevet sammen siden. Han og hans 

sejlervenner har også været på besøg 

i min verden. 

Jeg spørger lige Jaroslav om, hvornår 

vi skal køre i morgen ….. 

….han siger, at vi skal køre 6.30. 

Det gør vi så. 

Puha, der var jeg altså kommet lidt 

bagud med dagbogen. Det skal man 

aldrig gøre. Man tror, man kan huske, 

hvad der er sket, men det kan man 

aldrig. Datoer, stednavne og distancer 

bliver blandet sammen i løbet af forbløffende 

kort tid. 

Klokken er nu 21.30, og jeg har seriøse 

planer om at gå til ro inden længe. 

Lige nu er Jaroslav i sine gemmer 

efter billeder fra dengang han besøgte 

Nysa i 1988. 

Han fandt dem aldrig. 

Dag 12 - Onsdag den 28 .juni 2000 

Vysoke Myto - Nysa 




Vi kom af sted til den aftalte tid, og 

det blev igen en tur med rigtig mange 

14


bakker. Det var temmelig anstrengende. 

Ved 65 km var vi inde et sted for 

at få kylling og stegte kartofler. Så 

gik det lidt igen. 

Der var ingen regn, men der var heller 

ikke særlig varmt. Vi passerede 

grænsen ca. 20 km før Nysa, og her 

oplevede jeg heldigvis, at grænsevagten 

var meget interesseret i mit pas. 

Han løb væk med det i 5 minutter 

men det var alt det sjove, der kom ud 

af det. 

Så kom de bare og gav mig det igen. 

Yderst skuffende. 

Vi havde et kort, så det gik forholdsvis 

nemt med at finde adressen. Det 

viste sig nu, at tjekker og polakker 

forstår hinanden. Det vidste jeg slet 

ikke. 

Da jeg passerede Nysa floden, var det 

lidt lige som at komme "hjem" efter 

mit besøg 6 år forinden. 

Jeg ringede på, og Wietold kom susende 

ned. Vi fik en hjertelig modtagelse 

af hele familien. De havde ventet 

os noget før, men vi havde altså 

kørt så stærkt, vi kunne. Familien var 

blevet lidt større siden sidst, idet David 

havde fået en veninde. 

En rigtig sød pige. 

Det var morsomt at se, hvordan børnene 

havde udviklet sig på de 6 år. 

Justyna var nu ikke længere en lille 

pige, men en ung dame. Det glædede 

mig at erfare, at hun var blevet særdeles 

god til at tale engelsk. 

David havde nu bil, og vi kørte ned 

til Nysa søen og kiggede lidt. 

Det blev også til et interessant besøg 

på Wietolds skole. 

Da vi kom tilbage til lejligheden, var 

den allerede fyldt med gæster. Det 

var de fleste af de sejlsportsfolk, jeg 

havde mødt 6 år tidligere, nu suppleret 

med koner og børn. De havde forberedt 

en lille leg til mig. 

Vi legede en del selskabslege, da de 

besøgte Danmark, og det skulle vi nu 

igen. 

Jeg skulle finde ud af, hvilke mænd, 

koner og børn, der hørte sammen. Det 

gik nemt med børnene, for de lignede 

deres fædre, og det lykkedes mig at 

gætte rigtigt med konerne. 

Så var det tid til det helt store festmåltid. 

Der var sat et kæmpebord ind 

i stuen, og det er ikke for meget at 

sige, at bordet næsten flød over med 

lækkerier. 

At tømme bordet på én aften ville 

være en umulig opgave. 

Der var højt humør, og snakken gik. 

Naturligvis mest på polsk, som Jaroslav 

kunne følge med i. 

Mateusz var rigtig flink til at sørge 

for, at jeg blev orienteret om, hvad de 

snakkede om. Ham mødte jeg også 

for 6 år siden, og han er nu blevet 

rigtig dygtig til engelsk. 

Festen fortsatte til omkring kl.. 23, 

hvor vi gik til ro. 

Jaroslav og jeg sov i børnenes værelse, 

mens hele familien Tomaszewski 

overnattede i stuen. 

En herlig dag var til ende. 

