Et kysk og forvovent Borgerbarn” – Claussens ærbare ... - Dansk.dk

Ja, selv skøgen, der vel historisk set er repræsentant for de laveste i samfundet,
modtager Claussens hyldest i ”Sorte Blomst” (Djævlerier, 1904). Her møder vi nemlig en
pige, som ikke blot foragter samfundsnormen, men derimod ligefrem krænker den, da
Hun lo af Vorherre selv og hans Kors / og vendte Præsten sin bag som et Hors (1,9/10). Og
som Mylady er hun sort som kul, men dog mere lattermild – ja, fuld af Letsind og
Flammer, Ild og Bedrag (3,2), hvorfor hun trods sin bestilling som skøge og ikke som
gudinde måske kunne minde ikke så lidt om Afrodite. Og på samme måde som
sidstnævnte er hun da ikke heller ikke bleg for at lære os lidt om sin egen moral: da hun
opdager, at den mand, som hun elsker hidsigt og hedt (11,5) planlægger at gifte sig
borgerligt, er det sket med deres forhold og hans formue, og han må hænge sig. På denne
måde bliver Sorte Blomst symbol på en lærdom om, at man ikke kan leve et dobbeltliv
og nøjes med at dyrke dæmonien halvt; man må overgive sig til den, eller helt lade være.
Således er det da også digtets empiriske jeg, der ender med en plads ved Sorte Blomsts
side, og ikke hverken hans ene eller anden ven. Ligesom Kong Saul overgiver han sig
fuldt til djævlerierne, hvilket vist også Claussen drømte om at gøre – selvom, eller måske
snarere: fordi – han på dette tidspunkt var sat borgerligt fast i sit ægteskab med Anna
Claussen (før Christensen), borgerpigen fra Horsens.
Opregner man alle disse frivole og sortsmudsede kvindeskikkelser, står en ting altså
klart: De er alle et billede på den hyldest af de vrangvendte normer, som Claussen
ønskede at bekende sig til, men dog alligevel ikke kunne slippe i kraft af sin stadige
position som borgerlig ægtemand og forsørger. Og som han måske heller ikke helt til
bunden ønskede at slippe, idet vi jo tidligere har set hans store fascination af netop
denne umulige borgerlighed. Som slutpunkt i udspaltningen mellem
borgerpigen/hustruen, den erotisk inspirerende mytologiske kvinde og den grumme og
grimme djævelske samme står sidstnævnte altså tydeligt frem som en sort kritik af de
gældende regler og en total pagtslutning med det forbudte og amoralske – som Claussen
dog ikke selv kunne fuldbyrde, men i stedet måtte søge gennem sin digtning og som i
Imperia lade andre udtale. Det gør han også i digtet ”Livets Kermesse” (Djævlerier,
1912), hvor endnu en rigtig strigle, nemlig slangetæmmersken Miss Wanda optræder.
Eftersom hun er den Vellystslange, som omslynger Verden (29, 3), indtræder hun hurtigt i
et erotisk forhold til digtets jeg, som ikke siger nej – men som også får øjnene op for den
mekaniske dukke, der fordrejer andre mænd på hotellet. Det bliver Miss Wanda klar
19