At blive køn med autisme ”

”At blive køn med autisme ”
En præsentation om piger diagnosticeret med autisme og betingelser for feminine
tilblivelser, i en androcentrisk autismematrix.
V/ Stud. Pæd. Betina Baden DPU – Århus Universitet, Campus Emdrup
AUTISME, KØN OG SUBJEKTIVERING
Emnet for min præsentation er autisme, køn og subjektivering, hvor jeg i dagens svenske 1 anledning` flirter`
med begrebet habilitering, et begreb som ikke anvendes i en dansk lovmæssig kontekst 2 . Derfor vil det
være interessant for mig at flette habiliteringsbegrebet ind i min analyse for i dag, og se hvad det bringer
med sig. Vi skal kaste et blik ind i et hjørne af min specialeproduktion ved Danmarks Pædagogiske
Universitetsskole, hvor jeg afslutter min uddannelse til cand. pæd i pædagogisk psykologi 3 , sommer 2011.
Specialet er en undersøgelse om autisme, køn og subjektivering med fokus på hvordan feminint
kropsmærket individer bliver til som køn. Til konferencen i dag, har jeg valgt at præsentere nogle af de
betingelser der sættes for både feminint kropsmærkede individers konstruktioner af køns – identiteter i en
dansk specialklub kaldet ”Klub Cubana” 4 . En klub der henvender sig til børn og unge (10 – 18 år) med
forskellige psykiske funktionsnedsættelser, deriblandt autisme – Og fra det ståsted kaste blikke over på
specialskolens konstruktioner af køns - identiteter.
3 AKTUELLE FORSKERE
Baggrunden for undersøgelsen om autisme, køn og subjektivering er informeret af svenske dr. Svenny
Koop` s afhandling fra 2010, hvor hun bl.a. peger på:
• Indikatorer for autisme hos piger
• Udvikling/ supplering af kliniske undersøgelsesmetoder
• Menneskelige omkostninger af sen diagnosticering
1
Konference Helse og samfund, Malmø Høgskola d.5/4-2011
2
Solbakkensnet.dk, Hvidbog om rehabilitering: Marselisborgcenter/rehabiliteringsforum DK
3
Master in Educational psychology
4
Synonym for specialklubbens virkelige navn. Der findes en natklub i GOA og en G/L – natklub i Tyrkiet med samme
navn. Hvilket først er kommet til mit vidende efter fastsættelsen af synonymet.

• Tidligere autisme – drenge - studier
Af tidlige studier er der tale om Leo Kanner` s studie publiceret 1943 hvor 8 ud af 11 børn var drenge, samt
Hans Asperger` s studie publiceret 1944, der byggede sine konklusioner udelukkende på studier af drenge.
En anden undersøgelse som har informeret mit speciale er danske adjunkt i specialpædagogik, Lotte
Hedegaard – Sørensen` s Phd. afhandling fra 2010 der bryder med den psyko - medicinske dominans i
autisme feltet. Med sit pædagogiske Bourdie – inspirerede feltstudium, åbner hun op for at gå til feltet med
andre paradigmer end det naturvidenskabelige paradigme. Forskningsinteressen hos Hedegaard -
Sørensens er de pædagogiske og didaktiske rum som lærere producerer for elever med autisme. En tredje
forsker, hvis arbejde informerer mit speciale er Professor Maija Holmer Nadesan fra Arizona State
University som bidrager med en Foucault - inspireret analyse der giver et bud på hvordan konstruktionen af
ideen om autisme blandt andet er stærkt informeret af det psyko - medicinske paradigme. Nadesan peger
ligeledes på den psyko – medicinske dominans af autismefeltet, der anviser hvordan vi kan forstå, forklare,
beskrive, evaluere og intervenere i forhold til individer med diagnosticeret med autisme. De tre forskere
gør det muligt for mig at gå til feltet med en særlig sensitivitet overfor køn.
BEHOV FOR VIDEN OG UDDANNELSE OM PIGER DIAGNOSTICERET MED AUTISME
Koop efterlyser uddannelse indenfor offentlige virksomheder i forhold til piger med psykiske
vanskeligheder, sociale interaktions - og koncentrationsvanskeligheder: ”Behovet av utbildning om flickor
med psykiska problem, sociala interaktionssvårigheter och/eller koncentrations-svårigheter inom alla sam-
hällets offentliga verksamheter är mycket stort” (Koop 2010). Fra mit empiriske materiale har vi følgende
udsagn fra det Danske Center for Autisme` s udviklings og forskningsgruppe: ” man har ikke så meget
erfaring med pigerne, man er måske lidt på bar bund. Der er ikke nok forskning i det her, så alt hvad jeg står
og siger, det er hypoteser, vi ved det faktisk ikke”.(Psykolog CFA – Gruppen 2010). Der er mangel på viden
om piger diagnosticeret med autisme, og det er denne mangeltilstand som jeg har ladet mig anråbe af.
