Bag om Tankegangen: Krop og knold - DR

Bag om Tankegangen: Krop og knold
Formål
Formålet med temaet er at sætte fokus på krop og identitet. Kroppen er udgangspunkt for vores oplevelse
af verden, og billedfremstillinger af kroppen, som fx portrætter, kan være med til at vise os forskellige
aspekter af vores identitet og selvforståelse. Værkerne i dette tema sætter fokus på bl.a. skønhedsidealer,
børn før og nu, forskellige former for portrætter og sidst men ikke mindst kroppen i aktion.
Thomas Kluge, dansk (1969 ­ ): Dronning Margrethe, 1996, olie på lærred, Det
Nationalhistoriske Museum Frederiksborg Slot.
Værkbeskrivelse
Dette værk er det første af to portrætter Thomas Kluge har malet af Dronning Margrethe. Portrættet har
en privat karakter og viser et billede af en nøgtern, moden kvinde. Hun har sweater på, hvilket signalerer en
afslappet og uformel situation. Billedet vakte en del opsigt, da det blev afsløret pga. dets realistiske
karakter. Det viser en moden og afklaret, alvorlig kvinde med fine rynker omkring øjnene, hvor man heller
ikke undgår at bemærke den lille skævhed i det ene øjenæbles placering. Skønt vi genkender hende som
1

landets regent, er det også et maleri af en kvinde og en mor. Billedet var en bryllupsgave fra Det Danske
Handelskammer til prinsesse Alexandra og pris Joakim og har hængt på Schackenborg Slot, men hænger nu
på Frederiksborg Slot. Til dette portræt sad dronningen næsten ikke model. Kluge arbejdede ud fra fotos,
han tog, og justerede lidt hist og her. Til billedet udtalte Dronningen: ”De har sandelig fået det hele med”.
Ikke som en kritik, men som en konstatering.
Kluges er i sin malestil meget inspireret af barokken. Det viser sig ved, at han iscenesætter billedrummet og
tilfører billedet dramatiske lys‐ og skyggevirkninger. Hans tekniske kunnen er fremragende, og gennem
brug af lys‐ og skygge fremstår den portrætterede næsten som modeleret på lærredet. Dog dukker der ofte
noget uheldsvangert, dystert og undertiden en morbid stemninger op, hvilket dog ikke er så udpræget i
dronningeportrættet.
Referenceværkerne giver mulighed for at diskutere forskellige fremstillinger af dronningen. Samtidig lægger
de op til at diskutere hvilken betydning kropsholdning, påklædning og omgivelser har for fremstillingen af
den portrætterede.
Diskutér: Privat portræt eller officielt? Hvad er forskellen?
Tip: I værkstedet kan du selv eksperimentere med lys og skyggevirkninger. Hvordan laver man en fx
uhyggelig, rar eller varm stemning?
Diskutér: Hvis du var med på et maleri, hvilke ting ville du så have i hånden? Hvad skulle man sige
om dig eller dine hobbyer?
Prøv selv. Lav et selvportræt. Tænk Hvordan er din kropsholdning? Din mimik? Hvilke omgivelser er
du i?
2

Constantin Hansen, dansk, (1804 ­ 1880): En lille pige, Elise Købke, med kop foran sig,
1850, Olie på papir opsat på lærred, 39 x 35,5 cm, Statens Museum for Kunst.
Værkbeskrivelse
Maleriet forestiller en ung pige, der sidder og rører i en kop. Det er dog ikke et billede på en
hverdagssituation, som man ellers godt kunne tro ud fra motivet. Der er hverken hverdag eller situation i
billedet. Kunstneren har fastfrosset al bevægelse, og billedet har fået et alvorsfuldt og ophøjet præg. Den
lille pige sidder så musestille som en statue hugget i sten. Constantin Hansen lagde i sin kunst vægt på den
stramme, klare billedopbygning. Han har rendyrket og forenklet pigens former med en usædvanlig
konsekvens, og har givet hendes hoved og krop en stærk skulpturel form. Der ses en parallel mellem pigens
runde ansigt og koppens tilsvarende runding og form. Motivet er stærkt stiliseret, hvilket kan ses ved at
sammenligne med skitsen til værket.
Portrætter som dette, af borgerskabet og deres børn, var meget almindelige i guldalderen, men målet var
ikke altid en virkelighedsnær gengivelse af personen. Guldalderens kunst skulle vise et idealiseret billede af
virkeligheden. Farverne er således afstemte efter hinanden inden for denne meget begrænsede del af
farveskalaen, hvilket er med til at give portrættet ro og harmoni. Constantin Hansen boede otte år i Rom,
hvor han bl.a. gennem udflugter til de romerske oldtidsbyer Pompej og Herculanum, hentede inspiration
fra oldtidens klassiske kunst.
3

