2900 Happiness - Aarhus Universitet

Idet 2900 Happiness afviger fra definitionen på den normative soap opera på to så centrale områder,
ville det være nærliggende at konkludere, at 2900 Happiness ikke er en normativ soap opera, men
kun en såkaldt soap opera hybrid - og derfor skal betragtes og opfattes derefter. Man kunne også,
med 2900 Happiness som eksempel, kritisk diskutere, om Hobsens definition af den normative soap
opera måske er for begrænsende, når det gælder sendehyppigheden. For hvor skal grænsen sættes?
Hvorfor er det mindst 3 gange om ugen og mindst 52 uger året? Hvad er det der gør, at grænsen
sættes lige her? Er der tale om et slags psykologisk minimumskrav for at en serie kan opleves som
værende en del af seernes hverdag? Eller er der snarere tale om et rent historisk begrundet
karakteristika, der ikke nødvendigvis har nogen (afgørende) betydning for seernes oplevelse af en
given serie?
Betragtes spørgsmålet om sendehyppigheden i et historisk perspektiv, så var formålet med de første
soap operaer, at de skulle fremme salget af forskellige husholdningsprodukter. Antages det, at et
enkelt produkt eller en enkelt producent kun sponserede én soap opera ad gangen, så ville det
naturligvis være en fordel for producenten, hvis denne soap opera blev sendt alle hverdage - ud fra
den tanke, at mere promovering giver mere salg. Den enkelte soap ville hermed samtidig blive en
naturlig del af den hjemmegående husmors hverdag, ligesom det huslige arbejde - og med tiden er
den i udgangspunktet økonomisk begrundede sendehyppighed så blevet en del af genrens kode.
Et andet argument for sendehyppighedens betydning for soap operaen kunne være, at hyppigheden
har en konsekvens for det færdige produkt. Det, at en soap sendes så mange gange i løbet af en uge
og næsten uafbrudt igennem året, betyder, at de enkelte afsnit skal skrives og indspilles sideløbende
med at andre afsnit sendes - men også at tiden til at skrive og producere det enkelt afsnit er meget
begrænset i forhold til andre serier og film. Denne begrænsning har den konsekvens, at der ikke er
alverdens tid til at tage en scene om adskillige gange for at få det perfekte skuespil, sætte det
perfekte lys, skrive det perfekte manuskript, indspille alt on location eller lave de flotte indstillinger
og skud, som man ofte ser i dyrt producerede serier og film. Denne begrænsning kan uden tvivl
også ses i det færdige produkt, og har igennem tiden været med til at give soap operaen om ikke
nødvendigvis en bestemt form for stil, så et særligt udtryk, der kommer til syne igennem skuespil,
manuskript, kamera, lys, lyd og kulisser. Dette er et af de punkter som adskiller soap operaen fra
dyrt producerede serier og, som forskellige kritikere, heriblandt Hobson, indvender imod dyrt
producerede primetime serier som Dallas i diskussionen om disse kan betegnes som værende rigtig
soap opera.
61