Men hvor Koop bevæger sig indenfor et psyko- medicinsk paradigme med et ontologisk studie, så er jeg
ude i et andet og epistemologisk ærinde. Jeg er interesseret i at producere et kundskabstilbud om piger` s,
diagnosticeret med autisme, tilblivelse efter de er blevet diagnosticeret, visiteret og lever hverdagen.
STEMMER FRA FELTET - facebookgruppe
Stemmer fra feltet der udtrykkes i en facebookgruppe knytter autisme og køn samme på følgende måde:
• ”vi møder nemlig flest drenge, og de gider altså ikke det der prinsessehalløj” (mor 1)

• ”jeg er mor til en datter på 13 år med autisme, hun har desværre ingen veninder og i hendes skole +
aflastning er ”kun” drenge”(mor2)
• ”min datter 12 (13 til dec) har også kun drenge i skolen og en enkelt pige i aflastningen. Hun savner
veninder, som veninder nu er i hendes hoved” (mor 3)
• ”Hun vil rigtig gerne være sammen med andre og gerne piger. I skolen er hun eneste pige” (mor 4)
Måske er manglen på veninder og ensomhed relateret til autismen, men jeg tør godt tage changen i et
poststrukturalistisk perspektiv for på ny rejse spørgsmål om årsagen til ensomhed. Kan det tænkes at, piger
diagnosticeret med autisme dobbelt- marginaliseres i de mange drenge – dominerede miljøer? Med social
dobbelt – isolering til følge? En dobbelt – isolering der reducerer deres muligheder for at bringe et sociale
potentiale i spil? Sociale potentialer hos børn, diagnosticeret med autisme, er netop en af
hovedkonklusionerne fra specialkonsulent Tine Basse – Fisker` s Phd. Afhandling fra 2010. Basse- Fisker
peger på at børnehavebørn diagnosticeret med autisme, udviser et socialt potentiale der kun i sjældne
tilfælde følges op pædagogisk. Det henleder mine tanker på mor nr. 5`s kommentar i facebook- gruppen
”jeg føler mig ret ensom, mor ” (mor 5: facebookgruppe) siger en pige til sin mor, da pigens eneste veninde
fra børnehaven (igen)ikke kunne lege i weekenden.
UNDERSØGELSENS METAOPTIK - POSTMODERNISTISK/STRUKTURALISTISK, SOCIALKONSTRUKTIONISTISK
OG FEMINISTISK TEORETISK
Undersøgelsen er postmodernistisk og poststrukturalistisk informeret hvilket f. eks har implikationer for
hvordan autisme forklares. Autisme bringes, i denne undersøgelse, i spil som en transittilstand (Hacking, I
1999) der måske nok har en biologisk markør, der i sig selv ikke fortæller noget om ideen om autisme, altså
hvilke betydninger vi hæfter med autisme – definitioner. Transit - betegnelsen referer til foranderligheden i
ideen om autisme, hvilket f. eks kan ses ved autisme- relateret revideringer af WHO`s ICD - system. Autisme
– betydninger i dag, er ikke helt de samme som de første betydninger der blev givet af Kanner og Asperger.
Det post- strukturalistiske perspektiv bringes i spil overfor kategorier, antagelser og teknikker som
optræder med selvfølgelighed i felter. På grund af det psyko- medicinske paradigmes (med kognitions og
neuropsykologien) hegemoniske position i autismefeltet, bliver netop det poststrukturalistiske perspektiv
relevant. Det bliver som et blik hvorigennem jeg tager changer; rejser spørgsmål ved de mange selvfølgelige
betydninger som tillægges autisme og individer med autisme. Som konsekvens af dette kan jeg ikke undgå
at stille spørgsmålstegn ved selve den psyko – medicinske, kognitions- og neuropsykologiske ide om
autisme.

Med det socialkonstruktionistiske perspektiv retter jeg opmærksomheden på sproget som virkeligheds -
konstituerende og som sociale talehandlinger, hvor mulighedsfelter og subjekter konstitueres og
produceres. Denne optik kan kritiseres for at reducerer individer til at blive determineret af
samfundsmæssige processer, men i min undersøgelse lægges fokus i midlertidig på individet som individ - i
- verden, hvorved individet kan siges at blive aktør – subjekt, frem for et passivt - subjekt.
