Når der ikke er noget tredje valg - Sundhedsstyrelsen

De af kvinderne, der blev gravide kort efter en tidligere fødsel, følte ofte som
Stine (34 år), hvis datter Luna er fire år og sønnen Nikolai otte måneder
gammel, at de simpelthen ikke ville kunne klare at tage sig af et barn mere:
»Hvis Nikolai havde været ét år eller halvandet år, da jeg blev gravid, tror jeg ikke,
jeg havde valgt at få en abort. Så tror jeg, vi havde valgt at få en sidste. Det er jo
ikke en sjov ting, at få abort. Men mit hensyn til Nikolai var det vigtigste. Han
skulle have lov til at være den eneste. Jeg kan forestille mig, at hvis jeg gik hen og
fik en anden baby, og pludselig havde to, jeg skulle gå hjemme med, to, der begge to
skulle bæres… jeg kunne forestille mig, det ville blive ualmindeligt hårdt at have to
så små børn. Jeg tror, jeg ville gå bims med to små. To der græder. Allerede nu kan
jeg jo se, at hvis jeg sidder med Nikolai, så vil Luna have opmærksomhed, og hvis
jeg sidder med Luna, så kan han sidde hos sin far og vræle og vil over til sin mor –
og så nummer tre. Jeg tror ikke, jeg ville kunne klare det.«
Selvom mange af kvinderne, som også Stine, i princippet havde sociale
netværk bestående af forældre, søskende og veninder, følte de sjældent, at de
kunne trække på disse relationer i det daglige arbejde med børn og familie –
fordi venner og familie jo har »deres eget liv«.
For en del af indvandrerkvinderne blev problemerne med at tage sig godt nok
af deres børn forstærket af, at de var nye i Danmark og brugte megen energi
på at etablere et liv her. I den proces følte mange, at det at få et barn mere ville
gøre det endnu vanskeligere for dem at få skabt det liv, de gerne ville kunne
tilbyde deres børn. Asma (37 år), der oprindeligt er fra Marokko, bor alene
med sine tre børn på ni, seks og halvandet år. Hun har boet i Danmark siden
1996, er for nylig blevet skilt, og er arbejdsløs. Hun sagde:
»Jeg tænkte, mine børn er stadig små, og jeg taler ikke godt dansk. Jeg vil gerne
lære dansk og arbejde for os, så vi kan få et godt liv. Dengang jeg kom hertil var jeg
meget optimistisk. Jeg tænkte, jeg taler fransk, jeg har en uddannelse, jeg vil have et
barn mere, og så vil jeg få mig et job og få et rigtig godt liv og leve helt almindeligt.
Jeg troede ikke, det skulle gå på denne måde.«
Asma følte, at med et barn mere, ville det blive endnu vanskeligere for
hende at lære dansk og finde det job, hun gerne ville have. Flere andre af
indvandrerkvinderne talte som Asma om, hvor vanskeligt det var at få arbejde
og et »almindeligt liv« i Danmark, selvom det var det, de havde håbet på, da
de kom hertil. Alma (32 år), der oprindeligt er fra Bosnien, fortalte, at hun
ikke kunne overskue at skulle »starte forfra« med et helt nyt barn nu, hvor hun
endelig efter ni år følte, hun var ved at blive etableret i Danmark:
»Før jeg fandt arbejde, var det virkelig svært for mig. Men jeg fandt arbejde, vi
købte hus, og det hele faldt på plads i harmoni. Og så skulle jeg lige pludselig starte
forfra? Det vil jeg ikke. Jeg har ikke tid og ro til det. Da jeg kom til Danmark,
startede jeg også forfra. Det er ikke som danske kvinder, de har rigtig mange ting i
79
Når der ikke er noget trejde valg - social sårbarhed og valget af abort