Telefonreferat af 15. juni 2012 - Økonomi- og Indenrigsministeriet

Økonomi- og Indenrigsministeriet
Enhed: Kommunaljura
Sagsbeh.: DEPLRH
Sags nr.: 1205586
Dok. Nr.: 960867
Dato: 15. juni 2012
Telefonreferat om om standsningsret efter ksl. § 23
Baggrund
Statsforvaltningen Syddanmark har – foranlediget af en konkret sag, som er under
behandling i statsforvaltningen - henvendt sig telefonisk med et spørgsmål vedr.
standsningsretten i kommunestyrelseslovens § 23. Et medlem af et stående udvalg
i en kommune har gjort brug af standsningsretten. Punktet er efterfølgende sat på
dagsordenen for kommunalbestyrelsen, der har truffet beslutning om fornyet behandling
i udvalget.
Følgende fremgår af bet. 894/1980 om kommunale styrelsesformer og kommunalpolitikernes
arbejdsvilkår mv., pkt. 2.3.2.6.( s. 39):
”Et medlems indgriben efter denne bestemmelse [ks. § 23] betyder således ikke alene et
indgreb i sagsekspeditionen, men tillige at kommunalbestyrelsen træffer realitetsafgørelse i
sagen.”
Efter statsforvaltningens opfattelse må dette, i en situation, hvor kommunalbestyrelsen
har besluttet, at sagen på ny skal udvalgsbehandles, indebære, at udvalget
ikke kan træffe den endelige afgørelse i sagen men må indstille til kommunalbestyrelsen,
hvorledes den pågældende sag efter udvalgets opfattelse skal afgøres.
Statsforvaltningen ønsker dette bekræftet.
Der kan i første række endvidere spørges, om kommunalbestyrelsen overhovedet
kan beslutte at sende en sag, som i medfør af ksl. § 23 er bragt op i kommunalbestyrelsen,
tilbage til det stående udvalg.
Retsgrundlag
1.) Ksl. § 23 er sålydende:
”Ethvert medlem af et udvalg kan standse udførelsen af en beslutning, der er truffet af udvalget,
ved på mødet til beslutningsprotokollen at erklære, at han ønsker sagen indbragt til
afgørelse af kommunalbestyrelsen. Dette gælder dog ikke afgørelser, der ved lovgivningen
er henlagt til udvalget.”
2.) Bestemmelsen er uændret siden vedtagelsen af lov nr. 223 af 31. maj 1968 om
kommunernes styrelse. Forarbejderne indeholder ikke bidrag, der kan besvare de
stillede spørgsmål.
3.) Af betænkning 894/1980, pkt. 2.3.2.6. fremgår om ksl. § 23 – foruden det ovenfor
citerede – følgende (s. 39) [understregningerne er efterfølgende sat af ministeriet]:
”Ifølge § 23 kan ethvert medlem af et udvalg standse udførelsen af en udvalgsbeslutning og
kræve sagen indbragt til afgørelse af kommunalbestyrelsen.

Side 2
Den ret, som § 23 hjemler, er langt mere indgribende over for sagsbehandlingen i kommunen
end forespørgselsadgangen i § 22. Den omfatter nemlig, at udførelsen af en udvalgsbeslutning
standses, således at kommunalbestyrelsen må tage stilling til sagen. § 23 omfatter
naturligvis ikke sager, hvor den endelige afgørelse ifølge lovgivningen er henlagt til udvalget.
Et medlems indgriben efter denne bestemmelse betyder således ikke alene et indgreb i
sagsekspeditionen, men tillige at kommunalbestyrelsen træffer realitetsafgørelse i sagen. At
§ 23 kun gælder beslutninger i udvalgene, og at den kun kan anvendes af medlemmerne af
det pågældende udvalg, ændrer ikke ved det faktum, at en hyppig anvendelse af § 23 kan
bringe alvorlige forstyrrelser i den kommunes arbejde. Der bortses herved fra, at der antages
at tilkomme borgmesteren en tilsvarende standningsret, idet denne er begrundet i en
kontrolfunktion på kommunalbestyrelsens vegne, jfr. afsnit 3.2.6.