Det feministiske teoretiske perspektiv bidrager med opfattelsen af køn som socialt konstrueret. Som med
autisme, antager jeg i min undersøgelse at der er en biologisk (kropslig)markør som vi vælger at fremhæve
ved at `kalde` feminin eller maskulin. - Og derfor kalder jeg piger for feminint kropsmærket
individer(Søndergaard 2006). Ud over dette sættes den feministiske videnskabsteoretiske kritik i spil, hvor
videnskaben kritiseres for at være androcentrisk(Harding 1991). Dette resulterer blandt andet i en
videnskab der sætter lighedstegn mellem det neutrale og det maskuline. Når Hans Asperger i sin artikel fra
1944 taler om børn med autisme, som han i samme artikel kalder autister, så er han informeret af
videnskabens androcentrisme hvor drengebørns- studier, udført af videnskabsmænd der selv mener de
bedriver videnskab med objektive og neutrale teknikker, bliver til som prototypiske modeller; til en neutral
og universel autismemodel, gældende for alle børn uafhængig af køn og kultur. Hans Asperger skriver: ” I
det følgende skal en type børn skildres, som er af interesse i en række henseender: Disse børn har alle en
fundamental forstyrrelse, der gør sig gældende på meget karakteristisk måde i alle adfærdsmæssige og
ekspressive udtryk ” (Asperger, H 1996). Mine understregninger markerer at det der konkret var
drengebørn, italesættes som den generelle kategori: børn. Her, i betydningen en generel type af børn.
I et feministisk teoretisk perspektiv er der således ikke kun tale om en maskulin autismematrix på grund af
overrepræsentationen af drenge. Der er tale om en dobbelt maskulinisering som går på henholdsvis
videnskabens maskuline neutralitets- ideal og så på overrepræsentationen af drenge i de studier, der har
været afsættet for nutidens autisme – forståelse. Denne androcentriske arv re – produceres igen og igen i
autismeforskningen. Koop` s afhandling kan siges at (re) – producere det maskuline videnskabsideal,
samtidig med at hun gruppere piger som en ens gruppe, blot fordi de kan siges at bære det samme
feminine kropsmærke. Dermed (re) – producerer Koop et maskulint kønnede videnskabsideal, men
arbejder samtidig ud fra en feministisk standpunktsteori hvor kvinder/piger selvfølgeligt har noget til fælles.
Med koop´ s forskning andet- gøres piger forsat som et supplement, en slags udvidelse til den eksisterende
maskuline og definerende første- position.
Hedegaard – Sørensen (re)-producerer ligeledes autisme feltets androcentrisme, men på en lidt anden
måde. Der er tale om et feltstudie hvor metoden er at gå åbent til feltet, som studier af den udlevede
praksis i tid og sted (Hedegaard – Sørensen 2010:51) og derved (re) -produceres det androcentriske aspekt

som et destillat af en androcentrisk autismematrix. F. Eks er en ud af fire fokuselever feminint
kropsmærket, og ud af 19 forskningsfortællinger har kun 4 fortællinger et feminint kropsmærket individ
som omdrejningspunkt.
Der efterspørges forskning omkring piger diagnosticeret med autisme, og det har været min ambition at
pege på hvordan forskningen indenfor autismefeltet (re)- producerer på maskuline betingelser, hvilket kan
siges at andet- gøre feminint kropsmærkede individer diagnosticeret med autisme. Det er ligeledes min
ambition at pege på behovet for - og udfordringen i at producere viden, der på nuværende tidspunkt kan
sætte piger diagnosticeret med autisme, som samlet gruppe, på den politiske og forskningsmæssige
dagsorden. Men samtidig springe standpunktsfeminismens essentialisme, med anti – essentialistiske
analytikker der er sensitive overfor flertydige produktioner af køn, intersektioner mellem kategorier(Butler
1999)som køn, alder og f. eks som indeværende undersøgelse afvigerkategorien, autisme.
AT BLIVE KØN MED AUTISME
Informeret af ovenstående meta- teoretiske optik spørger jeg derfor til hvordan feminint kropsmærkede
individer( diagnosticeret med en autisme tilstand)subjektiveres som køn i og på tværs af skole og fritid (sfo,
specialklub, hjem)? Diagnosen autisme udspecificeres ikke i undersøgelsen, da hovedantagelserne i
autismediagnoserne (ASF)er gennemgående, hvorfor jeg ikke i undersøgelsen tager højde for variationer
over temaet autisme. Ifølge WHO`s ICD – system skal autismediagnosen sættes som den primære diagnose,
hvorunder alle andre funktionsnedsættelser indgår underordnet. Det betyder i praksis at når et individ får
en ASF diagnose skal intervention tage direkte og primær afsæt i ASF – diagnosen.
