2900 Happiness - Aarhus Universitet

Hvad angår forløbet omkring istandsættelsen og indretningen af natklubben, så sætter karakteren
Jan Erik som nævnt selv en ekspliciteret tidsramme for projeket: ca. en måned. Dette handlings-
forløbs "naturlige" længde er derved givet på forhånd - og dermed ville det give sig selv, hvor
længe forløbet skulle strække sig over, alt efter hvilken struktur af tiden serien nu måtte benytte.
Vel at mærke så fremt man valgte at benytte en mere eller mindre fast og eller ekspliciteret struktur
for tiden.
Hvis et afsnit kun løber over en dag, og der ikke benyttes spring frem i tiden, andet end det spring
der ville være mellem ugens sidste afsnit og den efterfølgendes uges første afsnit, så ville det
beskrevne handlingsforløb på ca. en måned altså minimum løbe over 16 afsnit med en sende-
frekvens på 4 afsnit om ugen, sådan som det er tilfældet for 2900 Happiness.
Andre handlingsforløbs længde er ikke på samme måde givet på forhånd, som for eksempel striden
mellem Jan Erik og Steen. Varigheden af sådanne handlingsforløb bestemmes på en anden måde.
Agnes Nixon svarer i Williams’ bog It’s time for my story således på spørgsmålet om, hvor længe et
handlingsforløb skal vare: “You have a gem and you turn it to the light and you turn it every way,
for every refraction that you can get; a plot, a character, exposition, and so on. And when that’s
done, it’s done; it’s time to move on. But you also hope in those refractions to catch a glimmer of
some other story, and maybe how it can cross-over and affect another plot.” 108 Det bliver altså i
sidste ende, ifølge Nixon, en vurderingssag for forfatterne, hvor længe et handlingsforløb som det
nævnte kan strækkes, hvor længe der er stof til at bevare spændingen, udvikle nye plots og
karakterer osv.
Williams analyserer i It’s Time for My Story alle amerikanske daytime soap opera i to uger med 10
episoder i januar og februar 1988 og igen i februar 1989 og 1990. Formålet var blandt andet at finde
fællestræk i deres struktur. Williams fandt blandt andet frem til, at antallet af scener i en halv times
daytime soap opera lå mellem 9 og 11, hvor en enkelt havde helt op til 14 scener. Han definerer en
scene som ”one concept, one story", men konstaterer samtidig, at scener kan være svære at
afgrænse: "It is hard to mark off scenes in, say, a party scene, which moves from couple A to
grouping B, and so on. To soap makers a scene is a “set-up”, so they tend to count more scenes than
I do.” 109
Antallet af scener stemmer dog nogenlunde overens med 2900 Happiness fra og med afsnit 18, hvor
der som tidligere nævnt blev indført en halvering af antallet af scener per afsnit. Et andet fællestræk
108 it’s s.169
109 it’s time s.180
82