Når der ikke er noget tredje valg - Sundhedsstyrelsen

kun mig, der gør det. Det er typisk med drengeopdragelse i Iran, de er ikke vant til
det. Der er ikke nogen, der har lært dem det. Min mand er meget hjælpsom, han
vil gerne hjælpe, men han kan ikke finde ud af tingene. Han vil aldrig sige, ‘jeg vil
ikke lave mad’, det er fordi, han ikke kan finde ud af det. Men jeg bliver så træt.
Hvis jeg skal stå og bruge to timer på at forklare ham det hver gang, så kan jeg lige
så godt gøre det selv. Jeg skal læse til min skole, jeg har ikke tid til at stå og opdrage
ham, vel.”
Under dele af interviewet med Samira (30 år), som er mor til fire og
oprindeligt fra Libanon, var hendes 12-årige datter Amina til stede. Da
samtalen faldt på Samiras motiver for at vælge abort, talte hun om, hvor træt,
hun tidligere havde været, når hun var gravid – og Amina indskød:
“Ja, for min far, han hjælper ikke meget. Han er altid træt og kan ikke hjælpe
meget, og så bliver min mor træt og kan ikke klare det hele helt alene. Men
jeg hjælper, jeg køber ind og sådan, og jeg gør rent. Men min lillesøster og min
lillebror, de slås meget. Det er svært for min mor, når hun er gravid, hun har også
Mahmoud [det yngste barn, på ét år] og skal passe ham. Han vil ikke have, at jeg
passer ham, så bliver han ved med at græde. Min mor skal altid være der. Så det er
svært at være gravid og have et lille barn. Vi store børn kan godt lide at være ude,
vi går over til MacDonalds og ud og shopper og sådan noget, så vi kan ikke passe
på Mahmoud, hvis mor fik et barn. Så skal mor være alene med to små. Min mor
ville gerne have barnet. Men det ville være besværligt, hun ville blive træt og svag
og måske… Måske, hvis vi havde et større hjem, og Mahmoud var lidt større, og
hvis min far hjalp mere, så ville hun gerne have et barn til.”
Samira underbyggede sin datters svar ved ligesom Fatima at fortælle om,
hvordan hun følte, at hele ansvaret for børn og hjem hvilede på hendes
skuldre, selvom hendes mand var arbejdsløs og egentlig havde tid nok.
Tilsvarende sagde Yasmin, der kom til Danmark fra Tunesien for fem år siden
for at blive gift med sin nuværende mand:
“Min mand hjælper overhovedet ikke med noget, hverken med rengøring eller
andet. Selvom jeg ikke kan tale dansk, så hjælper han ikke. Overhovedet ikke,
hverken hjemme eller udenfor. Han bruger al sin tid med venner, på gader og veje.
Så hvorfor skulle jeg få et barn til? Nu er de to, så jeg kan tage dem begge to med,
hvis jeg skal til lægen eller et andet sted. Men hvis de er tre, og én der skal amme…
hvad skal jeg så gøre? Så kan jeg ikke tage mig af dem alle sammen. Mit problem
er deres far. Han er mit tredje og største barn. Det er et rigtig stort problem. Når
børnene er syge, er det mig, der holder vagt om natten. Han bryder sig overhovedet
ikke om børnene, når min datter for eksempel kaster op eller har høj feber og
græder, så siger han, ‘du skal ikke græde, jeg vil sove nu.’ Han vil ikke tage sig af
dem. Heller ikke om natten. Han er meget egoistisk, tænker kun på sig selv. Det
er hans opdragelse, han er blevet opdraget på den måde. Han vil bare hvile sig
hele tiden, have noget varm kaffe og tænke på sig selv. Så det er mit ansvar at tage
mig af børnene. Da jeg blev gravid sidste gang, skabte det et problem herhjemme.
99
Når der ikke er noget trejde valg - social sårbarhed og valget af abort