Derfor forholder jeg mig kun sekundært til f. eks mental retardering eller supplerende andre tilstande. Dog
skal det fremhæves at alle fokus – piger, har en vis grad af verbal sprog, kan læse og skrive eller som for
den yngste, udviser et klar potentiale for at lære at læse og skrive.
UNDERSØGELSENS FORMÅL
Hovedformålet med undersøgelsen er at give et empirinært kundskabstilbud der kan bidrage til
pædagogiske psykologiske refleksioner og diskussioner, om hvordan vi som professionelle tænker og
intervenerer i forhold til børn og unge diagnosticeret med ASF. I forlængelse af undersøgelsens
postmodernistiske og poststrukturalistiske metaoptik betyder det at, der ikke er tale om en undersøgelse,
hvor sandheden indhentes med objektive og neutrale undersøgelsesredskaber. Der er til gengæld tale om
en kvalitativ undersøgelse hvor sociale virkeligheder og viden produceres og forhandles med f. eks det
kvalitative forskningsinterview som kontekst.

UNDERSØGELSENS METODE OG EMPIRI
Der anvendes kvalitative interviews af forældre, skolepædagog, skolelærer og Center For Autismes
udviklings og forskningsgruppe. Observationer i specialskole, iagttagelses- besøg i hjem og specialklub.
Dokumentanalyser af specialskolens vejledning for struktureret pædagogik, undervisningsministeriets
vejledning for specialundervisning og udarbejdelse af individuelle elevplaner, individuelle elevplaner og
forældre kommentarer. Som analyse strategi anvendes poststrukturalistiske analytikker f. eks flere
gennemlæsninger hvor der læses efter tilblivelser.
CENTRALE BEGREBER
Subjektivering og identits – konstruktioner er centrale teoretiske begreber der sættes i spil. Jeg anvender
den franske filosof Michael Foucault` s subjektiveringsbegreb, hvori et subjekt både lader sig forme og
underkaste. Der er tale om magt som forudsætning for subjektivering, en magt der gør at individet må
underkaste sig kontekstuelle betingelser(Staunæs, D 2004) for at lade sig forme og blive til subjekter.
Foucault skrev: ”This form of power applies itself immediate everyday life categorizes the individual, marks
him by his own individuality, attaches him to his own identity, imposes a law of truth on him that he must
recognize and others to recognize in him. It is a form of power that makes individuals subjects” (Foucault
1994)
Identitet bliver i en poststrukturalistisk optik til flertydige processer af identitets – konstruktioner, der
bliver til over tid og sted. I dette perspektiv er der ikke tale om identitet som iboende det enkelte individ,
som en kerne individet fører med sig gennem hele livet. Identiteter konstrueres og forhandles relationelt,
hvilket jeg syntes beskrives meget fint med disse ord:” Relationer bevæger sig og bærer deltagernes
identiteter med sig. På samme måde som en bølge på havet kan ”jeg` et ” i et frosset øjeblik syntes at være
helt sig selv. Men som øjeblikket svinder, forsvinder bølgen i endeløse bevægelser, hvorfra den ikke kan
adskilles” (Gergen, Kenneth J 2009)
Habilitering handler om en professionel tværfaglig indsats i forhold til at støtte individer med medfødt eller
meget tidlig erhvervet funktionsnedsættelse, til et så selvstændigt liv som muligt med værdighed og
livskvalitet. Udgangspunktet for habilitering er følgende: "Barns normale utvikling kan ses på som en
kompetanseutvikling med grunnlag i modning og læring i et intimt samspill med nære personer.
Kompetanseutviklingen omfatter perseptuelle, kognitive, sosiale, emosjonelle og motoriske færdigheder,
selvforståelse og innsikt i egne muligheter og begrensninger og kunnskap om verden" (Lie, I 1996). Den
`normale` udvikling sættes som ideal hvilket ekspliciteres yderligere i følgende citat: ”Habiliterings- arbejdet

må tage udgangspunkt i tiltag som i størst mulig grad følger op normaliseringsprincippet ” (Tetzchnner
1992).