Dag 13 - Torsdag den 29 .juni 2000 

Nysa - Vysoke Myto 




Vi havde aftalt, at vi skulle stå op ved 

8-tiden, så vi holdt os i ro indtil dette 

tidspunkt, selv om det var usandsynligt 

svært både for Jaroslav og mig 

selv. Mens jeg lå der og ventede på 

liv i stuen ved siden af, lå jeg og 

tænkte på dagen i går. 

Jeg glemte at skrive i går, at vi også 

lige var på et kort besøg hos Wietolds 

forældre, der var et par søde og rare 

ældre mennesker. 

Da jeg stod op havde Wietold travlt i 

køkkenet og vi fik os en snak imens. 

Det varede ikke længe inden bordet 

var dækket til morgenmad. 

Igen med et utal af lækkerier. 

Vi ville tage af sted ved 12 tiden, men 

inden da havde jeg et nærmest rituelt 

ærinde på torvet i Nysa. For 6 år siden 

havde jeg smidt en mønt i brønden 

på torvet som tegn på, at jeg skul- 

15


le vende tilbage, og dette ritual havde 

jeg tænkt mig at gentage. Og denne 

gang skulle det gøres ordentligt, så 

jeg smed 5 mønter i. Ganske vist var 

der tjekkiske imellem, men det går 

vel nok. 

Vi var også lige gennem den utrolig 

smukke domkirke i midtbyen, inden 

vi tog tilbage til lejligheden. Inden vi 

skulle af sted, skulle vi have et måltid, 

der ligesom brønden nærmest 

havde rituel karakter. 

For 6 år siden stiftede jeg bekendtskab 

med en herlig polsk ret 

"Gwaampki" (Absolut ingen garanti 

for stavningen). Det er kål, rullet om 

kød, majs med mere. Det er bare så 

godt. Det kunne Maria sandelig huske, 

og nu kom denne ret endnu engang 

på bordet. 

Det kan være svært at sige farvel, 

men det behøver man jo heller ikke, 

så derfor sagde jeg på gensyn til mine 

polske venner, inden vi begav os ud 

på rejsen til Vysoke Myto. 

Click picture to enlarge. 

Det var et herligt besøg, og jeg vil 

blive meget skuffet, hvis jeg har set 

Nysa for sidste gang. 

Så var der som sagt det med hjemturen. 

Den kom til at vare ca. 9 timer, 

og den første del blev en usædvanlig 

kold omgang. Desuden præsterede vi 

at køre den forkerte vej ud af Nysa og 

var derfor nødsaget til sluttelig at 

skrive 15 km ekstra i bogen. Vi var i 

Vysoke Myto ved 20.30 tiden godt 

stegte. 

Det var oprindelig planen, at jeg denne 

aften skulle have inviteret Ludmilla 

og Jaroslav ud at spise på en restaurant, 

men nu var det blevet alt for 

sent, og Ludmilla havde desuden aftensmad 

parat til os. Vi blev derfor 

enige om at gå på restaurant omkring 

frokosttid den følgende dag. 

Dag 14 - Fredag den 30.juni 2000 

Vysoke Myto - Vysoke Myto 




Det var min sidste dag i Vysoke Myto, 

og vi blev enige om, at vi ikke 

ville cykle ret langt. Jeg fik 2 valg af 

Jaroslav. Jeg kunne vælge mellem at 

øve mig på morgendagens rute mod 

Usobi eller et besøg i Jaroslavs fødeby. 

Jeg valgte det sidste. 

Vi kom over de sædvanlige lede stigninger, 

inden vi kom til landsbyen. Vi 

kiggede indenfor i kirken, standsede 

ved Jaroslavs gamle skole og aflagde 

et kort besøg ved hans forældres grav. 

Nu ville Jaroslav gerne besøge sin 

fætter, der boede på en gård i udkanten 

af byen. Som det har været karakteristisk 

for de steder, jeg har været i 

Tjekkiet, fik vi også her en hjertelig 

modtagelse. Vi blev budt indenfor til 

en kop the og et stykke kage. Imens 

forhørte fætteren og hans kone sig 

om, hvad jeg var for en størrelse. 

Inden vi cyklede videre stak fruen en 

lille plade chokolade til hver af os. 

Et rigtig hyggeligt besøg var det. 

