Absalon Pederssøn Beyer (1528 – 1575): OM NORGIS RIGE
Absalon Pederssøn Beyer (1528 – 1575): OM NORGIS RIGE Absalon Pederssøn Beyer (1528 – 1575): OM NORGIS RIGE
Høyen Hald og dyben Dal skal vige, Jord og Himmel falde skal tillige, Hver Bierg og Tinde skal slet forsvinde, Men HErrens Minde til tusind Sinde Skal stige. Vil de Gamle være stiv og sove, Da skal Børn i Moders Liv GUD love; De Halte, Lamme, Maalløse Stamme Giør og det samme, de Gromme, Gramme Og Grove. Naar jeg mig fra Top til Fod betragter, Ingen Lem paa mig for god jeg agter, Var de saa smukke som Silke Dukke, De jo skal bukke med ydmyg Sukke Og Facter. Men ô Mennisk' tør du vel det meene? At GUds Navn skeer Ræt og Skel allene, For Præst og Bonde med blotte Munde Ham love kunde? ney, ingenlunde Det eene. HErrens Navn hos os paa Jord kand ikke Helligis ikkun med Ord og Nikke; Ney, hvor du svæver og hvor du stræver, See til du lever, som GUds Ord kræver Til Prikke. Lad dit Lius for Folket smukt saa brende, At enhver din Dyyd og Tugt kand kiende, Leev ey begierlig, ey Folk besværlig Leev from og ærlig mod hver Mand kiærlig Til Ende. Had alt det GUD i sit Ord selv hader, At Vellysten dig paa Jord ey skader, Sky Synd og Lyder, som GUD forbyder, Elsk Tugt og Dyder, som dig bepryder Og bader. Men vilt du paa Synders Vey henstige, Og fra Dyden blues ey at vige, Da dine Lemmer GUds Navn beskemmer GUds Aand bortskremmer og ey forfremmer GUds Rige. Men ô GUD! forhindre sligt at blive! Hvad som er ugudeligt fordrive! At vi vor' Tider mod Synden strider, Naar Tiden lider, hos dig omsider At blive! Kilde: http://www.dokpro.uio.no/litteratur/dass/
Til ** Ludvig Holberg (1684 – 1754) EPISTOLA LX. Vor sidste Samtale var om Apologier eller Forsvars Skrifter, hvilke jeg tilkiende gav mig ikke at kunde lide, endeel, eftersom en ærlig Mand og et got Skrift ingen Apologie behøver; thi Mandens Levnet og Skriftets Indhold maa forsvare sig selv: Endeel ogsaa efterdi man kand giøre ForsvarsSkrifter for alting, end ogsaa for Fanden. Du loe ad denne min Tale, og sagde, at det sidste vilde vel blive noget vanskeligt: Jeg svarede dertil, at det ey vilde blive vanskeligere end det ForsvarsSkrift, som er giort for Æslet, hvorudi samme Dyr adskillige heroiske Qvaliteter blive tillagde. For at vise, at Tingen er giørlig, vil jeg korteligen forfatte, hvad en Apologist, der ret vil giøre sig umage med at besmykke en Ting, kand anføre udi Forsvar af Fanden. Jeg vil ikke tale om hans Capacitet og Forstand; thi alle, end ogsaa hans største Fiender, ere eenige derudi, at en Person, der haver fast 6000 Aar paa bagen, og levet tvende Gange saa længe som Jerusalems Skomager, jo maa besidde meer Lærdom og Viisdom, end alle de 7 Græske Viise, ja maaskee end den heele Verdens Professores, om man end støber dem alle tilsammen, med mindre man vil foregive, at han af Alder gaaer i Barndom; hvilket dog ingen uden Medisance kand sige, saasom de lærdeste Theologi, der nøye have udstuderet Mandens Qvaliteter, og kiende ham til Grunde og Prikke, vide, at han endnu er udi sin fulde Vigueur, saa at Alderen lidt eller intet haver kundet bide paa ham; Ligesom de Lærde Mænd, der udi forrige Seculo havde den Ære at tale med Jerusalems Skomager, have vidnet, at samme Skomager endda havde sine fem Sandse, saa at han intet fattes, hverken paa Begreb eller Ihukommelse, skiønt han allerede udi 1600 Aar haver flakket Verden om. Der kand derfore ikke tvistes om Fandens Forstand og Lærdom, hvilken i Henseende til hans høye Alder ikke kand andet end være