I et poststrukturalistisk optik kan det siges at habilitering bliver til en styringsteknologi i hænderne på
professionelle hvor udgangspunktet, eller sagt på en anden måde styringspunktet, bliver forskellen mellem
individet som afviger – subjekt og individet som norm(ideal)- subjekt. Begge subjekt – positioner kan i en
poststrukturalistisk optik siges at være kontekstuel produceret. Der er tale om en producerende magt,
hvorved individet lader sig forme og underkaste for at komme til live; f. eks i specialklubben som kulturelt
genkendelige kønnede subjekter. I denne tilblivelsesproces konstrueres tilbud om (køns)- identiteter som
de unge i specialklubben kan vælge at tage op og gøre til sine; som skabeloner de kan lade sig forme af og
forme tilbage. I et overordnet habiliterings – perspektiv kan specialklubben siges at bidrage til, ” sosiale,
emosjonelle og motoriske færdigheder, selvforståelse og innsikt i egne muligheter og begrensninger og
kunnskap om verden"(Lie, I 1996:85) med kulturelt genkendelige identitets – konstruktioner og
performance som kvinde, `for øje`.
SPECIALKLUBBENS IMPLICITTE/EKSPLICITTE KØNS- HABILITERING
Jeg kalder køns – habiliteringen i specialklubben for implicit, fordi specialklubben ikke har et eksplicit
formuleret mål eller krav om at arbejde med habilitering, og end ikke tænker eller taler eksplicit i
Habiliteringsbegrebet. Men ikke desto mindre, ekspliciterer ledelsen hvordan der er tale om at støttet
udvikling af køns – identitet, med det formål at medlemmerne bliver til unge kvinder og unge mænd.
Formålet er motiveret af en ansvarligheds- etik; en følelse af forpligtelse til at sørge for at medlemmerne
udvikler lysten til at blive en kvinde eller en mand. Klubbens personale er bevidst og eksplicit om opgaven
og processen, hvilket følgende citat fra interview med klubledelsen peger på:
Ip1: jeg syntes selvfølgelig at der er en forskel på piger og drenge hernede, hvad enten diagnosen er, men
jeg tror også det handler om hvad for miljøer, hvad for diagnoser de kommer fra fx Vipe, hun kommer fra et
miljø hvorfra der er flest drenge, og uden at træde forkert, så er hun meget drenget”
Ip2: men hun er på vej til at blive pige”
Ip1 ” Selvfølgelig har det en indvirkning hvor de kommer fra og hvor mange drenge de er fx 7 drenge og 1
pige. Så er det klart at de fleste aktiviteter der er voksenstyret har været drejet hen mod mængden af
drenge, så selvfølgelig vil hun på 200 dage af året havde leget med Lego, frem for dukker, når der er 7
drenge i hendes klasse”
Ip1: ” vi skulle gerne fremelske lysten til at blive mere pige for sådan nogle som hende”

(Fra interview med Ledelse i ”Klub Cubana” 2010)
I fremelske- processen anvendes lokale og specifikke teknikker for at konstruere tilbud om feminine køns -
identiteter. I det følgende vil jeg fremhæve tre interaktive teknikker hvorved der arbejdes målrettet med
produktion af feminine køn- identiteter.
Den første teknik er en månedlig aktivitetsplan der mailes rundt til familierne. Det er tydeligt hvilke
aktiviteter der henvender sig til piger og drenge f. eks ved formuleringer som tøsetur - tøsesnakke. Disse
pigeaktiviteter re - producerer en moderne og traditionel opfattelse af feminiteter gennem aktiviteter som
f. eks sminkesessioner, shopping- ture, cafeture, snakke- grupper, zumba, kreative aktiviteter.
Aktivitetsplanen kan siges at fungere som en slags feminin læreplan i det sociale praksisfællesskab, hvor de
feminine kropsmærkede individers deltagelse, vil bringe dem nærmere det lokale ideal om den moderne
men også traditionelle kvindelighed.
