Fiskefakta

Fiskefakta
Torsk (Gadus Morhua):
Diverse: Torskens kød bliver løsere i de varme perioder, hvor den tager mest føde til sig, modsat om vinteren
og i gydeperioderne om foråret. En gammel regel siger, at man af samme grund kun skal spise torsk i
måneder med "r" i. Torsken skifter farve efter sit levested.
Bestand: Bestanden af torsk blev stabiliseret i 1980'erne via EU's kvoteordninger. Det har vist sig, at kvoten
blev sat for højt, således at torskebestanden nu er truet. Man var for optimistisk med hensyn til artens
reproduktion.
Kendetegn: Torsken skifter farve efter dens levested (f.eks. bliver den ildrød på stenet bund), men alle arter
har en lys sidelinie. Desuden har de overbid og en skægtråd, hvorpå der sidder sanseceller, som gør dem i
stand til at registrere, om der er føde i nærheden. Kødet er hvidt og saftigt.
Størrelse: Mindste fangstmål er 35-40 cm. Fanges der torsk under denne størrelse, skal de sættes ud igen,
iflg. loven. Maksimale størrelse er 180 cm.
Levested: Torskens levevis er afhængig af, hvor den færdes. Den kan leve på lavt vand ved kysten og på stor
dybde. Torsken er en decideret koldtvandsfisk, der om sommeren undgår de lav-vandede kystområder, hvor
vandet er for varmt. De nordligste arter vandrer i forbindelse med gydningen op til 1000 km. Der er seks
store torskestammer, hvoraf bestanden i Nordsøen er én af dem. Torsken er udbredt i Nordatlanten. I de
skandinaviske farvande er den almindelig indtil den Botniske Bugt.
Føde: Torsken er en altædende rovfisk. Den lever af såvel artsfæller som andre fisk så som tobis, brisling og
sild samt af skaldyr, ja selv store krabber sluger den uden at tygge skjoldet.
Gydetid og –sted: Torsken gyder om vinteren; i Nordsøen hovedsagligt omkring februar/marts. Torsken
gyder ”fra midten af vandsøjlen og ned til bunden”. Dvs. at gydningen finder sted på forholdsvis dybt vand.
Gydeperioden kan strække sig over flere dage, da æggende gydes af flere forskellige omgange. Samlinger af
gydende torsk kan findes i Nordsøen hele vejen langs kysten, mens der i Kattegat og Bæltfarvandet aldrig er
registreret nogle. (Muligvis finder gydningen dog bare sted i de dybere dele.) Æggene klækkes efter 10-30
dage afhængig af temperaturen.
Hvilling (Merlangius Merlangus):
Diverse: Små hvillinger er en plage for lystfiskere, da fiskene har en uforklarlig evne til at nippe til
maddingen, indtil agnen er ædt, uden at komme i karambolage med krogen
Kendetegn: Hvillingen mangler skægtråden. Den kendes på de spidse tænder og overbiddet samt den sorte
plet ved grunden af brystfinnen. Som mange andre torskefisk har den tre rygfinner og to gatfinner.
Farveskalaen går fra lys ved bugen til mørk ved ryggen. Farveintensiteten svækkes hurtigt efter fangst
Størrelse: Officiele fangstmål er fra 23-65 cm.
Levested: Den lever ofte tæt ved kysten og kan findes på alle dybder ned til 200 m. Findes i Sortehavet,
Middelhavet, i det østlige Atlanterhav fra Gibraltar til Nord-Norge. Desuden i indre danske farvande og i
Østersøen til omkring Øland/Gotland.
Føde: Hvillingen lever af småfisk og mindre skaldyr. Af og til æder den også sin egen art.

