komplette salsprogram her (PDF) - Concerto Copenhagen

Messe i h-mol
Maria Keohane sopran I, Joanna Lunn sopran II
Alex Potter alt, Jan Kobow tenor, Peter Harvey bas
Lars Ulrik Mortensen musikalsk ledelse
garnisons KirKE 19. maj 2013

I. Missa
Kyrie
Christe
Kyrie
Gloria‚
Et in terra pax
Laudamus te
Gratias‚
Domine Deus
Qui tollis
Qui sedes
Quoniam tu solus sanctus
Cum Sancto Spiritu
Pause
Solister
Sopran I: Maria Keohane
Sopran II: Joanna Lunn
Alt: Alex Potter
Tenor: Jan Kobow
Bas: Peter Harvey
Dirigent
Lars Ulrik Mortensen
II. Symbolum Nicenum
Credo in unum Deum
Patrem omnipotentem
Et in unum Dominum
Et incarnatus est
Crucifixus
Et resurrexit
Et in Spiritum sanctum
Confiteor
Et expecto
III. Sanctus
Sanctus
IV.
Osanna in excelsis
Benedictus
Osanna in excelsis
Agnus Dei
Dona nobis pacem
Ripienokor
Sopran I: Else Torp
Sopran II: Hanna Kappelin
Alt: Valdemar Villadsen
Tenor: Chris Watson
Bas: Jakob Bloch Jespersen
Musikere
Violin I: Fredrik From, Peter Spissky, Jesenka Balic Zunic, Stefanie Barner
Violin II: Antina Hugosson, Gabriel Bania, Elisabet Enebjörn, Kanerva Juutilainen
Bratsch: Torbjörn Köhl, Rastko Roknic
Cello: Judith-Maria Blomsterberg, Kate Hearne
Bas: Mattias Frostenson
Fløjte: Katy Bircher, Irene Spranger
Obo: Antoine Torunczyk, Lars Henriksson, Nils Johànsson
Fagot: Jane Gower, Györgyi Farkas
Trompet: Robert Farley, Christopher Pigram, Howard Rowntree
Horn: Ursula Paludan Monberg
Pauker: Patrick Raab
Orgel: Leif Meyer

Messe i h-mol
Kunstværk af Andreas Emenius, værktitel: »Future Heads«, 2012
Andreas Emenius skriver bl.a.: »Messe i h-mol virker på mig både eksotisk og genkendelig, det er komplekst og ornamenteret men
samtidigt enkelt og åbent. Et hypnotiserende og dragende univers, som gemmer en storhed jeg kan savne i vores moderne nutid, der
mest drejer sig om kortsigtede mål - på trods af at vi ved bedre. »Future Heads« er en serie portrætter sat i et spekulativt fremtidsscenarie,
som inspireres af disse muligheder for at skabe menneskelige forbindelser gennem tid«. andreasemenius.com
»Det største kunstværk, verden nogensinde har set«
Hvis Johann Sebastian Bach var den store sammenfatter
af barokken i europæisk musik, så er hans messe i h-mol
sammenfatningen af Bachs kunst. Fuldendt som den er
året inden hans død i 1750 viser den sammen med Bachs
andre sene mesterværker, »Das musikalische Opfer« og
»Kunst der Fuge«, summen af hans formåen som komponist.
Så er det gode spørgsmål, hvorfor en kantor, organist og
komponist i Leipzig i det protestantiske Nordtyskland
brugte kræfter på at skrive noget så katolsk som en stor
latinsk messe omfattende Kyrie, Gloria, Credo, Sanctus,
Benedictus og Agnus Dei. Det var ganske vist ikke udelukket
at opføre i det mindste dele af sådan en messe
inden for den protestantiske kirkes rammer. Men det var
usædvanligt – så hvad ville Bach med den?
Skulle messen bruges til en bestemt opførelse? Skulle
den imponere eftertiden? Eller skulle den slet og ret vise,
hvor meget Bach magtede og formåede?
Svaret er ikke endegyldigt fundet. Tværtimod strides
Bachforskere fortsat om væsentlige punkter i værkets
historie, og det hele bliver ikke mindre mystisk af, at
Bachs sidste, enorme vokalværk samtidig er det eneste
eksempel i hele hans produktion på en komplet messe
– en såkaldt missa tota – omfattende alle de ovenfor
nævnte led.
Mystikken underbygges af en bred enighed blandt forskere
om, at messen ikke blev opført i sin helhed i Bachs
levetid. Nogle mener ganske vist, den kan være bestilt
til en bestemt opførelse, måske endda i den enorme Stephansdom
i Wien, men andre mener, at værket aldrig
har været tænkt til opførelse.