Referenceværkerne giver mulighed for at diskutere billedfremstillinger af børn før og nu. Hvordan ser et
børneportræt ud i dag i forhold til i guldalderen fx mht. påklædning og attitude? Ved at sammenligne med
kunstnerens skitse til værket, kan du endvidere diskutere kunstnerens arbejdsproces.
Diskutér: Er det et gammelt eller nyt billede? Hvordan kan man se det?
Diskutér: Hvordan har kunstnerens arbejdsproces været? Hvor lang tid har det taget? Sammenlign
evt. med skitsen.
Hvad for tøj havde hun på? Hvem var pigen?
Henri Matisse, fransk, (1869 – 1954): Portræt af Madame Matisse. Den grønne stribe,
1905, olie på lærred, 40,5 x 32,5 cm, Statens Museum for Kunst.
Værkbeskrivelse
Portrættet her forestiller Matisses kone Amélie Matisse. Den grønne stribe deler ansigtet op i to dele, hvor
den venstre side er holdt i gule og grønlige farvenuancer, men den højre side er i den rødlige skala. Denne
komplementærkontrast spiller sammen med og modsvares af baggrundens tilsvarende kontrastfarver.
4

Hovedets drejning i forhold til kroppen understreges af baggrunden, hvor den grønne flade fremkalder
indtryk af dybde, mens den violette og orange flade har en fremadrettet virkning. Ellers virker ansigtet
ganske fladt, og der har ikke været fokus på at forme motivet og gøre det rummeligt.
Til trods for den grove penselføring og frie farvebrug, ligner portrættet uhyggeligt meget modellen. Man er
ikke i tvivl om, at det er Madamme Matisse. Portrættet har stor intensitet og karakter, men alligevel noget
ikonagtigt over sig. Det er derfor blevet sammenlignet med de berømte Ægyptiske mumieportrætter fra
Fayum. Matisse har fjernet sig fra det direkte repræsenterende portræt, og portrættet af Madamme
Matisse har fokus på farven som udtryk. Men det er vigtigt at understrege, at ”udtryksfuldhed” for Matisse
ikke var noget flygtigt sansende eller følende. Matisses ”vilde” brug af farver ligger IKKE i tråd med hverken
impressionismen eller ekspressionismen. Matisse ønskede derimod gennem farverne at nå ind til motivets
”inderste essens”. Udtrykket skulle være en sansning, der går op i en højere enhed, en varig puls, en
fortætning af alle sanser. En sansning som i et portræt viser ”de linjer i ansigtet der leder tanken hen på
den dybde, der eksisterer i alle mennesker”.
Matisse var med til at definere Fauvismen (Les Fauve = De vilde), med værker der er kendetegnet ved en fri
brug af farven samt en dekorativ kombination af enstonede farveflader og ornamentale elementer. Matisse
har sagt: ”Jeg drømmer om en kunst, hvor der er balance, enkelhed og klarhed, ingen problemer eller
forstyrrende handling, noget i retning af en god lænestol, hvor man kan hvile sig efter dagens fysiske
anstrengelser”.
Referenceværkerne giver mulighed for at diskutere farvebrug, farvekontraster og billedets forhold til
virkeligheden. Hvordan kan portrættet fjerne sig fra virkeligheden og samtidig opnå en større lighed med
den portrætterede?
Diskutér: Farver. Udpeg alle de forskellige farver i billedet og find komplementærfarver evt. med
hjælp fra farvecirklen.
Diskutér: Hvad er forskellen mellem farverne i hver sin side af ansigtet?
Diskutér: Forholdet mellem virkelighed og personlighed. Hvordan er farven brugt her?
Prøv selv: Sæt et spejl foran dig og tegn dit portræt og læg så stærke farver på.
Tip: Du kan selv eksperimentere med farver i Værkstedet. Prøv fx at lave et billede med
komplementærfarver.
5