I tider med politisk polarisering, hvor måske ikke alle grupper i kommunalbestyrelsen altid
kan forventes at optræde loyalt over for det kommunale styrelsessystem, må det erkendes,
at § 23 i den gældende affattelse kan benyttes til at forårsage store tids- og arbejdsmæssige
belastninger for både kommunalpolitikere og administration. Alligevel er det udvalgets opfattelse,
at de mindretalsrettigheder, som § 23 rummer, er så væsentlige for det kommunale
demokrati, at de bør bibeholdes i loven.”
Om bestemmelsen fremgår af betænkningens pkt. 3.2.6.2. (Udnyttelsen af en ”indgrebsret”
for borgmesteren)(s. 55 f.) endvidere følgende [understregningerne er
efterfølgende sat af ministeriet]:
”Når et udvalgsmedlem i henhold til styrelseslovens § 23 standser udførelsen af en udvalgsbeslutning
ved en erklæring om, at han ønsker den indbragt for kommunalbestyrelsen, antages
det, at udvalget ikke nødvendigvis skal rejse sagen i kommunalbestyrelsen. Udvalget
kan i stedet opgive beslutningen og indføre beslutningen om dens bortfald i beslutningsprotokollen.
Hvis et medlem desuagtet ønsker sagen drøftet her, kan det ske i medfør af bestemmelsen
i styrelseslovens § 22…
Antagelsen om, at beslutningen ikke nødvendigvis skal drøftes i kommunalbestyrelsen, kan
begrundes med, at det må forekomme at være en overflødig belastning af dennes dagsorden,
når udvalgets flertal ikke vil fastholde beslutningen.”
4.) Ministeriet har ved en række lejligheder udtalt sig om fortolkningen af ksl. § 23,
jf. herved nedenfor
a. Ministeriets udtalelse af 2. december 1993
Udtalelsen vedrører såvel konsekvenserne af udnyttelsen af standsningsretten
efter ksl. § 23 som udnyttelsen af initiativretten efter ksl. § 11. Af ministeriets udtalelse
fremgår bl.a. følgende:
”Uanset om en sag er indbragt for amtsrådet i henhold til styrelseslovens § 11 eller styrelseslovens
§ 23, har ethvert medlem krav på at få ordet mindst én gang inden sagens afslutning.
Er en udvalgsbeslutning indbragt for amtsrådet i medfør af styrelseslovens § 11, kan
amtsrådet – når ethvert medlem har haft lejlighed til at få ordet til sagen – afslutte behandlingen
af sagen med en beslutning om, at amtsrådet ikke foretager videre i anledning af
udvalgets beslutning. Er udvalgsbeslutningen derimod indbragt til amtsrådets afgørelse i
henhold til styrelseslovens § 23, påhviler det amtsrådet at træffe realitetsafgørelse i sagen.
Amtsrådet vil dog, da der foreligger en udvalgsbeslutning, kunne indskrænke sig til at træffe
beslutning om, at udvalgets beslutning skal udføres.”

Side 3
b.) Ministeriets udtalelse af 25. februar 1998
Udtalelsen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt en sag, hvori et medlem af et stående
udvalg havde benyttet sin standsningsret, kunne forelægges økonomiudvalget,
forinden sagen forelagdes for amtsrådet, , samt spørgsmålet om hvorvidt sagen på
ny kunne rejses i det stående udvalg, når sagen endnu ikke havde været forelagt
amtsrådet.
Af ministeriets udtalelse fremgår bl.a. følgende [understregningerne er efterfølgende
sat af ministeriet]:
”Standsningsretten i styrelseslovens § 23 giver det enkelte medlem en vetoret mod, at udvalgets
afgørelse i en sag bringes til udførelse, uden at kommunalbestyrelsen har truffet
beslutning herom. En afgørelse i sagen kan, når standsningsretten er gjort gældende, kun
træffes af kommunalbestyrelsen, jf. betænkning 894/1980 om kommunale styrelsesformer
og kommunalpolitikernes arbejdsvilkår, side. 39. Det antages derfor også, at udvalget ikke
er afskåret fra at opgive beslutningen med en konsekvens, at der ikke er nogen sag, der
skal forelægges kommunalbestyrelsen, jf. samme betænkning side 55-56.