For det første er messen blevet til lidt ad gangen over en
periode på et kvart århundrede. ’Sanctus’ blev komponeret
allerede i 1724, mens Bach så sent som i 1749 var
i gang med at gøre sin messe komplet ved at omarbejde
satser fra sine kantater og inddrage dem, ligesom han har
gjort i sit »Juleoratorium«. Således kan »Crucifixus« som
den ældste del spores tilbage til en korsats fra kantaten
»Weinen, klagen, sorgen, zagen«. Et værk Bach skrev allerede
i 1714, da han var i slutningen af tyverne.
Undervejs i forløbet brugte Bach i 1733 en del af h-molmessen
som anbefaling i forbindelse med en ansøgning
om at få titel af hofkomponist ved det saksiske hof i
Dresden, der på det tidspunkt var forbundet til det katolske
Polen. Men vi ved, Bach selv aldrig gav værket en
samlet titel. Til gengæld sørgede han for at få det skrevet
rent og samlet på en måde, der viser os, at han af den ene
eller anden grund ønskede værket overleveret som den
helhed, vi kender i dag.
Den ene af Bachs sønner, Carl Philipp Emanuel Bach,
arvede manuskriptetet, og i hans efterladenskaber har
messen fået betegnelsen »Stor katolsk messe«.
At kalde de samlede satser for h-mol-messen, var noget,
man først begyndte på i 1800-tallet, da tyskerne igen begyndte
at interessere sig for Bachs musik, og musikken
begyndte at blive opført.
Det var Mendelssohns spektakulære opførelse af ’Matthäuspassionen’
i 1829, der blev den kendte begivenhed
i dén renæssance, men flere havde allerede forinden
bemærket storheden og de usædvanlige dybder i Bachs
messe, og i Wien arbejdede Beethoven på en afskrift af
værket.
I Berlin holdt den tyske komponist og professor Carl
Friedrich Zelter prøver med byens korforening Sing-
Akademie zu Berlin på dele af messen. Det var i 1811
– og det var netop det berlinske Sing-Akademie, der 18
år senere under ledelse af en 20 år gammel Mendelssohn
blæste støvet af »Matthäuspassionen«. I forbindelse med
sine prøver på messen noterede Carl Friedrich Zelter, at
denne musik ganske enkelt var »det største kunstværk,
verden nogensinde har set«.
Den første komplette offentlige opførelse – ganske vist i
to adskilte dele – stod Carl Friedrich Zelters elev og efterfølger,
Carl Friedrich Rungenhagen, for i 1834 og 1835.
Selvfølgelig igen i Berlin med Singakademie. Den efter
alt at dømme første samlede opførelse fandt sted i 1859,
og siden har Bachs h-mol-messe været betragtet som et
monument i vesteuropæisk musik. Messen er blevet stadig
hyppigere opført og indspillet.
Betegnelsen »h-mol-messen« er i øvrigt halvvejs misvisende.
Selv om det enorme værk begynder i h-mol og
også berører tonearten nogle gange til i sit videre forløb,
finder musikken undervejs et andet tyngdepunkt, og hmol
er hverken den dominerende toneart eller den, hvori
værket slutter.
For så vidt ville betegnelsen »D-dur-messen« være
mindst lige så nærliggende.
Thomas Michelsen,
Musikredaktør ved Dagbladet Politiken
»En flamme slår op fra hvert sår i mit hjerte, oplyser min vej gennem livet
og leder mig i retning af målet«
Hazrat Inayat Khan, Nirtan
Læs mere om Concerto Copenhagen på www.coco.dk
Følg Concerto Copenhagen på www.facebook.com/concertocopenhagen
Skriv din kommentar til koncerten:
www.coco.dk/b-minor-mass-cph
Vores nyhedsmail udkommer 8-12 gange årligt. Abonnér via www.coco.dk
Meld dig ind i Foreningen Concerto Copenhagens Venner og få medlemsfordele! www.cocosvenner.dk
Concerto Copenhagen støttes af: Statens Kunstråds Musikudvalg, Augustinus Fonden, Den Obelske Familiefond,
OAK Foundation Denmark, Beckett Fonden, Oticon Fonden, Léonie Sonnings Musikfond.
Mediepartner:
Læs mere om de spændende optaktsarrangementer,
der fandt sted:
www.coco.dk/category/blog/bachs-ecco