Den anden teknik er levende Kvindespejle der går omkring i specialklubben som feminine udtryk der kan
imiteres og spejle, hvilket lederen formulerer således: "selv om jeg er den ældste, så spejler de sig i hvad det
er for noget tøj jeg har på, hvordan gør jeg, det er jo mig de kopierer, mig de spejler sig i, og jeg syntes de
tager hvad de kan bruge". De feminine kropsmærkede individer syntes at tage hvad de kan bruge, hvorved
de kan siges at blive til aktører -subjekter. Det gør f. eks lederens tilbud om feminiteter til netop et tilbud,
men det kan også siges at der med tilbuddet følger bestemt kriterier og konsekvenser, som jeg vil vende
tilbage til om lidt. Det næste citat fortæller noget om hvordan kvindespejlene kan tænkes at fungere i
praksis: "se Vipe, hun siger fx. til Hanne(voksen) jeg syntes du skal farve dig sorthåret og klip dig korthåret,
altså hun vil gøre Hanne til sin. Og så siger Hanne du kan da også blive farvet lyshåret og få langt hår. Så
har hun en spejling i en kvinde. ” Når jeg i interviewet spørger til om pigerne diagnosticeret med autisme
kan spejle? - er svaret at det bare tager lidt længere tid. Det ”at kunne imitere og spejle” italesættes altså i
Klub Cubana som muligt og som noget der pågår hele tiden. Det samme gør sig gældende i interview med
CFA – Gruppen, hvor spejling, i forbindelse med kønsidentitets – processer, tages op af gruppen som
spejling mellem pigerne selv: ”det tænker jeg da er med til at begrænse; hvis pigerne sidder som den eneste
eller der er meget få; den her proces, fordi der er da mindre at spejle i. Der er jo rigtig mange der godt kan,
selv om det kan være vanskeligt det med at imitere, så er der jo rigtig mange der gør det, så det er jo ikke
helt irrelevant. Ja, og det med at spejle, altså man kan sige at det godt kan være at det ikke er fuldt ud som
andre gør det, men jeg tænker der ligger en vis grad af spejling hos rigtig mange alligevel, det tænker jeg
ikke er en modsætning til autismediagnosen” (CFA – Gruppen 2010). Spejling og imitering sættes ikke som
modsætning til autisme – diagnosen, og både Klub Cubana og CFA – gruppen peger samtidigt på både
potentiale og vanskeligheder.

Italesættelsen af spejling i klub Cubana som kvindespejle bliver på flere måder meningsfuldt, idet visse
spejle kun er åbne for visse kropsmærkede individer. Specialklubben kan siges at konstruere køns –
habilitering ud fra normaliseringsprincippet, som Tetzchnner og Lie peger på, og hvor jeg vil supplere med
heteronormativitet. Det som muliggøres er at feminint kropsmærkede individer kan spejle sig i feminine
spejle og derved ekskluderes homo - og trans- tilblivelser. Adgangen til at stille sig legitimt foran et feminint
spejl er koblet sammen med det vi kalder et feminint kropsmærke, og udelukker derved at maskuline
kropsmærkede individer kan benytte sig af både den feminine aktivitetsplan og kvindespejlene.
Et feminint spejl kan ej heller ikke udfyldes af hvem som helst, det må være, ikke kun et voksen feminin
kropsmærket individ men også et med en særlig form for feminin performance, hvilket kommer til udtryk i
følgende citat fra lederen af specialklubben: ” hvis vi har sådan nogle rigide jomfruer der render rundt, og
ikke kan se at der er en kvindelighed, hvad der er meningen med kvindelighed, så får vi ikke lært dem det.
Jeg går meget op i at man godt må syntes om sin egen krop og det dejligt at have bryster, altså det der med
at man sgu `er lidt lækker ”(Interview med ledelsen i Klub Cubana 2010). Spejl – teknikken er udbredt blandt
personalet i klubben og bringes i spil før, under og efter aktiviteter som konstante eksempler på – og tilbud
om mulige feminiteter der kan tages op og gøres til sine egne.
Den tredje teknik er Pige- snakke- grupper der indgår i aktivitetsplanen. Snakke – grupperne en teknik
hvorigennem de feminint kropsmærkede individer gennem sproget får adgang til den særlige kundskab om
feminiteter som de voksne kvinder deler med hinanden, og indlemmer ”kvindespirerene” i. Gennem
snakke- grupperne lærer og øver de feminint kropsmærkede sig i at snakke(snakke i gruppe, at `sætte ord
på` )og tænke om - og som feminiteter: ”nu kan jeg snakke med hende om nogle ting som vi ikke kunne
snakke om, nu er hun jo en del af snakke `ene og har lært hvordan man snakker. Jeg tænker meget at, de
lærer jo ikke en skid hvis vi ikke snakker med dem, hvis vi ikke introducerer dem for noget. ” (Interview med
ledelsen i Klub Cubana 2010). Snakke – gruppen bliver til en særdeles central teknik i den pædagogiske
psykologiske praksis der giver mulighed for refleksion, introduktion, opsamling, evaluering og korrektioner i
forhold til at blive til som kulturelle genkendelige feminine subjekter – piger og unge kvinder. Snakke` ene
er den kontekst hvortil de feminint kropsmærkede individer inviteres når de er ved at være klar. Det er ikke
alderen, men mere en fysisk og psykisk modning, de voksne skal identificerer før et individ med feminint
kropsmærkede inviteres ind i snakke `ene.
