Når der ikke er noget tredje valg - Sundhedsstyrelsen

er ulige fordelt i Danmark i dag – og at nogle kvinder har væsentligt færre
ressourcer end andre til rådighed i håndteringen af de livsproblemer, de måtte
møde. Når indvandrerkvinder fra ikke-vestlige lande får flere aborter end
kvinder med dansk baggrund, kan det således tages som udtryk for, at de er
mere sårbare socialt end de fleste kvinder med dansk baggrund. De er mere
marginaliserede og har dermed ikke den samme adgang til information og
vejledning om prævention, og ofte har de ikke de sociale ressourcer, der skal til
for at magte et nyt barn. Det er dog samtidig vigtigt at være opmærksom på, at
indvandrerkvinder hverken er en éntydig kategori eller en kategori for sig – men
at mange indvandrerkvinder, som vi her har dokumenteret, i vidt omfang deler
vilkår med andre socialt sårbare kvinder i Danmark i dag.
Tidligere dansk forskning indikerer, at socialt svage kvinder har en større risiko
for at måtte gennemgå en eller flere aborter end mere privilegerede kvinder.
En undersøgelse udført af Wohlert og Møller-Larsen (1978) viste, at ca. 50%
af abortsøgende kvinder levede under sociale forhold, hvor omsorgen for et
nyt barn enten ville indebære en akut social belastning af kvinden eller en
yderligere belastning af en i forvejen belastet kvinde. Undersøgelsen viste også,
at abortsøgende kvinder havde mere usikre samlivsformer og mere usikre
erhvervsstillinger end gravide kvinder. Niels Kr. Rasmussen (1983) fandt,
at 40% af abortsøgende kvinder valgte abort, fordi de følte, de manglede
»personlige ressourcer«. I en særanalyse af de sociale forhold hos abortsøgende
kvinder, som var gift eller samlevende, under 35 år, og havde færre end to børn,
fandt Rasmussen (ibid.), at aborthyppigheden stiger med faldende indkomst,
at de kvinder, der er mindst etablerede på arbejdsmarkedet – de arbejdsløse
og de uddannelsessøgende – har en relativt høj aborthyppighed, at der er flere
abortindgreb blandt kvinder med relativt korte parforhold, og at kvinder, hvis
boliger er overbefolkede, har en højere abortratio. Rasmussen konkluderer, at
valget af abort sker under hensyntagen til de objektive muligheder for at have
børn. Ole Bertelsen (1994) dokumenterede ligeledes større arbejdsløshed blandt
abortsøgende end fødende kvinder. Han fandt også, at fødende kvinder oftere
end abortsøgende var funktionærer eller tjenestemænd, og dermed placeret i
en ret sikker position på arbejdsmarkedet. Rasch et al. (2002) dokumenterer,
at blandt abortsøgende kvinder i alderen 20-39 år, som var gift/samlevende og
havde færre end to børn, var der betydeligt flere kvinder uden en videregående
uddannelse, der valgte abort, end blandt de kvinder, der havde en videregående
uddannelse. Ligeledes var kvinder i sidstnævnte undersøgelse med en månedlig
indkomst under 5.000 kr. og arbejdsløse kvinder mere tilbøjelige til at vælge
abort end kvinder med en højere indtægt og kvinder, der var i arbejde.
Såfremt dårlig økonomi, kortvarig uddannelse, skrøbelig tilknytning til
arbejdsmarkedet og skiftende parforhold kan tages som indikationer på
en vis social sårbarhed, er sammenhængene mellem provokeret abort og
social sårbarhed således allerede dokumenteret i dansk abortforskning.
Den eksisterende forskning indikerer, at abortsøgende kvinder ofte er
mindre veletablerede end fødende kvinder, i deres parforhold såvel som på
180
Når der ikke er noget trejde valg - social sårbarhed og valget af abort