Paul Gernes, dansk (1925 ­ 96): Bagsider, 1969, foto serie, s/h fotografi, hvert foto 50,6
x 46,8 cm, Statens Museum for Kunst.
Værkbeskrivelse:
Bagdele er vendt til fordele i denne serie af fotografiske portrætter af mænd og kvinders nøgne bagpartier.
Værkserien Bagsider, der hurtigt fik øgenavnene Røvbilleder og Røvserien, består af en serie på ti
fotografiske portrætter, som kun eksisterer i dette ene eksemplar. Billederne er udført ved, at modellerne
har sat sig afklædte på en glasplade og derefter blevet fotograferet nedefra. Som en parafrase over det
traditionelle ansigtsportræt viser fotoserien mennesket ‐ mænd og kvinder ‐ fra bagsiden. Formsproget i de
sort‐hvide fotografier er enkelt og de mere eller mindre kødfulde balder rejser sig som dobbeltkupler i et
æstetisk renset udtryk.
Værket er en kritisk kommentar til den traditionelle portrætkunst, som normalt viser det karakteristiske
ved den portrætterede og har kunstnerens personlige aftryk på værket. Personerne på billederne er
anonyme og værkets gentagelse af ”bagsider” understreger også det absurde i at kalde det et portræt. Når
vi portrætteres bagfra ser vi alle næsten ens ud! Bagsider er et eksempel på den socialt reflekterende side
af Paul Gernes kunst, og fotoserien ligger i forlængelse af kunstnere som Bjørn Nørgaard, Lene Adler
Petersen og Kirsten Justesen, der alle arbejder ud fra et performativt og kropsorienteret omdrejningspunkt.
6

Dette værk og dets referenceværker udfordrer den konventionelle forestilling om, hvad et portræt er.
Værkerne giver mulighed for at diskutere hvilken betydning bagsiden kan have i forskellige situationer og
billeder.
Når vi bliver nøgne, er vi alle som naturen har skabt os, hvilket giver en lighed eller anonymitet.
Hvad sker der, når hverken tøj, makeup, frisure eller smykker er med på billedet?
Diskutér: Er det overhoved et portræt?
Hvad betyder det (i vores kultur), når man viser sin røv til andre? (mooner)
Diskutér: Har alting en forside og en bagside?
Prøv selv: Tag et alternativt portrætbillede, hvor man ikke ser dit ansigt, men en anden del af din
krop. Diskutér: Er det så overhoved et portræt?
7

