SARA HANGHØJ.indd

Sara Hanghøj
I efteråret 1965 gik jeg som 7-årig sammen med min mor ind i en manufakturhandel
i den lille landsby på Salling, hvor mine bedsteforældre boede. Vi
købte en lille stjerneformet lysedug i rødt bomuld med hvid blondekant; der
var påtrykt et mønster til at brodere efter: små juleroser og grangrene. Vi købte
også blankt merceriseret bomuldsgarn til at brodere med – hvidt, gult og grønt.
Forventningsfuld og med stor lyst gik jeg i gang med at brodere på den sammen
med min mor. Jeg husker det som ren nydelse – de blanke garner, det røde,
bløde stof, min mors nærvær, nålen der gled gennem stoffet og glæden og stoltheden
ved at kunne det samme som min mor, der broderede de fineste ting.
Det er min første erindrede håndarbejdserfaring.
Håndarbejdstimerne i skolen blev ren rædsel – mareridt. Ingen grobund for
lysten, intet nærvær, kun pligt, ternede syposer, farveløshed, svedige fingre og
nederlag. En erfaring jeg deler med mange jævnaldrende kvinder. Men hjemme
i stuerne var lysten til det tekstile altid tilstede i en sfære af tid, ro og ikke mindst
opmærksomhed fra både min søster, min mor og andre voksne. Her stod alle
muligheder åbne og fantasierne kunne virkeliggøres.
Lysten til håndarbejde vendte for alvor tilbage, da jeg i 1975 stod med min første
Hønsestrikbog i hånden. I et sus af frigørelse og inspiration fik jeg i årene derefter
tilfredsstillet glæden, lysten og sulten efter at arbejde med tekstile materialer
på min egen måde og ofte i nærvær og fællesskab med andre – på højskole, på
kurser og hjemme. Det er blevet en livsform, en uddannelse som håndarbejdslærer
i 1984 i vævning, spinding, plantefarvning og filtning, en grad som cand.
pæd. i håndarbejde i 2000 og en ph.d. grad i materiel kultur i 2007 på en afhandling
om en håndvævet sofapude – alt gennemlevet med streg under lyst.
Det må have været nysgerrigheden efter at udforske baggrunden for al denne
lyst der bragte mig videre fra højskolelivet til Danmarks Lærerhøjskole, senere
Danmarks Pædagogiske Universitet og nu Danmarks Pædagogiske Universitetsskole
ved Aarhus Universitet.
Lysten til at formidle, videregive, delagtiggøre og dele mine erfaringer og viden
med andre har fulgt med hele vejen. Som mange andre håndarbejdsfreaks har
jeg ofte måttet stykke mit arbejdsliv sammen af mange jobs. Det hele tilpasset
det familieliv jeg også ville – og vil - her på Fyn med Ivan og vores to børn
Jonas og Anna. Dansk Husflidsselskab har lagt en ramme om næsten alt jeg har
foretaget mig siden 1982. Jeg er uddannet på Den danske Husflidshøjskoles
(nu hedengangne) Seminarium i Kerteminde, og jeg underviste der samt på
Kontakt:
Sara Hanghøj
mail: saha@dpu.dk

Sara Hanghøj
Danmarks eneste husflidsdaghøjskole i rigtig mange år. Jeg er formand for Kerteminde
Husflidsforening og underviser stadig på nogle af foreningens weekendkurser
og familiekurser, og sidst men absolut ikke mindst har jeg fra 1997
– 2003 arbejdet som museums- og udstillingsleder på Museum for Husflid – nu
Værkstedsmuseet, hvor jeg stadig er konsulent. Se: http://www.husflid.dk/omdansk-husflid/vaerkstedsmuseet.aspx
Her har jeg indhentet erfaringer og viden, der ligger til grund for dele af min
ph.d. afhandling og for min undervisning på DPU i udstillingsdidaktik. I samarbejde
med Minna Kragelund blev det til flere spændende udstillinger, et forskningsprojekt
og en bog udgivet i samarbejde med Kalundborg Museum: Tingenes
fortællinger – om at lære det gode liv (DPU 2004).
At forene det håndværksmæssige med det akademiske er en stadig udfordring
både privat og professionelt, men gjort muligt af kandidatstudiet i didaktik -
materiel kultur – hvor jeg nu er adjunkt og studiekoordinator. Mødet med forskere
fra hele verden, men især fra Norden, der arbejder med Crafticulation &
Education (titlen på en konference i Helsinki 2008) giver mod og endnu mere
lyst til at arbejde for ånden i hånden – eller er det omvendt? Det kan ikke adskilles
i mit univers. Se også: www.dpu.dk/om/saha