hærmændene på helgeland, skuespil i fire handlinger af henrik ibsen.

FJERDE HANDLING.
­­­­­­­­
(Ved strandbredden. Det er aften; månen ses fra og til mellem mørke sønderrevne uvejrsskyer. I
baggrunden en sort, nylig opkastet gravhaug.)
(Ørnulf sidder på en sten tilhøjre i forgrunden med blottet hoved, albuerne hvilende på knæerne
og med ansigtet skjult i sine hænder. Hans mænd graver ved haugen, nogle lyser med tyrifakler.
Efter et kort ophold kommer Sigurd og Dagny ud fra bådhuset, hvor en stokild brænder.)
DAGNY (dæmpet). Der sidder han endnu. (holder Sigurd tilbage.) Nej, tal ikke til ham!
SIGURD. Du har ret; det er fortidligt; lad ham heller sidde med sig selv.
DAGNY (går over mod højre og betragter faderen med stille sorg). Så stærk var han igår da han
tog Thorolfs lig på ryggen; stærk var han mens de grov på haugen; men da de alle var lagt
derinde, og jord og stene kastet over, ­ da tog sorgen ham; da var det som han sluknede. (tørrer
tårerne af.) Sig mig, Sigurd, når tænker du at fare hjem til Island?
SIGURD. Såsnart uvejret stilner af og jeg får endt min handel med Gunnar herse.
DAGNY. Og så vil du købe land og bygge dig en gård og aldrig fare i leding mere?
SIGURD. Ja ja, ­ det har jeg lovet dig.
DAGNY. Og jeg tør forvist tro at Hjørdis bedrog mig, da hun sagde at jeg lidet var dig værdig til
viv?
SIGURD. Ja ja, Dagny, lid du på mit ord.
DAGNY. Så er jeg glad igen og vil prøve at glemme alt det onde værk, som her er øvet. I de
lange vinterkvælde vil vi tale sammen om Gunnar og Hjørdis, og ­
SIGURD. Nej, Dagny, vil du vel mod os begge, så nævn aldrig Hjørdis, når vi sidder hjemme på
Island!
DAGNY (mildt bebrejdende). Ubilligt er dit had til hende. Sigurd, Sigurd, det ligner dig lidet!
EN AF MÆNDENE (nærmer sig). Se så, nu er haugen istand.
ØRNULF (ligesom opvågnende). Haugen? Er den ­ nå ja ­
SIGURD. Tal nu til ham, Dagny!
DAGNY (nærmer sig). Fader, det er koldt herude; det trækker op til uvejr inat.
ØRNULF. Hm; bryd dig ikke om det; haugen er bygget tæt og godt; de ligger lunt derinde.
DAGNY. Ja, men du ­
ØRNULF. Jeg? Jeg fryser ikke.
DAGNY. Du har intet spist idag; vil du ikke gå ind? Natverdsbordet står rede.
ØRNULF. Lad natverdsbordet stå; jeg er ikke sulten.
DAGNY. Men at sidde her så stille; tro mig, det båder dig ikke; du er lidet vant til det.
ØRNULF. Vel sandt; der er noget, som klemmer mig for bringen; jeg kan ikke trække vejret.
(han skjuler igen ansigtet med sine hænder. Ophold. Dagny sætter sig hos ham.)
DAGNY. Imorgen ruster du vel dit skib og farer med til Island?
ØRNULF (uden at se op). Hvad skal jeg der? Nej, jeg vil til mine sønner.
DAGNY (smerteligt). Fader!
ØRNULF (løfter hovedet). Gå ind, og lad mig sidde; har uvejret legt om mig en nat eller to, så er
det gjort, tænker jeg.
SIGURD. Sligt kan du ikke tænke på!
ØRNULF. Undres dig at jeg vil hvile! Mit dagværk er jo endt; jeg har højlagt mine sønner.
(hæftigt.) Gå fra mig! ­ Gå, gå!
Henrik Ibsen: Hærmænderne paa Helgeland 33