Peter Land, dansk, (1966 ­): The Ride, 2002, 16 mm film.
Værkbeskrivelse
The Ride er en enkel historie om en mand, der kommer cyklende ad en skovsti og vælter. Og vælter. Og
vælter. Kunstneren selv har komponeret et stykke musik til filmen, som mest af alt minder om den musik,
der strømmer ud af højtalerne i en gammeldags karrusel. Forestillingen om karrusellen forstærkes af
oplevelsen af, at manden på cyklen kører i ring og af værkets titel The Ride, der udover den selvfølgelige
henvisning til cykelturen, også er det engelske udtryk for den tur, man kan tage i en tivoli‐forlystelse.
The Ride er en 16 mm film og fremstår i udpræget grad Gøg og Gokke‐agtig, både på grund af det slapstick
morsomme i at falde på halen, men også på grund af musikken og filmens noget grynede fremtoning. Peter
Land spiller selv hovedrollen i sine videoer, og det går altid galt for ham; men til forskel fra Gokke har han
ingen at skælde ud på. Som den evigt uheldige mand finder han sig stille og roligt i sin kranke skæbne. Han
udtrykker den frygt, vi alle har for at fejle og ikke slå til. Som en grundlæggende menneskelig (og
kunstnerisk) præmis ønsker vi alle social accept og succes.
I første omgang opleves Peter Lands værker som gakkede numre med en kritisk replik til tidens kropskult og
udviklingsoptimisme, men i videofilmenes uendelige loops bliver de til dystre sindbilleder på menneskets –
og især den moderne mands – kontroltab. Sisyfos slider, så sveden drypper, men Peter Land giver ham ikke
8

en jordisk chance for at få rullet stenen op på bjergtoppen. Lands videos er en hyldest til slapstick‐
komedien, til fluxus‐happenings, til dada og det absurde teater, særligt Becketts. De er en slags forsøgstest,
hvor han afprøver sine personlige pinlighedsgrænser i groteske iscenesættelser.
Værket og dets referenceværkerne giver mulighed for at diskutere kropskontrol og – tab, samt hvilken
betydning det har i vores kultur.
Sammenlign med andre typer af klovnerier fx Buster Keaton og Gøg og Gokke
Diskutér: Kan det være sejt at vælte på cykel? (fx Jackass eller stunts)
Hvad betyder gentagelsen (sammenlign fx med Sissyfos)
Diskutér: Hvorfor holder vi ofte med antihelten? (fx Olsenbanden eller Stig Helmer)
Diskutér: Hvorfor er noget pinligt?
9

Bertel Thorvaldsen, dansk, (1770 ­ 1844): Venus med æblet, 1809, marmor 109,6 x 48 x
41 cm, Statens Museum for Kunst.
Værkbeskrivelse
Den nøgne kvinde forestiller kærlighedsgudinden Venus. Motivet er hentet fra antikkens mytologi og det
fortælles i myten, hvordan Venus vandt skønhedskonkurrencen over de andre gudinder. Til et bryllup på
Olympen havde man glemt at invitere stridens gudinde Eris. Hun hævnede sig ved at møde op til festen og
kaste et gyldent æble ind iblandt guderne. På æblet stod ”til den skønneste”. Alle gudinderne mente hver
især, at æblet tilkom dem. For at forhindre en strid, afholdt man en skønhedskonkurrence. Det var de tre
mest kvalificerede gudinder, Juno, Minerva og Venus, der skulle kæmpe om titlen. Dommeren skulle være
upartisk, og man valgte derfor den jordiske hyrde Paris, søn af kong Priamos af Troja. Det var svært for
Prins Paris at være objektiv. Juno lovede ham magt, Minerva lovede ham visdom, og Venus lovede ham den
smukkeste kvinde på jorden. Det sidste tilbud kunne Paris ikke modstå. Han valgte Venus, som modtog
æblet og dermed vandt skønhedskonkurrencen. Venus vandt således ikke kun på grund af sin store
skønhed, men også ved hjælp af kvindelist.
Det, der begyndte med en uskyldig konkurrence, endte med at få store konsekvenser. Den smukkeste
kvinde på jorden var den skønne Helena, som allerede var gift med Kong Menelaos af Sparta. Venus’ løfte
til Paris blev derfor begyndelsen til den trojanske krig mellem grækerne og trojanerne.
10

