Bestyrelsens beretning: generalforsamling i FALS 2007

Tianjin er Beijings havneby. Den ligger 100 km
sydøst for Beijing. Havneby er dog så meget
sagt, for der er 50 km til havet. Men helt ude
ved havet, hvor der for 20 år siden kun var et
par fiskerbyer, oprettede man en økonomisk
udviklingszone for udenlandske virksomheder,
med skattesubsidier og udbygget infrastruktur.
I zonen, der hedder TEDA, Tianjin Economical
Development Area, ligger i dag Kinas 3. største
havn og verdens 6. største. I zonen er de
udenlandske virksomheder væltet ind, Novo,
Novozymes og Vestas er her, og Toyota har sin
største fabrik med 8000 arbejdere.
Tianjins byområde er på størrelse med Nordsjælland,
her bor 11 millioner hårdtarbejdende
kinesere. 1-2 millioner af dem er migrantarbejdere
fra landet, som for en ussel løn knokler fra
morgen til aften, og som ofte sover i de bygninger,
de er ved at opføre.
Det vilde vesten
I Tianjin er der endnu mere knald på den økonomiske
udvikling end i Beijing. Nye højhuse
skyder op som paddehatte, motorveje fletter
sig ud og ind i byrummet, ofte i flere etager for
at få plads. De ældre veje nedenunder motorvejene
rettes op og asfalteres. Gamle fabrikker
og lave bebyggelser fjernes for at give plads for
nye gader og huse. Der er masser af orden og
organisation, men meget lidt æstetisk sans. Dog
har den tilstundende Olympiade, der også skal
foregå i Tianjin, betydet at der plantes buske og
træer langs motorvejene, og der anlægges parker
i udfletningerne og langs kanalerne. Hære af
gartnerarbejdere planter og vander de støvede
og grå buske og træer.
I forhold til Beijings mere velordnede udvikling
med sans for kultur og æstetik er Tianjin det
vilde vesten, styret af rå, kapitalistisk konkurrence
og ambitiøse byggematadorer med forbindelser
til administration og politikere. På dage,
Tianjin
Af Ole Krogh
25
TEMA: KINA - Kina-kurset
hvor smoggen ligger tung og kvælende over
byen, fremtræder den som et gråt, teknokratisk
limbo, hvor indbyggerne er skygger.
Sikkerhedstjenestens hovedkvarter er en
moderne borg i glas og beton med voldgrav
omkring.
Et autoritært etparti-styre
Mentalt set identificerer kineserne sig 100 %
med deres land og den fantastiske økonomiske
udvikling. Repressionen er internaliseret, de ser
ikke noget alternativ til kommunistpartiets altdominerende
rolle, selvom de spage protester
primært retter sig mod korruptionen og retsløsheden.
De unge kinesere drømmer om at komme op
i systemet, op i lyset, ud i verden, til USA. Vejen
frem er at knokle, udnytte forbindelser og at slå
sig igennem i de ekstremt konkurrencebetonede
omgivelser.
Kadrerne i kommunistpartiet sidder på alle
de ledende poster i de politiske organer, administrationen,
domstolene, anklagemyndigheden og
de statslige virksomheder. Den enkelte kadres
karrierevej går fra den ene instans til den anden.
Der er ingen magtdeling.
På trods af disse forhold møder man meget
livsglæde og engagement hos kineserne. De er
dygtige, ambitiøse, og de knokler.
Hos partiledelsen møder man også et præcist
fokus på alle de ømme punkter og et udtalt
ønske om at gøre noget ved dem. Men angsten
for økonomisk tilbageslag og dermed følgende
arbejdsløshed og social uro sidder forståeligt
nok dybt i kroppen på lederne.
Et autoritært etparti-styre som det i Singapore
ser ud til at være det politiske mål. Et
system med velstand, retssikkerhed og ingen
korruption, bygget på den nyeste teknologi og
udvikling af de intellektuelle ressourcer i befolkningen.