Når der ikke er noget tredje valg - Sundhedsstyrelsen

eller noget som helst, jeg blev bare forelsket i ham. Han var bare så sød, han var
sådan en drømmefyr for mig. Han trykkede bare på nogle punkter indeni min
krop, du ved, jeg var bare i ekstase. Jeg havde tanken – pas på, pas på, pas på
– men den var så svag, at jeg ikke reagerede på den. Lysten var så stærk, at den
ligesom dækkede over den der angst for graviditet. Den forsvinder lidt, når man er
så vild med en fyr, og man er så tændt, så tændt, så tændt, ikke. Så det er faktisk
ikke kun en kvindes opgave. Og det er meget overladt til os piger, ikke.«
Det fremgik af interviewene, at langt de fleste par, i faste forhold såvel
som i løsere, taler sammen om, hvordan de bedst beskytter sig. Det var
imidlertid også tydeligt, at denne dialog finder sted i en situation, hvor langt
størsteparten af de tilgængelige præventionsformer er udviklet til kvinder, og
hvor der er visse kulturelle forventninger om, at forebyggelse af graviditet er
et kvindeligt ansvarsområde. Flere af kvinderne havde således i en årrække
brugt en bestemt form for prævention, særligt p-piller, men også ofte spiral
eller kondom, og fortsatte med denne præventionsform igennem skiftende
seksuelle forhold. Som Britt (19 år) bemærkede:
»Mange fyre forventer simpelthen bare, at piger tager p-piller. De spørger ikke
engang.«
Enkelte af de kvinder, der levede i faste forhold, valgte prævention stort set
uden at tale med deres partner om det. Det gjaldt særligt blandt indvandrerne.
Jovanka, f.eks., talte med sin mor og med lægerne i Sex og Samfunds klinik
i København, men ikke med sin mand, inden hun besluttede sig for at få
en spiral. I andre tilfælde, særligt hvor kvinden havde haft problemer med
at bruge spiral og/eller p-piller, blev valget af prævention dog genstand for
samtale og forhandling parret indbyrdes. I denne sammenhæng erklærede en
del af mændene, særligt blandt indvandrerne, at de ikke ville bruge kondom,
og nogle heller ikke afbrudt samleje. Det er Muuminas historie et eksempel
på:
Muumina (33 år) har i alt syv børn i alderen ét til 15 år. Fem af børnene bor
sammen med hende og hendes mand i Danmark, mens to bor sammen med
hendes mor i Somalia. Hun kom til Danmark fra Somalia i 1996, og fire
af hendes børn er født her. Muumina er ked af, hun blev gift og fik børn så
tidligt, for hun ville gerne have haft en uddannelse. Men som hun forklarer:
»I vores religion er det sådan, at hvis det er muligt at få børn, bør man beholde
dem.«
Nu håber hun i stedet, at hendes døtre kommer til at få en uddannelse. Til
spørgsmålet om, hvorfor hun har valgt at få abort, siger hun:
»Jeg kan ikke klare mere. Jeg har været gravid fem gange, siden jeg kom til
Danmark, jeg kan ikke klare mere. Derfor.«
133
Når der ikke er noget trejde valg - social sårbarhed og valget af abort