hærmændene på helgeland, skuespil i fire handlinger af henrik ibsen.

SIGURD. Fortælle dig en saga.
HJØRDIS. Er den tung?
SIGURD. Tung, som livet selv.
HJØRDIS (bittert). Ved du, at livet kan være tungt?
SIGURD. Døm om det når min saga er ude.
HJØRDIS. Så fortæl; jeg arbejder imens.
(han sætter sig på en liden krak ved hendes højre side.)
SIGURD. Der var engang to unge hærmænd, som sejled fra Norge for at vinde gods og hæder;
de havde tilsagt hinanden venskab, og holdt ærligt sammen så vide de end for om.
HJØRDIS. Og de to unge hærmænd hed Sigurd og Gunnar?
SIGURD. Å ja, vi kan kalde dem så. Langt om længe kom de til Island; der bode en gammel
landnamsmand, som var faret fra Norge i kong Haralds tider. Han havde to fagre kvinder i sit
hus; men den ene, hans fosterdatter, var dog den ypperligste; thi hun var forstandig og stærk af
sind, og hærmændene talte om hende mellem sig, og ingen af dem havde set fagrere kvinde, så
tyktes dem begge.
HJØRDIS (spændt). Begge? Vil du spotte mig!
SIGURD. Gunnar tænkte på hende nat og dag, og det gjorde nok Sigurd med; men begge taug,
og på hende var ikke at mærke om Gunnar hued hende; men at hun ej var Sigurd god, det var
lettere at skønne.
HJØRDIS (åndeløs). Bliv ved, det beder jeg ­!
SIGURD. Dog, desmere måtte Sigurd tænke på hende; men det var der ingen som vidste om. Da
hændte det sig en kvæld at der var drikkelag, og svor da hin stolte kvinde at ingen mand skulde
eje hende, uden den, der øved et storværk, som hun nævnte. Højt slog da Sigurds bryst af fryd;
thi han kendte kraft i sig til at øve dåden; men Gunnar tog ham i enrum, nævnte om sin elskov; ­
Sigurd taug med sin, og gik så til ­
HJØRDIS (udbrydende). Sigurd, Sigurd! (betvinger sig.) Og den saga ­ er den sand?
SIGURD. Det er den. En af os måtte jo vige; Gunnar var min ven; på anden vis kunde jeg ikke
handle. Således blev du Gunnars viv, og jeg fæsted en anden kvinde.
HJØRDIS. Og fik hende kær?
SIGURD. Jeg lærte at skatte hende; men der er kun en kvinde, som Sigurd har elsket, og det er
den kvinde, som var ham gram fra den første dag de mødtes. (rejser sig.) Her ender min saga, lad
os skilles nu. ­ Farvel, Gunnar herses hustru; vi mødes aldrig mere.
HJØRDIS (springer op). Nej bliv! Ve os begge; Sigurd, hvad har du gjort!
SIGURD (studsende). Jeg gjort? Hvad fattes dig?
HJØRDIS. Og alt det siger du mig nu! Men nej, ­ det kan ej være sandhed!
SIGURD. Det er sidste gang vi tales ved; hvert ord er sandhed; ­ du skulde lære at dømme mig
mildere, derfor måtte jeg tale nu.
HJØRDIS (folder uvilkårligt hænderne og ser på ham i stille forbauselse): Elsket, ­ elsket mig ­
du! (hæftigt, idet hun træder tæt hen til ham:) Jeg tror dig ikke! (ser stivt på ham og udbryder i
vild smerte.) Jo, det er sandt og ­ usaligt for os begge!
(slår hænderne for ansigtet og fjerner sig.)
SIGURD (forfærdet). Hjørdis!
HJØRDIS (stille, kæmpende mellem gråd og latter). Bryd dig ikke om mig! Det var kun det jeg
mente, at ­ (lægger hånden på hans arm.) Sigurd, du har ikke sagt din saga tilende; hin stolte
kvinde, som du nævnte, ­ hun har elsket dig igen!
Henrik Ibsen: Hærmænderne paa Helgeland 29