hærmændene på helgeland, skuespil i fire handlinger af henrik ibsen.

stærk jeg end er, ­ det havde faldet mig for tungt at bære. Men hvi kommer han ikke? Altid var
han den første til at møde sin fader; thi det tyktes os begge, som vi ikke kunde leve hinanden en
dag foruden.
GUNNAR. Ørnulf, Ørnulf!
ØRNULF (med stigende uro). Tause står I alle i stuen, det ser jeg nu; ­ hvad fattes, ­ hvor er
Thorolf?
DAGNY. Sigurd, Sigurd, ­ det blir ham det tungeste!
GUNNAR (kæmpende med sig selv). Gubbe! ­ Nej ­ ­ og dog, det kan jo ikke dølges ­
ØRNULF (hæftigt). Min søn! Hvor er han?
GUNNAR. Thorolf er dræbt!
ØRNULF. Dræbt! Thorolf? Thorolf? Ha, du lyver!
GUNNAR. Jeg gav mit varmeste hjerteblod for at vide ham ilive!
HJØRDIS (til Ørnulf). Selv er Thorolf skyld i det som hændte; med mørke taler gav han
tilkende, at du var falden over Egil og havde dræbt ham; ­ halvt i ufred skiltes vi sidst fra
hverandre; du har før voldt mandefald i min æt; ­ og, foruden det, ­ som en kådmundet svend sad
Thorolf ved gildet; han æggedes ved skemt, og gav mange onde ord fra sig; ­ først da var det at
Gunnar harmedes; først da bar han våben på din søn; vel skulde jeg mene, han havde skellig
årsag til den gerning.
ØRNULF (rolig). Det kendes på dig at du er en kvinde; thi du bruger mange ord. Hvortil det? Er
Thorolf dræbt, så er hans saga ude.
EGIL. Når Thorolf er dræbt, så får jeg ingen hærmænd.
ØRNULF. Nej, Egil, ­ nu har vi mistet vore hærmænd, både du og jeg. (til Hjørdis.) Din fader
kvad:
"Jøkuls æt skal Jøkuls bane
volde ve på alle veje".
Godt har du nu sørget for at hans ord kan sandes. (tier lidt og vender sig til en af mændene.)
Hvor fik han banehugget?
MANDEN. Tvers over panden.
ØRNULF (tilfreds). Hm; det er hæderligt sted; så har han ikke vendt ryggen til. Men faldt han
mod siden, eller ind mod Gunnars fødder?
MANDEN. Halvvejs mod siden og halvvejs mod Gunnar.
ØRNULF. Det spår kun halv hævn; ja, ja, ­ vi skal se!
GUNNAR (nærmer sig). Ørnulf, vel ved jeg, at ikke alt mit gods kan veje tabet op; men kræv af
mig hvad du vil ­
ØRNULF (strængt, afbrydende). Giv mig Thorolfs lig, og lad mig gå! Hvor ligger han?
GUNNAR (peger taus mod baggrunden).
ØRNULF (gør et par skridt, men vender sig og siger tordnende til Sigurd, Dagny og flere, der
deltagende vil følge ham): Bliv! Tænker I at Ørnulf skal følges af sørgehuset, som en klynkende
kvinde! Bliv, siger jeg! ­ Vel årker jeg Thorolf alene. (med rolig kraft.) Sønneløs går jeg; men
ingen skal sige at han så mig bøjet!
(han går langsomt ud.)
HJØRDIS (med tvungen latter). Ja, lad ham gå, som han vil; mandstærke trænger vi ikke til at
være, om han kommer med ufred igen! Nu, Dagny, ­ nu tænker jeg det er sidste gang din fader
stævner fra Island i sligt ærinde!
SIGURD (oprørt). O, skændigt!
Henrik Ibsen: Hærmænderne paa Helgeland 22