hærmændene på helgeland, skuespil i fire handlinger af henrik ibsen.

(Stuen hos Gunnar herse. Det er dag.)
TREDJE HANDLING.
­­­­­­­­
(Hjørdis sidder på bænken lige for det mindre højsæde beskæftiget med at flette en buesnor; på
bordet ligger en bue og nogle pile.)
HJØRDIS (idet hun stræ ker snoren). Den er sejg og stærk; (med et blik på pilene) kolven både
skarp og tung ­ (lader hænderne synke ned i skødet) men hvor findes den hånd som ­! (hæftigt.)
Forhånet, forhånet af ham, ­ af Sigurd! Jeg må hade ham mere end andre, det mærker jeg godt;
men mange dage skal ikke gå med, før jeg har ­ (grublende) Ja, men armen, armen, som skal øve
den dåd ­?
(Gunnar kommer taus og tankefuld fra baggrunden.)
HJØRDIS (efter et kort ophold). Hvor går det dig, min husbond?
GUNNAR. Ilde, Hjørdis; dette her fra igår, det vil ikke ret glide ned; det ligger og tynger mig for
hjertekulen.
HJØRDIS. Gør som jeg; tag dig til at virke noget.
GUNNAR. Det må jeg vel.
(Pause; Gunnar går frem og tilbage, bliver opmærksom og nærmer sig hende.)
GUNNAR. Hvad gør du der?
HJØRDIS (uden at se op). Binder en buesnor; det ser du nok.
GUNNAR. En buesnor ­ af dit eget hår!
HJØRDIS (smilende). Der avles stordåd med hver time nuomstunder; du vog min fosterbroder,
og jeg har bundet denne her siden daggry.
GUNNAR. Hjørdis, Hjørdis!
HJØRDIS (ser op). Hvad er det?
GUNNAR. Hvor var du inat?
HJØRDIS. Inat?
GUNNAR. Du var ikke i sovestuen.
HJØRDIS. Det ved du?
GUNNAR. Jeg kunde ikke sove; det voldte mig urolige drømme, dette ­ dette, som hændte med
Thorolf; det bares mig for, som han kom ­ nå ja, jeg vågned; da hørtes det som en fager,
forunderlig sang over huset; jeg stod op; glytted på døren; ­ herinde, her sad du ved stokilden, ­
den brændte blå og rød, ­ du skæfted pile og kvad galder over dem.
HJØRDIS. Den gerning var nyttig; thi hårdt er brystet, som skal rammes idag.
GUNNAR. Jeg skønner dig nok; du vil have Sigurd fældet.
HJØRDIS. Hm, kan hænde.
GUNNAR. Det sker dig aldrig til vilje. Med Sigurd holder jeg fred, så stærkt du end ægger mig.
HJØRDIS (smilende). Mener du det?
GUNNAR. Det ved jeg!
HJØRDIS (rækker ham snoren). Sig mig, Gunnar, ­ kan du løse den knude der?
GUNNAR (forsøger det). Nej, den er flettet for fast og kunstigt.
HJØRDIS (rejser sig). Nornens spind er kunstigere flettet; det kan du end mindre løse!
GUNNAR. Krumme er de mægtiges veje; ­ dem kender hverken du eller jeg.
Henrik Ibsen: Hærmænderne paa Helgeland 24