hærmændene på helgeland, skuespil i fire handlinger af henrik ibsen.

lik på buesnoren.) Ringe hævn havde det været; ­ nej, nu hug jeg bedre til! Hm; det er tungt at
dø; men stundom er det dog værre at leve!
(Sigurd fra baggrunden.)
HJØRDIS. Det er Gunnar du søger, kan jeg tænke; sæt dig ned, ret nu kommer han.
(vil gå.)
SIGURD. Nej bliv; det er dig jeg søger mere end ham.
HJØRDIS. Mig?
SIGURD. Og vel var det jeg traf dig alene.
HJØRDIS. Kommer du for at krænke mig, så er det dig visst lidet hinderligt om stuen stod fuld
både af mænd og kvinder.
SIGURD. Å ja, jeg kender så godt de tanker du har om mig.
HJØRDIS (bittert). Jeg gør dig uret kan hænde! Nej, nej, Sigurd, forgiftig har du været for alle
mine levedage. Kom ihu, det var dig, som øved hin skændige list; det var dig, som sad hos mig i
buret, gøgled elskov mens du listeligt lo derved, slængte mig bort til Gunnar, thi for ham var jeg
god nok endda, ­ og for så fra landet med den kvinde, du havde kær!
SIGURD. Mangt værk mægter mænds vilje at fremme; men de store gerninger styres af
skæbnen, ­ så er det gået med os to.
HJØRDIS. Vel sandt; onde norner råder over verden; men deres magt er ringe, ifald de ikke
finder hjælpere i vort eget bryst. Lykken times den, der er stærk nok til at stævne i strid mod
nornen; ­ det er det jeg nu vil gøre.
SIGURD. Hvad mener du?
HJØRDIS. Jeg vil vove en styrkeprøve med dem ­ med dem, som er over mig. Men lad os ikke
tale mere om det; jeg har meget at gøre idag.
(hun sætter sig ved bordet.)
SIGURD (efter et kort ophold). Du virker gode våben for Gunnar.
HJØRDIS (med et stille smil). Ikke for Gunnar, men mod dig.
SIGURD. Det må vel komme ud på et.
HJØRDIS. Å ja, det må vel så; thi er jeg nornen voksen, da skal du og Gunnar sent eller tidligt ­
(holder inde, læner sig bagover mod bordet, ser smilende på ham og siger med forandret udtryk i
stemmen:) Hm; ved du, hvad mig stundom tykkes? Tidt finder jeg min fryd ved at male mig
lystelige billeder i sindet; jeg sidder da og lukker øjnene og tænker: Nu kommer Sigurd hin
stærke til landet; ­ han vil brænde os inde, mig og min husbond. Alle Gunnars mænd er faldne;
kun han og jeg er igen; ­ de tænder taget udenfra; ­ "Et bueskud", siger Gunnar "et eneste kan
frelse os"; ­ da brister snoren ­ "Hjørdis, skær en fletning af dit hår og gør en buesnor deraf, ­ det
gælder livet!" ­ Men jeg ler ­ "Lad brænde, lad brænde ­ livet er mig ikke en håndfuld hår værd!"
SIGURD. Der er en sælsom magt i al din tale.
(nærmer sig.)
HJØRDIS (ser koldt på ham). Du sætter dig hos mig?
SIGURD. Du tænker jeg er dig gram af hjertet. Hjørdis, det er sidste gang, vi tales ved; der er
noget, som nager mig lig en sot, og på den vis kan jeg ikke rejse; du må kende mig bedre.
HJØRDIS. Hvad vil du?
Henrik Ibsen: Hærmænderne paa Helgeland 28