De tre teknikker (aktivitetsplan, kvindespejle, snakke `ene) skilles kun ad her af analytiske grunde.
Teknikkerne kan siges at udgøre en samlet og relaterende teknologi der er et udtryk for specialklubbens
praksis; som sociale teknikker hvorved feminint kropsmærkede individer interpellere og bliver til som
feminint kønnede subjekter.

ET KIG FRA SPECIALKLUB TIL SPECIALSKOLE
Når jeg står med begge ben plantet i specialklubben og kigger over på specialskolen for børn og unge med
autisme, træder billede umiddelbart kønsløst frem. En skolepædagog siger: "det er måske min generelle
modvilje at tænke i køn, eller ikke modvilje men det er ikke noget jeg plejer at gøre.”(Interview med
skolepædagog 2010). Pædagogen kan siges at udtrykke ambivalens, hun italesætter sig selv som en der ikke
er vant til at tænke i køn. På andre tidspunkter i interviewet fortæller skolepædagogen om
personalegruppens refleksioner over hvorvidt nogle af børnenes adfærd, handler om den voksnes køn. Køn
er ikke den eneste kategori der gøres lidt usynlig. Etnicitet italesættes på intet tidspunkt på trods af at
skolen modtager børn med mangfoldige etniske og kulturelle baggrunde, og kun ganske få børn har dansk –
etnisk baggrund. Kontrasten mellem specialklubben og specialskolen er stærk. Det som før syntes usynligt i
blikket på specialskolen, kan pludseligt ses; som om specialklubbens køns – teknikker er den væske der får
det usynlige blæk til at træde frem. På den måde iagttager jeg empirien fra specialskolen og vil italesætte
noget som jeg bedst kan formulere som sletning af feminiteter. Sletning af feminiteter er et kendt
fænomen f. eks det 19 og 20 århundredes kvindelige forskeres slettelse af traditionelt opfattede
feminiteter som familie og børn(Harding 1991). I følgende citat vil jeg vise hvordan der kan være tale om
sletning af feminiteter i på specialskolen, og følgende udsagn referer til undersøgelsens yngste deltager på
7 år, der få måneder forinden var startet på skolen: "hun er ikke specielt optaget af dukker eller bamser
eller sådan noget traditionelt pigelegetøj, lege i køkkenet eller noget af det. Hun er rigtig glad for at sidde
stille og tegne, men handler det mere om at så kan hun få lov til at trække sig ind i sin egen verden, eller om
hun er pige? Det tror jeg sådan set. Altså på legepladsen gynger, balancerer og rutcher hun og virker ikke
forsigtig og bange, hvis man skal tage alle de traditionelle; jeg syntes ikke der er noget særligt piget ved
hende. ” (Interview med skolepædagog 2010)
I udsagnet bliver det, der er ifølge en traditionel kønsopfattelse kunne kaldes feminint; det at sidde stille og
tegne, ikke regnet som piget. Hvorfor nu det? Når der er tale om et feminint kropsmærket individ som er
diagnosticeret med autisme, betyder det at sidde stille og tegne IKKE at, der er tale om en feminin aktivitet.
Autismekategorien syntes at overtrumfe kønskategorien og dermed bliver det ikke muligt for det feminint
kropsmærket individ, med sin performance af traditionelle feminiteter at blive tilbudt pige – subjekt-
positionen i denne situation. Der er derimod tale om en sletning af feminitet, en sletning der erstatter
feminiteter med autisme. En anden måde at slette feminiteter på kan ses i følgende fortælling om Vipes
skolegang: ”I starten gik Vipe på en skole og i en klasse hvor der primært var drenge med ADHD. Det var
svært for hende at holde ud. Hun gik på skolen i 1 ½ år og fik tilbudt medicinering for at hun bedre kunne
klare at være der, men som forældrene forklarede så, sagde de selvfølgeligt nej til tilbuddet om medicin. Da

Vipe fik tilbudt at komme på en anden specialskole for børn med autisme, der ikke lå i ”deres”
kørselsretning (som amtet kaldte det) følte de sig heldige og hun startede på den anden specialskole. I den
nye klasse var de tre piger og syv drenge og cirka 20 % piger og 80 % drenge på skolen. Men der kom krise
mellem de tre piger, sådan tre - pigers krise om hvem der måtte være hinandens veninde. Det var svært for
Vipe, hun underkastede sig de to andre og da hun var omkring ti år blev hun sendt ned i indskolingen. Skolen
forklarede beslutningen med at Vipe ville profiterer af at være den store der kunne lære de små noget.