Jeg bliver altid så glad, når jeg møder 

mennesker, der er så rare som fætteren 

og hans kone. 

Nu satte vi kursen direkte mod Vysoke 

Myto. 

Vi pyntede os, for nu skulle vi ud og 

spise fint. Jaroslav var noget i tvivl 

om, hvilken restaurant, der var byens 

bedste. De snakkede noget frem og 

tilbage. De vaklede lidt mellem No- 

pek og Optimal. Det endte med, at vi 

gik på Optimal, hvor jeg først bestilte 

en flaske rødvin til maden. 

Jaroslav bestilte en ret, der formelig 

dampede af chili, hvidløg og ild. Han 

elsker hvidløg. Ludmilla bestille en 

kødret, efter nogen overvejelse. Jeg 

selv fik en fiskeret. 

Det var en stor glæde for mig at kunne 

invitere dem ud denne dag. 

Efter middagen fandt jeg på noget 

meget smart. 

Jeg foreslog, at vi fik kaffe og dessert 

på Nopek, så havde vi været begge 

steder. Det blev besluttet. 

Vi havde svært ved at få plads på Nopek, 

fordi det var sidste skoledag i 

CZ og man fejrer gerne sin eksamen 

ved at spise ude, så alle borde var 

optaget. Vi lovede kun at blive et 

kvarter og fik så et bord. Nu blev Jaroslav 

og Ludmilla ernige om, at Nopek 

var det bedste af de to steder. De 

mente, at Optimal bar præg af, at stegeosen 

fra køkkenet kunne mærkes i 

restauranten. 

Nu tog vi afsked med Ludmilla, der 

skulle hjem for at forberede aftenens 

"Havekoncert". Jaroslavs kollega Karel, 

skulle komme og underholde med 

sang og guitarspil, og der var inviteret 

nogle få gode venner. 

Vi havde forinden afleveret min cykel 

hos Jaroslav Bendl til kontrol. Den 

var helt ok. Men det var Hr. Bendl 

ikke. Han havde fået et hekseskud og 

var blevet indlagt på sygehuset. Dobbelt 

ærgerligt, fordi hans og hans familie 

også var inviteret til havefesten. 

Nu måtte de naturligvis melde fra. 

Jeg havde tidligere luftet tanken om 

at købe en lokal cykel trøje, men det 

kunne de ikke klare. Imidlertid havde 

hr. Bendl fremskaffet en af sine gamle 

trøjer, som de nu forærede mig. 

Det blev jeg rigtig glad for. Et herligt 

minde. 

Jeg insisterede på at shoppe lidt. Det 

er ikke noget, Jaroslav normalt fordriver 

tiden med, men han gik da med. 

16


Vi tog turen hele vejen rundt om torvet 

i Vysoke Myto, der et af de 2 

største torve i hele landet. Jeg købte 

en CD med tjekkisk country musik og 

osede i alle forretningerne. 

Tiden gik og fam. Pechacek skulle 

lave forberedelser til aftenens fest. 

Jan Tomsicek var også inviteret, men 

ham så vi aldrig. Vi ved ikke hvorfor. 

Det var lidt synd, for der var ellers 

gjort meget ud af aftenen. 

I haven var der sat stole og borde op, 

og Jaroslavs kollega Karel skulle stå 

for showet. Han havde taget en af 

sine elever med, en ung pige med en 

fantastisk sangstemme. Stilen var lige 

noget for mig, hovedsagelig country 

og folk. De musicerede det meste af 

et par timer, og jeg bidrog til løjerne 

ved også at synge en lille sang. Den 

eneste jeg kunne huske var "Jeg ved 

en lærkerede". Men den er da i hvertfald 

dansk. 

Ind imellem hyggede vi os med Ludmillas 

hjemmebag. Der blev også 

serveret pølser og andet godt. Vi forfriskede 

os med the, kaffe, sodavand, 

øl og vin 

Men også denne aften fandt sin af- 

slutning. Kl. 10 blev låget til keyboardet 

smækket i. Festen var forbi. 

Igen havde jeg haft fornøjelse af at 

møde en række behagelige mennesker, 

der ikke vidste alt det gode, de 

ville gøre for én. Den slags gør mig 

så glad. Jeg samler på gode minder, 

sagde jeg til slut til Karel og hans 

elev, og denne aften vil altid være et 

dejligt minde for mig. 

