hærmændene på helgeland, skuespil i fire handlinger af henrik ibsen.

(han skjuler igen sit ansigt.)
SIGURD (sagte til Dagny, som rejser sig). Lad ham sidde lidt endnu.
DAGNY. Nej, jeg får friste et råd til; ­ jeg kender ham. (til Ørnulf.) Dit dagværk er endt siger du;
det er det dog ikke. Højlagt har du dine sønner; ­ men du er jo skald; det sømmer sig at kvæde til
deres minde.
ØRNULF (hovedrystende). Kvæde? Nej, nej; igår kunde jeg det; idag er jeg for gammel.
DAGNY. Det må du dog; hæderlige mænd var dine sønner alle; et kvæde må siges om dem, og
det kan ingen i ætten uden du.
ØRNULF (ser spørgende på Sigurd). Kvæde? Hvad tykkes dig, Sigurd?
SIGURD. Mig tykkes at så er billigt; du får gøre som hun siger.
DAGNY. Ilde vil det tykkes dine grander på Island, når arveøllet skal drikkes over Ørnulfs
ætlinge, og intet kvad er digtet. Til at følge dine sønner har du tid nok.
ØRNULF. Nu ja, jeg vil prøve det; og du, Dagny, lyt til, at du siden kan riste kvadet på kævle!
(Mændene nærmer sig med faklerne, så at der dannes en gruppe om ham; han tier lidt og tænker
sig om, derpå siger han:)
(rejser sig.)
Sind, som svær­mod stinger, /X
savner Brages glæde; /K
sorgfuld skald så såre /Y
kvides ved at kvæde. /K
Skaldeguden skænked /X
evne mig at sjunge; ­ /K
klinge lad min klage /Y
for mit tab, det tunge! /K
Harmfuld norne hærged /X
hårdt mig verdens veje, /K
listed lykken fra mig, /Y
ødte Ørnulfs eje. /K
Sønner syv til Ørnulf /X
blev af guder givet; ­ /K
nu går gubben ensom, /Y
sønneløs i livet. /K
Sønner syv, så fagre, /X
fostred mellem sværde, /K
værned vikings hvide /Y
hår, som gævest gærde. /K
Nu er gærdet jævnet, /X
mine sønner døde; /K
glædeløs står gubben, /Y
Henrik Ibsen: Hærmænderne paa Helgeland 34