Forældrene tænkte at hun nok også profiterede i begyndelsen. Men hun blev 3 år i indskolingen og lavede
perleplader alle årene i SFO - tiden, for skolen havde ikke andre steder at sætte hende. De andre piger på
skolen var enten 3 år ældre, eller som i indskolingen 4- 5 år yngre end Vipe. Nu er datteren kommet i
puberteten. Både skole og forældre er glade for at hun er kommet i en specialklub, fordi der både er
jævnaldrende og andre piger at spejle sig i. Det har hjulpet hende meget at starte i klub. En klub som
beskriver Vipe som en `rigtig Cubanapige`!” (Forældreinterview 2010)
Sletning af feminiteter kan siges at finde sted ikke kun i skolepædagogen forklaringsmodel, men ligeledes i
de løsningsmodeller som skolen producerer når der opstår en krise. Skolen har af gode grunde vurderet at
det var mere hensigtsmæssigt for Vipe at være 4 – 5 år ældre end sine klassekammerater, end at hun var 3
år yngre og domineret af de to andre piger på skolen. I indskolingen var der ganske få, men meget unge
piger og Vipe nåede ikke i sin skoletid at øve og udvikle sit sociale potentiale med næsten jævnaldrende
sam - kønnede relationer. Først da hun som 12 årig starter i specialklubben Cubana får hun et reelt tilbud
om daglige sam – kønnede relationer og hun træder med succes ind i specialklubbens køns – maskineri.
AT BLIVE FEMININ I EN MASKULIN AUTISME MATRIX 2010- 11
Slutteligt vil jeg opsummere og pege på implikationer af hvordan feminint kropsmærkede individer bliver
køn i en maskulin autisme – matrix 2010 (2011).
Da den 7 årige, feminint kropsmærket individ, sætter sig stille og tegner i autismematrixen, støder hendes
(traditionelt set)feminine beskæftigelse ind i den universelle og køns- neutrale prototypiske model på
autisme, som overtrumfer køn og her feminiteter. Samtidig begrænses hendes muligheder for at blive
positioneret som feminin med den kropslighed og interesse som hun ellers har. Når hun rutcher, gynger og
balancere på legepladsen er hun ikke forsigtigt og bange som piger traditionelt anses for at være. Selv om
skolepædagogen fremhæver at der er tale om en traditionel kønsopfattelse, så er det alligevel den
opfattelse som gør at et individ skal performe forsigtigt og bange når man rutcher, balancere og gynger for
at blive set og italesat som et feminint subjekt. Skolepædagogens forbehold og tøven ved at tale om køn
gør at hun stik imod hensigten re – producerer traditionelle kønsopfattelser og en androcentrisk autisme –

matrix sletning af feminiteter. Indeværende undersøgelse kan netop bidrage til en udvidelse af
specialskolens kønsopfattelser og facilitere udvidelse af specialskolens sprog og praksis omkring køn og
autisme.
Da den prototypiske autisme – model i en feministisk teoretisk videnskabsteoretisk kan siges at være
maskulin kønnede, betyder det at hver gang autismekategorien overtrumfer kønskategorien bliver
maskuliniteter principielt til autismemaskuliniteter og feminiteter til autismemaskuliniteter. Det betyder
ikke at der selvfølgeligt kan sættes lighedstegn ved maskulin og maskulin. Spørgsmålet kunne være at
undersøge om og hvordan autist- maskuliniteter kunne tænkes at overtrumfe andre maskuliniteter på
samme måde som feminiteter slettes i autisme – matrixen. Feminint kropsmærkede individer er ikke blot
stigmatiseret af en afviger – kategori som kan siges at være androcentrisk drejet, de visiteres også ud fra
samme androcentriske udgangspunkt til specialundervisnings – og sfo miljøer hvor de kan siges være i
risiko for at blive dobbelt – marginaliseret og socialt isoleret.
Med Dr. Svenny Koop` s afhandling i tankerne, der peger på alvorligheden af tidlig diagnosticering og
intervention i forhold til piger, har det været min ambition at pege på de betingelser som piger
diagnosticeret med autisme tilbydes efter den psykiatriske udredning. For netop at pege på hvorfor køns –
perspektiver netop er så centrale i den forsatte forskning vedrørende piger (diagnosticeret med autisme).