Gydested: I 3 til 4 års alderen er hvillingen kønsmoden. Den gyder i danske farvande i marts og april på en
dybde fra 30 til 100 meter. Den gyder pelagisk. En pelagisk fisk lever på det åbne hav og vandrer over store
afstande.
Blåhvilling (Micromesistius poutassou):
Diverse: Blåhvillingen kaldes også sortmund og er en meget talrig fisk. Eksperter påstår, at det er muligt at
udnytte de uudforskede ressourcer og dermed udvide de årlige fangster med mere end 1 million ton.
Kendetegn: Blåhvillingen har underbid og ingen skægtråd. Både dens mundhule og gællehule er sorte, deraf
navnet sortmund. Fisken kendes lettest på, at de tre rygfinner sidder med stor af-stand fra hinanden. Den
blanke kropsside har et svagt lilla skær. Kødet er meget blødt og ikke særligt interessant som menneskeføde.
Af uforklarlige grunde angribes fisken ofte af parasitter.
Størrelse: Ingen officiel mindste fangstmål, men blåhvillingen kan blive op til 50 cm.
Levested: Blåhvillingen lever på 200-700 meters dybde, men den fanges almindeligvis på 200-500 meters
dybde.
Føde: Blåhvillingens favoritføde er plankton (krill) og småfisk.
Gydested: Blåhvillingen bliver kønsmoden, når den er 2-7 år gammel. Gydningen foregår i månederne marts
og april. De vigtigste gydeområder ligger vest for De britiske Øer.
Mørksej (Pollachius virens):
Diverse: Mørksej kendes også under navnene gråsej eller bare sej. Sejen er meget glubsk og søger ofte ind til
kysten efter føde. Fiskerne kalder fisken for mørksej i modsætning til lubben, der kaldes lyssej.
Kendetegn: Sejen er den mørkeste af sine artsfæller i torskefamilien. Den har en blåsort ryg og en næsten
lige, lys sidelinie. Skægtråden mangler - eller er ganske lille - og den har underbid. Gattet er placeret under
den bagerste del af den første rygfinne. Kødet er en smule mørkere og blødere end torskens
Størrelse: Mindste fangstmål er 40 cm. Sejen kan blive op til 130 cm.
Levested: Sejen lever i åbent hav. Den vandrer langt omkring i stimer - ofte for at jage sild. Udbredt i den
nordlige del af Atlanten. I de skandinaviske farvande indtil Skagerrak og sjældnere i den vestlige Østersø.
Føde: Den lever af småfisk, fiskeyngel samt krebsdyr, som effektivt- -filtreres fra vandet ved hjælp af et
veludviklet gællegitter.
Gydested: Sejen gyder op til 4 millioner æg i saltholdigt vand ved en -temperatur på 6 til 8 grader og i 100 til
200 meters dybde.
Lyssej (Pollachius pollachius):
Diverse: Lyssej kaldes også lubbe eller blåsej. Karakte-ris-tisk for lyssejen er, at den, i modsætning til den
nærtbeslægtede sej, lever ved kystområder. De store fisk færdes ofte ved tilvoksede skibsvrag. Lyssejen er en
af de mest populære sportsfisk for kystlystfiskere.
Kendetegn: Lyssejens ryg er brun og den mørke sidelinie buer over brystfinnen. Gattet ligger under første
rygfinne. Skægtråden mangler og underbiddet er kraftigt. Kødet er fast, lyst og delikat.

Størrelse: Mindste fangstmål er 30 cm.
Levested: Lyssejen lever fortrinsvis nær bunden, både ved kyster og indtil 200 meters dybde. Den tåler ikke
for lavt saltindhold. Udbredt i det nordøstlige Atlanterhav ind i Barentshavet fra det nordlige Norge og
Svalbard ned til Nordafrikas kyst. Almindelig i de skandinaviske farvande ind til Øresund. Den kan dog en
sjælden gang træffes i den østlige Østersø.
Føde. Unge fisk lever af orme og mindre skaldyr, i modsætning til de ældre, som lever af sild og brisling.
Gydested: Lyssejen gyder op til 200.000 æg fra februar til april på ned til 100 meters dybde. Gydningen
foregår altid tæt på lyssejens stamsted i en vandtemperatur på mellem 8 og 10 grader.
Kuller (Melanogrammus aeglefinus):
Diverse: Den sorte plet på kullerens side siges at være et tommelfingeraftryk, som apostlen Skt. Peter
efterlod, da han holdt fisken og fandt tempelskatten. Samme historie er knyttet til Skt. Petersfisken. Pudsigt
nok findes ingen af de to arter i Gene-zareth Søen, hvor hændelsen ifølge legenden fandt sted. Bruges i
”Fish´n´chips”.
Kendetegn: Sammen med torsken og sejen hører kulleren til de fiskeri-mæssigt vigtigste arter inden for
torskefamilien (Gadidae). Den har tre rygfinner og to gatfinner. Desuden har den en lille skægtråd og en
mørk sidelinie. Den kendes nemt på den mørke plet over brystfinnen.
Kødet minder meget om torskens, men flagerne er mindre og det er en smule mere tørt.
Størrelse: Det mindste fangstmål for kuller er 32 til 35 cm. Den normale maximale størrelse og vægt er 45
cm. Undtagelsesvis kan den dog blive meget størrere.
Levested: Kulleren lever på sandet bund i 20 til 300 meters dybde. Findes i det østlige Atlanterhav fra
Biscayen til Island, Svalbard og Kola Halvøen. I danske farvande indtil Øresund og Bælterne
Føde. Kulleren lever blandt andet af fiskeyngel, silderogn og orme.
Gydested: Kulleren er kønsmoden i 3 til 8 års alderen, afhængig af leve-sted. Den gyder op til 1 million æg i
meget saltholdigt vand, der er 5 til 7 grader varmt og i 50 til 150 meters dybde.