117 SPØRGSMÅL OG SVAR OM EU - Folketingets EU-oplysning

tetsprincippet. Protokollen indførte blandt andet
en systematisk analyse af lovforslagenes i forhold
til nærhedsprincippet og en pligt til, i det omfang
det er muligt, at anvende de mindst vidtgående
fællesskabsforanstaltninger.
Kommissionen udarbejder årligt en rapport til
Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske
Råd om anvendelsen af nærheds- og proportiona-
litetsprincippet.
I Det Europæiske Konvent (se spørgsmål 7) er der
overvejende enighed om, at det vil være en god
ide at involvere de nationale parlamenter direkte
i EU’s lovgivningsproces ved at etablere en form
for ”tidlig varsel-mekanisme”, der skal sikre, at
nærhedsprincippet overholdes.
Nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet,
artikel 5,
stk. 1, 2 og 3, TEF
Stk. 1. Fællesskabet handler inden for ram-
merne af de beføjelser og mål, der er tillagt
det ved denne traktat.
Stk. 2. På de områder, som ikke hører ind
under dets enekompetence, handler Fælles-
skabet, i overensstemmelse med subsidia-
ritetsprincippet, kun, hvis og i det omfang
målene for den påtænkte handling ikke i
tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlems-
staterne og derfor, på grund af den påtænk-
te handlings omfang eller virkninger, bedre
kan gennemføres på fællesskabsplan.
Stk. 3. Fællesskabet handler kun, i det
omfang det er nødvendigt for at nå denne
traktats mål.
77.
Hvad er en forordning?
Forordning” er en betegnelse for en af de forskel-
lige typer af regler, der anvendes i EU.
De klassiske regler i EU-samarbejdet er omtalt
i art. 249 TEF, nemlig forordninger, direktiver
og beslutninger. Art. 249 TEF er ikke hjemmel,
det vil sige det juridiske grundlag, for at udstede
reglerne, men bestemmelsen definerer reglernes
retsvirkning. Ifølge traktaten er det som udgangs-
punkt op til lovgiver at vælge, hvilken type regel
der skal anvendes. Der er dog visse undtagelser
– for eksempel pålægger visse af traktatens be-
stemmelser, at der udstedes en forordning, mens
art. 94 TEF vedrørende det indre marked (se
spørgsmål 103) kræver anvendelse af direktiver
(se spørgsmål 78).
Om forordninger hedder det: ”En forordning er
almengyldig. Den er bindende i alle enkeltheder
og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.”
At en forordning er ”almengyldig”, betyder, at den
ikke er rettet mod en bestemt personkreds, i mod-
sætning til en beslutning rettet mod f.eks. en be-
stemt institution eller virksomhed eller et mindre
antal personer, som klart kan udpeges.
Derudover kan forordningerne umiddelbart an-
vendes i medlemsstaterne og medføre pligter og
rettigheder direkte for borgerne i de enkelte EU-
lande. Der kræves derfor ikke national lovgivning
for, at forordningerne gælder som lovgivning i
medlemsstaterne. Det er blandt andet forordnin-
gernes umiddelbare anvendelighed, som er med
til at gøre EU-samarbejdet specielt i forhold til
det traditionelle internationale samarbejde mel-
lem lande. Selv om forordningerne gælder direkte
97