At en beslutning er standset i medfør af styrelseslovens § 23 afskærer således ikke udvalget
fra at tage sagen op på ny med henblik på ophævelse af beslutningen eller med henblik på
afgivelse af en (ændret) indstilling til kommunalbestyrelsen. Sagen kan blot ikke afgøres af
udvalget…
Sagen, hvori beslutningen er standset, skal følge almindelig procedure og skal uden unødig
forsinkelse forelægges amtsrådet, eventuelt via økonomiudvalget og andre udvalg. Det
forhold, at udførelsen af en beslutning er standset, udelukker således ikke, at sagen – forinden
forelæggelse for amtsrådet – forelægges et eller flere udvalg, herunder økonomiudvalget.
…
Økonomiudvalget, som får forelagt en sag, hvori standsningsretten er gjort gældende, kan
ikke standse sagen eller kræve, at udvalget på ny tager sagen op. Det kan imidlertid være i
det stående udvalgs egen interesse at få mulighed for at vurdere sagen på ny på grundlag
af økonomiudvalgets bemærkninger, og udvalget er – som ovenfor nævnt – ikke afskåret
herfra. Udvalget kan, hvis økonomiudvalget anmoder herom, enten afgive en udtalelse eller
en indstilling eller blot henholde sig til den trufne standsede beslutning, d.v.s. afvise at tage
sagen op på ny.
Indenrigsministeriet finder herefter, at sagen om ventelisteafvikling, efter at sygehusudvalgets
beslutning […] var blevet standset, kunne forelægges for økonomiudvalget, forinden
sagen forelagdes for amtsrådet. Indenrigsministeriet finder endvidere, at sagen på ny – og
forinden forelæggelse for amtsrådet – kunne tages op i sygehusudvalget med henblik på at
afgive en indstilling til amtsrådet, uanset at indstillingen indholdsmæssigt afveg fra den
standsede beslutning…”
Der henvises endvidere til kommentaren, 2010, s. 223 f.
c.) Ministeriets telefonreferat af 28. februar 2010

Side 4
Henvendelsen vedrører bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt et flertal i kommunalbestyrelsen
kan beslutte at sende en sag, som i medfør af § 23 er bragt op i kommunalbestyrelsen,
tilbage til det stående udvalg.
Det fremgår af telefonreferatet, at det er meddelt den kommune, der har stillet ministeriet
spørgsmålet, at ”en sag, der er standset i medfør af § 23, indbringes til afgørelse
af kommunalbestyrelsen, hvorfor kommunalbestyrelsen må træffe (realitets-)beslutning i
sagen.” Der er i referatet henvist til, at ordlyden af bestemmelsen i ksl. § 23 understøtter
det i bet. 894/1980 anførte om, at det er kommunalbestyrelsen, der træffer
realitetsafgørelse i sagen, når standsningsretten er udnyttet.
Vurdering
a) Kan kommunalbestyrelsen overhovedet sende en sag, som i medfør af ksl.
§ 23 er bragt op i kommunalbestyrelsen, tilbage til fornyet behandling i det
stående udvalg?
Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt kommunalbestyrelsen overhovedet kan
beslutte at sende en sag, som i medfør af ksl. § 23 er bragt op i kommunalbestyrelsen,
tilbage til det stående udvalg, må ovennævnte telefonreferat af 28. januar
2010 – i lyset at det da stillede spørgsmål – nærmest læses således at, at det har
været opfattelsen, at dette ikke er muligt. Ministeriet har dog hverken i referatets
begrundelsesdel eller i referatets forslag til kommunikationslinje udtrykkeligt forholdt
sig hertil.
Efter ministeriets opfattelse lægger en fortolkning af bestemmelsen, herunder i
lyset af det ovenfor citerede fra bet. 894 s. 39 og s. 55 f. om bestemmelsen, imidlertid
ikke op til, at det skulle være udelukket, at kommunalbestyrelsen sender en
sag, som i medfør af ksl. § 23 er bragt op i kommunalbestyrelsen, tilbage til det
stående udvalg.