Det varede ikke lang tid, inden vi fik 

ryddet haven, og ved 23 tiden gik jeg 

for sidste gang til ro i Jeronymova 

285. Vi aftalte, at Jaroslav skulle 

vække mig kl. 6. Ludmilla skulle møde 

endnu tidligere på sit job på det 

lokale hospital, så derfor måtte jeg 

allerede her om aftenen tage afsked 

med hende. 

I en hel uge har hun åbnet sit hjem for 

mig, det finder jeg imponerende. Selv 

om vi ikke har kunnet tale sammen, 

har vi alligevel været i stand til at 

kommunikere. 

Dag 15 - lørdag den 1. juli 2000 

Vysoke Myto - Usobi 




Jeg snød ham, for jeg stod op helt af 

mig selv kl. 5.30. Han havde skam 

allerede været i gang længe, og da jeg 

kom ned, var han i færd med at lave 

havregrød, som han havde lavet til os 

hver morgen, mens jeg havde været 

der. 

Lækker havregrød. 

Desuden bestod morgenmaden af 

kage og kaffe. Jeg havde allerede aftenen 

i forvejen lagt min ting frem i 

fine rækker. På den måde får jeg det 

store overblik, men jeg må da nok 

indrømme, at der er lidt autistisk over 

min fremgangsmåde. Det gik rimeligt 

med at få tingene pakket, og snart var 

jeg klar til afgang. Jaroslav ville følge 

med de første kilometer og sørge for, 

at jeg røg af sted i den rigtige retning. 

Vi standsede i krydset lige vest for 

byen og kiggede lidt til hinanden. 

Så gav vi hinanden hånden. 

I en hel uge havde vi levet sammen. 

Selv om vi naturligvis i kraft af vore 

forskellige nationalitet, kultur og øvrige 

baggrund er aldeles forskellige, 

er det alligevel lykkedes os af få en 

fantastisk uge med masser af gode og 

spændende oplevelser. Jaroslav havde 

lavet et stort forarbejde og har udvist 

enorm hjælpsomhed. 

Jeg ved ikke, hvornår vi mødes igen, 

det vil tiden vise. 

Men vi vil mødes igen. 

"Looking back, over my shoulder", 

var hvad jeg gjorde, inden jeg gav 

mig i kast med dagens første djævel 

17


af en stigning. Dem kom der utallige 

af. Jaroslav havde lovet mig, at der 

ville være bakker hele vejen. 

"You'll get every hills", sagde han 

smilende. Og jeg skal love for, det 

kom til at passe. Og nu skulle jeg til 

at vænne mig til traileren igen efter 

en hel uge uden bagage. Det kræver 

lidt tid, inden vi igen kan samarbejde. 

Fx kan man ikke stå op i pedalerne, 

når man starter med at køre med bagage; 

det varer lidt. 

Recepten er enkel en dag som denne. 

På hver eneste af de lange stigninger 

handler det om at finde det mindste 

gear og så være tålmodig. Det er vigtigt 

at finde et roligt tempo. Hvis man 

kigger frem og får øje på, hvor uendelig 

langt bakken strækker sig, kan 

det virke særdeles demoraliserende. 

Men lige meget hvor lang bakken er, 

lige meget hvor stejl den er, så har 

den altid en top, hvor man kan trille 

ned på den anden side. Jeg gør gerne 

en pause på en voldsom bakketop, 

hvor jeg kigger bagud på det, jeg just 

har "besejret". 

Julie Andrews og jeg betragter bakkerne 

som levende væsener, som man 

er nødt til at behandle pænt. 

("The hills are alive…. Sound of Mu- 

sic) 

Nedturen er imidlertid hurtigt overstået, 

og en ny stigning venter. Sådan 

gik den morgen. 

Nogle har ønsket, at den nærmeste 

vej til deres faders hus skulle være 

her, og at de ikke skulle plages mere 

med hverken bakker eller bjerge, som 

de skulle gå over, men vejen er vejen, 

og der er en ende på den. 

Bunyan. 

Fortsættes i næste nummer af Dialog 

18


19


20

Det Tjekkiske Sprog - Dansk-Tjekkisk Forening

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?