Absalon Pederssøn Beyer (1528 – 1575): OM NORGIS RIGE

Ey Blande for dennem, der tørster.
En Skinke jeg eyer, om nogen har lyst,
Har hængt udi Røg nu paa niende Høst,
Er temmelig vel udi speege,
En Tønde godt Bonde­Gods staar i mit Buur
Blev fanget i Fior, smager treffelig suur,
Jeg deraf et Par har at steege;
For Græskar, Augurker, Oliver, Kapres,
Tracteres I skal med en Kaal udaf Græs,
Faaer dermed saa være fornøyet.
En Grød, giort af Næper det er min Sallat,
Thi havde jeg lovet en Grød af Sukat,
Da havde jeg skammelig løyet.
Ey Læfser ey Gumme skal blive forgiet
Og Pand­Kag af Eeg til den seneste Ret,
Jeg tale vil intet om Lommer
Dog beder jeg atter at Villien den maae
For Verket antages, om al Ting ey saa
Som det sig vel sømmet, fremkommer.
I merker, Velærede Venner og Kier!
Foruden Omtale, hvad Meeningen er,
Og hvad som forstaaes herunder:
I Pennen at føre jeg haver i agt,
Om Nordland, hvorledes det findes udstragt
Med liggende Lotter og Lunder;
Om Klipper at skrive, baad' gammel og graae,
Om Snee, som evindelig ligger derpaa,
Om Bakker, om Elver og fleere;
Hvad Landmanden haver for Næring og Brug,
Hvad Spiise de pleyer at sette paa Dug,
Med anden Omstændighed meere.
Slig Skrifter, om Bugen ey mættes derved,
De Sindet dog nogen Fornøyelighed
Den elskelig Læser kand bringe.
Imidlertiid burde min skrøbelig Pen,
Den Romerske Musam at søge til Ven,
Om Hielp udi Verket betinge.
Men hvad vil jeg fare slig ubekandt Vey,
See! Helicon ligger forlangt ud af Ley,
Jeg frygter, mig Fanden maatt' møde,
Om Natten paa Reisen tilføye mig Vold,
Thi hvoe veed ey af de Satyriske Trold,
Som vrimler i Ørken hin øde,
Hvad har vi fornøden Gudinderne Nie?
Er ikke fra saadant vor Christendom frie?
Vi lade de Hedninger blive,
Og løse vor' Tanker af Mørkhedens Baand;
Der findes i Norge vel noksom den Aand,
Som Gaver og Tunge kand give.
Hvad søge vi HErren i fremmede Land?
Er han i all Verden ey middelste Mand?
I Dag og i Morgen den samme.
Hvo haver opfyldet baad Himmel og Hav,
Er han ey den HErre, som Mennisken gav
Sin evige Viisdom at ramme?
Belees bør billig de Hedninger ud,
Som sluttet at HErren var Biergenes GUd,
Men ikke en GUd udi Dale.
Phy! hvilke Phantasters Indbildninger vrang!
Alt saadant vi lade henløbe sin Gang,
Foruden all vider Omtale.
Allene til HErren jeg føyer mig hen,
Han vilde selv røre min maal­løse Pen,
Og herudi giøre det beste!