Når der ikke er noget tredje valg - Sundhedsstyrelsen

Som 22-årig blev hun gift med sin nuværende mand, der oprindeligt er fra
Irak. Et år senere fødte hun sit første barn. I dag er hendes børn otte, seks
og knap ét år gamle. I de år, hun har boet i Danmark, har Fatima arbejdet
en række forskellige steder, mest med rengøring og køkkenarbejde. På grund
af en arbejdsskade og på grund af sine fødsler og barsler har hun dog været
relativt kort tid hvert af de steder, hun har arbejdet. Fatima er for nylig
blevet separeret fra sin mand. Separationen var hendes initiativ. I de 10 år,
de har levet sammen, har han aldrig hjulpet til derhjemme. Det er Fatima,
der har haft hele ansvaret for alt, der har med børn og husholdning at gøre.
Hendes mand kan ikke lave mad eller noget andet, han ikke så meget som
vasker sin kop, når han har drukket kaffe, siger Fatima. Så hun tog initiativ
til separationen, for at han skulle prøve selv at mærke, hvor meget arbejde,
børn og hjem indebærer. Af hensyn til børnene regner hun med, at hun vil
lade ham flytte ind igen senere, når han har lært at hjælpe til. Aborten var også
hendes beslutning, for hendes mand ville gerne have haft barnet. Men Fatima
var ligeglad. Hun sagde, at siden det er hende, der har ansvaret for deres børn,
måtte beslutningen være hendes. Selvom abort ifølge islam er forbudt, og
Fatima beskriver sig selv som en tro muslim, syntes hun, abort var det eneste
rigtige. Hun synes, man skal tænke på kvinder og børn og på, at det er hårdt
for kroppen med mange fødsler.
“Problemet er manden. Mændene skal lære at forstå, at de skal hjælpe kvinderne.
En kvinde kan ikke tænke, hvis hun hele tiden skal tænke på de hjemlige pligter.
Så kommer man til at sidde i skolen og tænke på, at man har glemt at tage sin
datter til læge, eller på, hvad man skal købe ind i eftermiddag. Problemet er
måden, drenge og piger opdrages på.”
Når hendes yngste barn bliver lidt ældre og får vuggestueplads, håber Fatima,
at hun kan komme på kursus og lære mere dansk, og at hun måske kan få et
arbejde som pædagogmedhjælper senere. Hun synes, det er hårdt at opfostre
sine børn i Danmark, fordi man skal arbejde og tage sig af sine børn på samme
tid. Hun håber at kunne få en ung pige hertil fra Marokko, som kan hjælpe
hende i hverdagen og med at få det til at hænge sammen med arbejdet og
hente og bringe børnene i vuggestue og skole.
Flere andre af indvandrerkvinderne valgte at få abort, fordi de følte sig
overbevist om, at ansvaret for et nyt barn ville blive deres helt og holdent. Det
gjaldt bl.a. Shahla (25 år), som endnu ikke har børn. Hun valgte at få abort til
trods for, at hendes mand gerne ville have et barn. Men da hun i det daglige
ikke føler, at hun kan regne med ham, troede hun ikke på ham, når han
sagde, at han godt kunne tage ansvaret for et barn. Han har været i Danmark i
kortere tid, end hun har, og er endnu kun ved at lære dansk:
“Jeg synes, at lige nu er det kun mig, der knokler, ikke. Med alt. Lede efter lejlighed
til os, holde styr på vores økonomi, finde ud af, hvad vi skal købe og ikke skal købe.
Sådan nogle ting, det står jeg for, ikke. Ting herhjemme gør han heller ikke. Det er
98
Når der ikke er noget trejde valg - social sårbarhed og valget af abort