Telefonreferat af 15. juni 2012 - Økonomi- og Indenrigsministeriet

Side 2
Den ret, som § 23 hjemler, er langt mere indgribende over for sagsbehandlingen i kommunen
end forespørgselsadgangen i § 22. Den omfatter nemlig, at udførelsen af en udvalgsbeslutning
standses, således at kommunalbestyrelsen må tage stilling til sagen. § 23 omfatter
naturligvis ikke sager, hvor den endelige afgørelse ifølge lovgivningen er henlagt til udvalget.
Et medlems indgriben efter denne bestemmelse betyder således ikke alene et indgreb i
sagsekspeditionen, men tillige at kommunalbestyrelsen træffer realitetsafgørelse i sagen. At
§ 23 kun gælder beslutninger i udvalgene, og at den kun kan anvendes af medlemmerne af
det pågældende udvalg, ændrer ikke ved det faktum, at en hyppig anvendelse af § 23 kan
bringe alvorlige forstyrrelser i den kommunes arbejde. Der bortses herved fra, at der antages
at tilkomme borgmesteren en tilsvarende standningsret, idet denne er begrundet i en
kontrolfunktion på kommunalbestyrelsens vegne, jfr. afsnit 3.2.6.
I tider med politisk polarisering, hvor måske ikke alle grupper i kommunalbestyrelsen altid
kan forventes at optræde loyalt over for det kommunale styrelsessystem, må det erkendes,
at § 23 i den gældende affattelse kan benyttes til at forårsage store tids- og arbejdsmæssige
belastninger for både kommunalpolitikere og administration. Alligevel er det udvalgets opfattelse,
at de mindretalsrettigheder, som § 23 rummer, er så væsentlige for det kommunale
demokrati, at de bør bibeholdes i loven.”
Om bestemmelsen fremgår af betænkningens pkt. 3.2.6.2. (Udnyttelsen af en ”indgrebsret”
for borgmesteren)(s. 55 f.) endvidere følgende [understregningerne er
efterfølgende sat af ministeriet]:
”Når et udvalgsmedlem i henhold til styrelseslovens § 23 standser udførelsen af en udvalgsbeslutning
ved en erklæring om, at han ønsker den indbragt for kommunalbestyrelsen, antages
det, at udvalget ikke nødvendigvis skal rejse sagen i kommunalbestyrelsen. Udvalget
kan i stedet opgive beslutningen og indføre beslutningen om dens bortfald i beslutningsprotokollen.
Hvis et medlem desuagtet ønsker sagen drøftet her, kan det ske i medfør af bestemmelsen
i styrelseslovens § 22…
Antagelsen om, at beslutningen ikke nødvendigvis skal drøftes i kommunalbestyrelsen, kan
begrundes med, at det må forekomme at være en overflødig belastning af dennes dagsorden,
når udvalgets flertal ikke vil fastholde beslutningen.”
4.) Ministeriet har ved en række lejligheder udtalt sig om fortolkningen af ksl. § 23,
jf. herved nedenfor
a. Ministeriets udtalelse af 2. december 1993
Udtalelsen vedrører såvel konsekvenserne af udnyttelsen af standsningsretten
efter ksl. § 23 som udnyttelsen af initiativretten efter ksl. § 11. Af ministeriets udtalelse
fremgår bl.a. følgende:
”Uanset om en sag er indbragt for amtsrådet i henhold til styrelseslovens § 11 eller styrelseslovens
§ 23, har ethvert medlem krav på at få ordet mindst én gang inden sagens afslutning.
Er en udvalgsbeslutning indbragt for amtsrådet i medfør af styrelseslovens § 11, kan
amtsrådet – når ethvert medlem har haft lejlighed til at få ordet til sagen – afslutte behandlingen
af sagen med en beslutning om, at amtsrådet ikke foretager videre i anledning af
udvalgets beslutning. Er udvalgsbeslutningen derimod indbragt til amtsrådets afgørelse i
henhold til styrelseslovens § 23, påhviler det amtsrådet at træffe realitetsafgørelse i sagen.
Amtsrådet vil dog, da der foreligger en udvalgsbeslutning, kunne indskrænke sig til at træffe
beslutning om, at udvalgets beslutning skal udføres.”