Ksl. § 23 giver ikke krav på, at kommunalbestyrelsen træffer afgørelse i sagen, jf.
bet.894 s. 55 f., idet det antages, at udvalget, hvis sag er blevet standset i medfør
af ksl. § 23, kan vælge enten 1.) at opgive beslutningen, hvorefter der ikke er nogen
sag at forelægge, jf. også ovennævnte udtalelse fra 1998, 1. citerede afsnit, 3.
pkt. eller 2.) at indstille til kommunalbestyrelsen, hvorledes sagen efter udvalgets
opfattelse bør afgøres, jf. også ovennævnte udtalelse fra 1998, 2. citerede afsnit
(der dog vedrørte spørgsmålet om udvalgets stilling, inden sagen blev behandlet i
amtsrådet). Blot kan udvalget ikke afgøre sagen. Af bestemmelsen må således
alene følge, at hvis der træffes afgørelse i sagen, skal dette ske i kommunalbestyrelsen,
jf. bet.894 s. 39 samt ovennævnte udtalelse fra 1998,1. citerede afsnit, 2.
pkt. (”En afgørelse i sagen kan, når standsningsretten er gjort gældende, kun træffes af
kommunalbestyrelsen”).
Det forhold, at kommunalbestyrelsen vælger at sende en sag, som i medfør af ksl.
§ 23 er bragt op i kommunalbestyrelsen, tilbage til det stående udvalg, er således
ikke udtryk for, at kommunalbestyrelsen i strid med ksl § 23 opgiver at træffe realitetsbeslutning
i sagen, men alene en beslutning om kommunalbestyrelsens forberedelse
af sagen, inden kommunalbestyrelsen træffer en sådan beslutning.

Side 5
Til støtte for en sådan fortolkning af bestemmelsen kan endvidere anføres, at der
kan være situationer, hvor en sådan fremgangsmåde kan være velbegrundet. Hvis
forholdet således f.eks. er det, at kommunalbestyrelsen finder, at en sag, der er
bragt op i kommunalbestyrelsen i medfør af ksl. § 23, ikke er tilstrækkeligt oplyst,
kan der være god grund til, at sagen (først) udvalgsbehandles på ny på baggrund
af en fornyet sagsoplysning.
b) Hvorledes kan det stående udvalg, der har fået den i udvalget tidligere
standsede sag tilbagesendt, behandle sagen?
Som nævnt i afsnit a), antages det i ministeriets udtalelse fra 1998, at udvalget,
hvis sag er blevet standset i medfør af ksl. § 23, kan vælge enten 1.) at opgive
beslutningen, hvorefter der ikke er nogen sag eller 2.) at indstille til kommunalbestyrelsen,
hvorledes sagen efter udvalgets opfattelse bør afgøres.
Der ses ikke at være holdepunkter for at antage, at ovennævnte to alternative
fremgangsmåder skulle være begrænset til situationer, hvor sagen endnu ikke har
været behandlet af kommunalbestyrelsen. Såfremt situationen er den, at sagen har
været behandlet i kommunalbestyrelsen og herefter på ny udvalgsbehandles, vil
udvalget blot heller ikke i denne situation kunne afgøre sagen, men må vælge enten
1.) at opgive beslutningen eller 2.) at indstille til kommunalbestyrelsen, hvorledes
sagen efter udvalgets opfattelse bør afgøres. Udvalget er ikke bundet af sin
tidligere indstilling, jf. udtalelsen fra 1998, sidst citerede afsnit.
På denne baggrund har ministeriet meddelt Statsforvaltningen Syddanmark, at det
er ministeriets opfattelse,
at bestemmelsen i ksl. § 23 ikke er til hinder for, at en kommunalbestyrelse
kan beslutte at sende en sag, som i medfør af ksl. § 23 er bragt op i kommunalbestyrelsen,
tilbage til det stående udvalg, men
at sagen ikke kan afgøres af udvalget, der således enten må ophæve sin
beslutning i sagen eller afgive indstilling til kommunalbestyrelsen om sagens
afgørelse.