hærmændene på helgeland, skuespil i fire handlinger af henrik ibsen.

GUNNAR. Gid jeg ikke havde gjort det! (halv sagte.) Men, Sigurd, det ved du nok: umandigt
handler stundom den, der har en kær over alle ting. (højt.) Få mænd havde jeg på gården, og
ingen af os kunde være tryg på livet, da det rygtedes, at Ørnulf lagde til landet med hærskib.
HJØRDIS. En ting ved jeg, som bør frelses først, livet siden.
THOROLF. Og det er?
HJØRDIS. Hæder og rygte blandt mænd.
GUNNAR. Hjørdis!
SIGURD. Ej skal det siges Gunnar på, at han har forspildt sin hæder ved denne gerning.
GUNNAR (strengt). Det lykkes ingen at ægge mig mod Ørnulfs frænder!
HJØRDIS (smilende). Hm; sig mig, Sigurd, ­ kan dit skib sejle med al slags vind?
SIGURD. Ja, når det styres med kløgt.
HJØRDIS. Godt, jeg vil også styre mit skib med kløgt, og skal vel komme did, jeg ønsker.
(går op i stuen.)
DAGNY (sagte og urolig). Sigurd, lad os fare herfra ­ endnu ikvæld!
SIGURD. Nu er det for sent; det var dig selv, som ­
DAGNY. Dengang havde jeg Hjørdis kær; men nu ­; jeg har hørt ord af hende, som jeg ræddes
ved at tænke på.
(Sigurds mænd samt andre gæster, mænd og kvinder, huskarle og terner fra baggrunden.)
GUNNAR (efter en kort pause, der udfyldes med gensidige hilsninger o.s.v.). Nu til
drikkebordet! Min fornemste gæst, Ørnulf fra Fjordene, kommer siden; det har Thorolf tilsagt
mig.
HJØRDIS (til husfolkene). Lad øl og mjød bæres om, så løses tungen og sindet gøres lystigt.
(Gunnar fører Sigurd til højsædet tilhøjre. Dagny sætter sig ved Sigurds højre side, Hjørdis
ligeover for ham på den anden side af samme bord. Thorolf anvises plads på samme måde ved
det andet bord og sidder altså lige for Gunnar, der sætter sig i det store højsæde. De øvrige
tager plads opad mod baggrunden.)
HJØRDIS (efter et ophold, hvori man dri ker sammen og tales sagte ved over bordet). Sjelden
hændes, at så mange djærve mænd sidder sammen, som nu ikvæld i stuen her. Godt vilde det
derfor sømme sig at øve den gamle morskab: Lad hver mand nævne sine bedrifter, så må alle
dømme sig imellem, hvo der er den ypperste.
GUNNAR. Den skik er ej god i drikkelag; tidt voldes ufred derved.
HJØRDIS. Ikke tænkte jeg, at Gunnar herse var ræd.
SIGURD. Det tænker forvist ingen; men sent blev vi færdige, skulde vi nævne vore bedrifter, så
mange vi her er. Fortæl os heller, Gunnar, om din Bjarmelandsrejse; det er fuldgod bedrift at fare
så langt nord, og gerne hører vi på dig.
HJØRDIS. Bjarmelandsrejsen er farmands værk og lidet sømmelig at nævne mellem kæmper.
Nej, begynd du, Sigurd! Hvis jeg ikke skal tænke at du nødig hører min husbond prises, så
begynd! Sig frem; nævn den dåd du har øvet, og som du højest skatter.
SIGURD. Nu, siden du tvinger mig, får det vel så være. Det er da at nævne, at jeg lå i viking
under Orknø; der kom fiender imod os, men vi rydded skibene, og jeg stred alene mod otte
mænd.
HJØRDIS. God var den dåd; men var du fuldt rustet?
SIGURD. Fuldt rustet, med økse, spyd og skjold.
Henrik Ibsen: Hærmænderne paa Helgeland 17