Den tragiske konsekvens af skønhedskonkurrencen er dog ikke skulpturens fokus. Thorvaldsens Venus skal
udtrykke skønhedens ideale form. Venus er derfor helt opslugt af æblet, der med en perfekt rund form
symboliserer hendes egen ideale krop. I sin rolige indadvendthed er Venus’ udtryk typisk for Thorvaldsens
nyklassicistiske stil. Hendes harmoniske og yndefulde proportioner var inspireret af antikkens klassiske
skulpturer. Hendes position har forbillede i den klassiske stilling kontraposto, hvor det ene ben hviler og
hoften derfor får et naturligt svaj. Venus skyder dog hoften lidt mere ud til siden og former et omvendt ”D”,
der understreger hendes kvindelige former og udtrykker kropsidealet i Thovaldsens samtid.
Allerede i 1804 havde Thorvaldsen lavet en mindre statue af Venus med æblet, som blev kopieret flere
gange. Skulpturen findes således i flere versioner og størrelser både i gips og marmor. Referenceværkerne
giver mulighed for at diskutere forskellige kropsidealer og kvindebilleder fra før og nu.
Sammenlign: Thorvaldsens valg af marmor har samme effekt som retouchering af billeder i dag.
Den fine lyse glimtende hud minder om et reklamefoto.
Diskutér: Hvorfor er skulpturer fra den tid ofte skildret nøgne?
Diskutér: Er Venus en smuk kvinde ud fra skønhedsidealer i dag?
Diskutér: Ville hun være lige så smuk, hvis skulpturen var lavet af træ?
Erik Thommesen, dansk (1916 – 2008): Anna, 1937, bronze 36,5 cm, Statens Museum
for Kunst.
11

Værkbeskrivelse
Udgangspunktet for denne skulptur er kunstnerens kone Anna, men der er lang afstand fra det forlæg,
Thommesen arbejdede ud fra og til den form, det endte med hos ham. Denne skulptur viser ikke en
nøjagtig, figurativ gengivelse af mennesket. Næsten alt det der gør, at vi kan genkende figuren som et
menneske, fx ansigt og skuldre, er skåret væk. Der er kun det væsentlige tilbage – mennesket som krop og
væren.
Thommesen er nået frem til, at han kunne udtrykke en mere almenmenneskelig karakter i sine værker ved
at fjerne sig fra motivets lighed, med den ydre form. Uden ligheden med den enkelte person bliver værket
mere alment. Fokus bliver i højere grad, hvad det vil sige at være et menneske end at vise hvordan vi ser
ud.
Inspiration til sine figurer har Erik Thommesen blandt andet hentet i afrikansk kunst, der har en lang
tradition for at afbilde menneskefigurer i et forenklet symbolladet formsprog. De afrikanske figurer har
samtidig en rytme, som Erik Thommesen kan bruge i sine værker. Det er formen, rytmen og bevægelsen i
skulpturen der er væsentlig. Thommesen siger: ” Det er en fornemmelse. Det er den ydre form bygget op
indefra. Jeg farer ikke løs på formen, jeg arbejder mere med rytmen, med formens forudsætninger, og
rytmen bliver til form. Det er musisk, rytmen er en sang. Sådan har jeg altid opfattet det.” Og på trods af
denne rytme synes der også at hvile en ro og harmoni over værkerne. Der er noget naturligt ved formerne,
som Erik Thommesen kun har opnået ved at prøve sig frem igen og igen, for at opnå de helt rigtige
proportioner mellem de enkelte dele.
Anna er en af Erik Thommesen første skulpturer. I begyndelsen lignede hans værker forholdsvis meget den
virkelighed, han tog udgangspunkt i. Med årene bliver formsproget mere enkelt, stramt og dermed mere
abstrakt. Portrættet, hovedet, er dette legemes forhold til rummet omkring. Det er forsøg på at finde de
mest udtryksfulde måder at gengive mennesket på, og hvordan de former forholder sig til omgivelserne.
Diskutér: Hvordan har Thommesens arbejdsproces været? Sammenlign med lerskitsen
Sammenlign Anna fra 1937 med Thommesens anden skulptur Kvinde fra 1963. Hvordan har hans
formsprog udviklet sig?
Diskutér: Kan man se at det er en kvinde? Hvordan?
Diskutér: Er Anna et portræt?
12