stor; og er det derfore, at de Norske Bønder beære ham med den venerable Titel af Gammel Erik. Men lader os examinere de Laster, som ham tillegges. Fanden siges ideligen at være i Bevægelse, for at styrte Mennesker i Ulykke og at forfore Siæle. Men, saasom han reent ud og ligesom ved et Manifest haver erklæret det Menneskelige Kiøn Kriig, saa er han meer at undskylde end mange Mennesker, der under Venskabs Skin besnære deres Næste, der slutte Fred og Forbund, som de strax bryde, og kræve GUD til Vidne om deres oprigtige Hierter, da de dog ere fulde af Had, Fiendskab og Begierlighed til Rov. Derfore siger man, at man kand tage sig vare for Fanden, men ey for Mennesker. At han søger at forføre Siæle, er ikke andet end at bestyrke sin Magt, og at lade see, at han er en hurtig Politicus, Statsmand og Oeconomus. Udi Pagte og Contracter gaaer han meere oprigtigen til Verks end de fleste Mennesker; thi, da disse slutte Pagte, for strax igien at bryde dem, og derved have bragt sig udi saa slet Credit, at man ikke forlader sig
- Page 1 and 2: Absalon Pederssøn Beyer (1528 - 15
- Page 3 and 4: Det andet byskops stict kallis Opsl
- Page 5 and 6: 7. Ach, Venskab og Troo, Som alt ef
- Page 7 and 8: Petter Dass (1647 - 1707) Fra Nordl
- Page 9: Thi jeg af mig selver kand intet fo
- Page 13 and 14: tilstaaer; Endeel ogsaa, saasom ha
- Page 15 and 16: Fra Carl von Linnés (1707 - 1778)
- Page 17 and 18: man tillsåg, var vart och ett av d
- Page 19 and 20: kunde föda ett enda kålhuvud, uta
- Page 21 and 22: Carl Michael Bellmann (1740 - 1795)
- Page 23 and 24: Carl Michael Bellmann (1740 - 1795)
- Page 25 and 26: Johan Herman Wessel (1742 - 1785) G
- Page 27 and 28: Men Du, som allene Fremkaldte den L
- Page 29: Jens Zetlitz (1761 - 1821) Mine Læ
Høyen Hald og dyben Dal skal vige,<br />
Jord og Himmel falde skal tillige,<br />
Hver Bierg og Tinde skal slet forsvinde,<br />
Men HErrens Minde til tusind Sinde<br />
Skal stige.<br />
Vil de Gamle være stiv og sove,<br />
Da skal Børn i Moders Liv GUD love;<br />
De Halte, Lamme, Maalløse Stamme<br />
Giør og det samme, de Gromme, Gramme<br />
Og Grove.<br />
Naar jeg mig fra Top til Fod betragter,<br />
Ingen Lem paa mig for god jeg agter,<br />
Var de saa smukke som Silke Dukke,<br />
De jo skal bukke med ydmyg Sukke<br />
Og Facter.<br />
Men ô Mennisk' tør du vel det meene?<br />
At GUds Navn skeer Ræt og Skel allene,<br />
For Præst og Bonde med blotte Munde<br />
Ham love kunde? ney, ingenlunde<br />
Det eene.<br />
HErrens Navn hos os paa Jord kand ikke<br />
Helligis ikkun med Ord og Nikke;<br />
Ney, hvor du svæver og hvor du stræver,<br />
See til du lever, som GUds Ord kræver<br />
Til Prikke.<br />
Lad dit Lius for Folket smukt saa brende,<br />
At enhver din Dyyd og Tugt kand kiende,<br />
Leev ey begierlig, ey Folk besværlig<br />
Leev from og ærlig mod hver Mand kiærlig<br />
Til Ende.<br />
Had alt det GUD i sit Ord selv hader,<br />
At Vellysten dig paa Jord ey skader,<br />
Sky Synd og Lyder, som GUD forbyder,<br />
Elsk Tugt og Dyder, som dig bepryder<br />
Og bader.<br />
Men vilt du paa Synders Vey henstige,<br />
Og fra Dyden blues ey at vige,<br />
Da dine Lemmer GUds Navn beskemmer<br />
GUds Aand bortskremmer og ey forfremmer<br />
GUds Rige.<br />
Men ô GUD! forhindre sligt at blive!<br />
Hvad som er ugudeligt fordrive!<br />
At vi vor' Tider mod Synden strider,<br />
Naar Tiden lider, hos dig omsider<br />
At blive!<br />
Kilde:<br />
http://www.dokpro.uio.no/litteratur/dass/
Change language