Når der ikke er noget tredje valg - Sundhedsstyrelsen

følte selv, at det er moralsk problematisk at få en abort, og var derfor bange for
at blive fordømt for det af andre. Jytte (36 år), f.eks., forklarede, at problemet
måske mest var, at hun selv i bund og grund var så dybt ked af den handling,
hun havde udført:
»Vi har slet ikke snakket med andre end hinanden om aborten. Der er ikke nogen,
der ved det, hverken mine forældre eller søskende. Det er måske også, fordi jeg har det
så dårligt med det. Jeg synes, det er noget skidt at få lavet. Det bryder jeg mig bestemt
ikke om, og Jens har det på samme måde. Fysisk var det jo ikke noget problem, men
psykisk havde vi det skidt. Fordi det var en handling, jeg egentlig havde gjort imod
min vilje, selvom det selvfølgelig var mig, der havde valgt. Følelsesmæssigt synes jeg, det
var meget meget svært. Det var svært, fordi når man snakkede med nogen, og de sagde,
‘Hvordan har I det, hvordan går det’, sagde man, ‘Jamen, vi har det da godt og det
går skide godt’. Og det gjorde det faktisk ikke. Indeni havde jeg det bare så dårligt med
det.«
Men skønt de fleste af kvinderne var bange for at møde fordømmelse fra andre,
var der ikke én, der fortalte, at hun reelt havde oplevet at blive fordømt eller
kritiseret for hverken den uønskede graviditet eller sit valg af abort. Tværtimod
havde alle mødt støtte og opbakning hos dem, de havde betroet sig til. Susan (29
år), f.eks., fortalte, hvordan en veninde havde bakket op om hendes valg:
»Min veninde, hun siger så det der med, ‘Jamen, hvis du havde fået én mere, så
havde du s’gu gået i hundene’, ikke også. Hvor hun siger, det er ikke pinligt at få en
abort. Det er mere, at hvis jeg nu havde valgt at få dette her lille barn mere, ikke, så
havde hun virkelig følt, jeg var et røvhul overfor pigerne. For det havde de ikke brug
for.«
Mange af kvinderne fortalte også, at det havde betydet meget, at de følte, de blev
mødt med accept og forståelse på hospitalet, da de skulle have aborten. Som
Susan sagde:
»Det betyder meget, hvordan man har det på det sygehus. Og jeg synes bestemt ikke,
jeg er blevet ubehøvlet behandlet. Jeg har ikke følt, jeg er blevet kigget ned på, hvis
man kan sige det sådan. De to gange, jeg har været inde, har jeg følt, at jeg er blevet
taget godt imod og er blevet behandlet godt, og jeg har fået den oplysning, jeg skulle
have. Jamen, så føler man ikke det der pinlige over det, det gør man ikke. Hvis man
nu var blevet set ned på, så havde man det nok også mere dårligt med at gøre det.«
Marianne (37 år) sammenlignede den behandling, hun fik på hospitalet nu, med
en abortoplevelse, hun havde haft som meget ung for ca. 20 år siden:
»De var enormt søde på hospitalet. Jeg syntes, det var et meget behageligt sted. Jeg
følte mig meget godt taget imod. Jeg havde meget dårlige minder fra sidst, jeg fik
en abort. Det var noget helt andet, og jeg følte mig virkelig anklaget. Der var en
oversygeplejerske, som gav én dårlig samvittighed og fik én til at føle sig som en tøjte.
175
Når der ikke er noget trejde valg - social sårbarhed og valget af abort