hærmændene på helgeland, skuespil i fire handlinger af henrik ibsen.
hærmændene på helgeland, skuespil i fire handlinger af henrik ibsen. hærmændene på helgeland, skuespil i fire handlinger af henrik ibsen.
(han skjuler igen sit ansigt.) SIGURD (sagte til Dagny, som rejser sig). Lad ham sidde lidt endnu. DAGNY. Nej, jeg får friste et råd til; jeg kender ham. (til Ørnulf.) Dit dagværk er endt siger du; det er det dog ikke. Højlagt har du dine sønner; men du er jo skald; det sømmer sig at kvæde til deres minde. ØRNULF (hovedrystende). Kvæde? Nej, nej; igår kunde jeg det; idag er jeg for gammel. DAGNY. Det må du dog; hæderlige mænd var dine sønner alle; et kvæde må siges om dem, og det kan ingen i ætten uden du. ØRNULF (ser spørgende på Sigurd). Kvæde? Hvad tykkes dig, Sigurd? SIGURD. Mig tykkes at så er billigt; du får gøre som hun siger. DAGNY. Ilde vil det tykkes dine grander på Island, når arveøllet skal drikkes over Ørnulfs ætlinge, og intet kvad er digtet. Til at følge dine sønner har du tid nok. ØRNULF. Nu ja, jeg vil prøve det; og du, Dagny, lyt til, at du siden kan riste kvadet på kævle! (Mændene nærmer sig med faklerne, så at der dannes en gruppe om ham; han tier lidt og tænker sig om, derpå siger han:) (rejser sig.) Sind, som sværmod stinger, /X savner Brages glæde; /K sorgfuld skald så såre /Y kvides ved at kvæde. /K Skaldeguden skænked /X evne mig at sjunge; /K klinge lad min klage /Y for mit tab, det tunge! /K Harmfuld norne hærged /X hårdt mig verdens veje, /K listed lykken fra mig, /Y ødte Ørnulfs eje. /K Sønner syv til Ørnulf /X blev af guder givet; /K nu går gubben ensom, /Y sønneløs i livet. /K Sønner syv, så fagre, /X fostred mellem sværde, /K værned vikings hvide /Y hår, som gævest gærde. /K Nu er gærdet jævnet, /X mine sønner døde; /K glædeløs står gubben, /Y Henrik Ibsen: Hærmænderne paa Helgeland 34
og hans hus står øde. /K Thorolf, du, min yngste! /X Boldest blandt de bolde! /K Lidet gad jeg klage /Y fik jeg dig beholde! /K Vén du var, som våren, /X mod din fader kærlig, /K arted dig at ældes /Y til en helt så herlig. /K Ulivssår, usaligt, /X værste ve mon volde, /K har min gamle bringe /Y klemt, som mellem skjolde. /K Nidsyg norne nødig /X nægted mig sit eje, /K dryssed smertens rigdom /Y over Ørnulfs veje. /K Vegt er visst mit værge. /X Fik jeg guders evne, /K en da blev min idræt: /Y nornens færd at hævne. /K En da blev min gerning: /X nornens fald at friste, /K hun, som har mig røvet /Y alt og nu det sidste! /K Har hun alt mig røvet? /X Nej, det har hun ikke; /K tidligt fik jo Ørnulf /Y Suttungs mjød at drikke. /K (med stigende begejstring.) Mine sønner tog hun; /X men hun gav min tunge /K evnen til i kvæder /Y ud min sorg at sjunge. /K På min mund hun lagde /X sangens fagre gave; /K lydt da lad den klinge, /Y selv ved sønners grave! /K Henrik Ibsen: Hærmænderne paa Helgeland 35
- Page 1 and 2: HÆRMÆNDENE PÅ HELGELAND, SKUESPI
- Page 3 and 4: FØRSTE HANDLING. (En
- Page 5 and 6: havde sin fædrenegård her nordpå
- Page 7 and 8: (Hjørdis med en flok huskarle. Hun
- Page 9 and 10: GUNNAR (dæmpet). Sigurd, et må du
- Page 11 and 12: GUNNAR. Stor uret har jeg øvet mod
- Page 13 and 14: DAGNY. Ringen! SIGURD (dæmpet). De
- Page 15 and 16: ANDEN HANDLING. (Gilde
- Page 17 and 18: GUNNAR. Gid jeg ikke havde gjort de
- Page 19 and 20: hjemme på Island, medens dine brø
- Page 21 and 22: GUNNAR (drager sværdet). Op alle m
- Page 23 and 24: DAGNY (ligeså). Forhåne ham kan d
- Page 25 and 26: HJØRDIS. Et ved jeg dog visst: at
- Page 27 and 28: helten behov. Den, jeg vil vælge,
- Page 29 and 30: SIGURD. Fortælle dig en saga. HJØ
- Page 31 and 32: aldrig glemme det. SIGURD (hæftigt
- Page 33: FJERDE HANDLING. (
- Page 37 and 38: ØRNULF (kommer ud med de øvrige).
- Page 39 and 40: hænde! (hun styrter sig ud.) (Ørn
og hans hus står øde. /K<br />
Thorolf, du, min yngste! /X<br />
Boldest blandt de bolde! /K<br />
Lidet gad jeg klage /Y<br />
fik jeg dig beholde! /K<br />
Vén du var, som våren, /X<br />
mod din fader kærlig, /K<br />
arted dig at ældes /Y<br />
til en helt så herlig. /K<br />
Ulivssår, usaligt, /X<br />
værste ve mon volde, /K<br />
har min gamle bringe /Y<br />
klemt, som mellem skjolde. /K<br />
Nidsyg norne nødig /X<br />
nægted mig sit eje, /K<br />
dryssed smertens rigdom /Y<br />
over Ørnulfs veje. /K<br />
Vegt er visst mit værge. /X<br />
Fik jeg guders evne, /K<br />
en da blev min idræt: /Y<br />
nornens færd at hævne. /K<br />
En da blev min gerning: /X<br />
nornens fald at friste, /K<br />
hun, som har mig røvet /Y<br />
alt og nu det sidste! /K<br />
Har hun alt mig røvet? /X<br />
Nej, det har hun ikke; /K<br />
tidligt fik jo Ørnulf /Y<br />
Suttungs mjød at drikke. /K<br />
(med stigende begejstring.)<br />
Mine sønner tog hun; /X<br />
men hun gav min tunge /K<br />
evnen til i kvæder /Y<br />
ud min sorg at sjunge. /K<br />
På min mund hun lagde /X<br />
sangens fagre gave; /K<br />
lydt da lad den klinge, /Y<br />
selv ved sønners grave! /K<br />
Henrik Ibsen: Hærmænderne paa Helgeland 35
Change language