Læs hele dommen. - Domstol.dk

Sag 370/2007
(2. afdeling)
A
(advokat Svend Aage Helsinghoff, beskikket)
mod
Codan Forsikring A/S
(advokat Christina Neugebauer)
HØJESTERETS DOM
afsagt fredag den 26. august 2011
I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 13. afdeling den 15. juni 2007.
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Peter Blok, Per Walsøe, Asbjørn Jensen, Thomas
Rørdam og Poul Dahl Jensen.
Påstande
Appellanten, A, har nedlagt påstand om, at indstævnte, Codan Forsikring A/S, der har opfyldt
landsrettens dom, yderligere skal betale 1.157.537,68 kr. med procesrente fra sagens anlæg
den 17. januar 2003.
Codan Forsikring A/S har påstået frifindelse, subsidiært betaling af 592.972,80 kr.
Anbringender
A har til støtte for påstanden gjort gældende, at stationærtidspunktet skal fastsættes til den 21.
marts 2002, og at han således har krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til denne
dato. Han har herved navnlig anført, at det følger af Retslægerådets udtalelser, at der i tiden
efter den 15. januar 2001 er indtrådt en vis bedring i hans helbredstilstand, og at der hverken
efter loven eller dens forarbejder kan stilles krav om, at en forbedring skal være væsentlig.

- 2 -
Codan Forsikring A/S har anført, at det såvel efter Arbejdsskadestyrelsens praksis som efter
retspraksis må være en betingelse for at udskyde stationærtidspunktet til et tidspunkt efter den
15. januar 2001, at der er sket en så væsentlig bedring af As helbredstilstand, at der er grundlag
for at nedsætte méngraden. Dette er ikke tilfældet, heller ikke efter Retslægerådets erklæ-
ringer. Hvis selskabet ikke får medhold i, at den 15. januar 2001 skal fastholdes som stationærtidspunkt,
må dette senest være den 1. september 2001, fra hvilket tidspunkt A blev til-
kendt førtidspension, jf. den subsidiære påstand.
Supplerende sagsfremstilling
I Arbejdsskadestyrelsens vejledning nr. 11717 af 31. december 2000 om stationærtidspunktet
er bl.a. anført følgende:
”Stationærtidspunktet er det tidspunkt, hvor det må antages, at der ikke længere indtræder
en væsentlig blivende bedring af borgerens helbredstilstand.
…
4) Hvis arbejdet ikke genoptages, og sygeforløbet er kontinuert, og der stadig gives behandlinger,
må det medicinsk vurderes, hvornår disse behandlinger ikke længere medfører
en væsentlig blivende bedring af helbredstilstanden.
At der ikke sker en væsentlig forbedring betyder, at méngraden ikke bliver mindre ved
fortsat behandling. ”
Til brug for sagens behandling ved Højesteret er der indhentet tre yderligere udtalelser fra
Arbejdsskadestyrelsen og to udtalelser fra Retslægerådet.
I en udtalelse af 25. oktober 2007 fra Arbejdsskadestyrelsen hedder det bl.a.:
”Vi har ved udtalelse af 4. juli 2001 vurderet stationærtidspunktet til d. 15. januar 2001
og som begrundelse henvist til speciallægeerklæring af 3. april 2001 ved Ulf Lucht,
hvor det er anført at behandlingsmulighederne skønnes udtømte, og at den sidste sygehuskontrol
var den 15. januar 2001.
Der blev imidlertid iværksat efterfølgende lægelig behandling i form af ny stivgørende
operation af venstre fod i september 2001, og da ROM-walkeren først blev aflagt den
21. marts 2002, blev stationærtidspunktet ud fra en lægelig vurdering hvad angår foden
forlænget til d. 21. marts 2002, jf. styrelsens seneste udtalelse af 4. september 2002.
De øvrige lægelige behandlinger i perioden 15. januar 2001 til 21. marts 2002 er ikke af
en sådan karakter, at de kan give grundlag for en forlængelse af stationærtidspunktet, og

- 3 -
hvad specielt angår de neurologiske gener i form af moderat postkommotionelt syndrom
må disse skønnes stationære allerede ca. 1 år efter skaden i januar 1997.
Forlængelsen af stationærtidspunktet fra 15. januar 2001 til 21. marts 2002 er ikke udtryk
for, at styrelsen var af den opfattelse, at stationærtidspunktet for ophør af tabt arbejdsfortjeneste
også skulle forlænges.
Vi finder, at stationærtidspunktet ved ophør af tabt arbejdsfortjeneste ikke kan fastsættes
til senere end d. 15. januar 2001.
Vi har lagt vægt på, at behandlingsmulighederne på det tidspunkt skønnedes udtømte og
at A samme år - 2001- søgte og fik tilkendt førtidspension. De behandlinger og operationer,
som blev gennemført i perioden 15. januar 2001 til 21. marts 2002, kan ikke anses
for at have medført en bedring i den erhvervsmæssige situation.
Der kan endvidere henvises til, at følgerne efter skaden i januar 1997 var særdeles omfattende,
og at der ikke under det usædvanligt lange behandlingsforløb med ca. 40 operationer
har været iværksat revalideringsmæssige eller lignende foranstaltninger med
henblik på at genvinde erhvervsevnen.
Når der henses til, at erhvervsevnetabet ved udtalelse af 4. september 2002 er vurderet
til 100 procent, finder vi, at stationærtidspunktet som skæringstidspunkt imellem tabt
arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab i denne sag på ca. 4 år efter ulykken frem til 15.
januar 2001 er udtryk for en meget velvillig vurdering.”
I en erklæring af 12. januar 2010 har Retslægerådet besvaret følgende spørgsmål således:
”Spørgsmål A.
Retslægerådet anmodes venligst om at oplyse og beskrive, hvilke varige symptomer og
varige helbredsmæssige følger appellanten havde den 15. januar 2001.
Januar 2001 amputeret venstre hånds 4-5 finger. Fantomsmerter i venstre hånd. Nedsat
bevægelighed i venstre albue, dårlig drejebevægelighed af venstre underarm. Nedsat
kraft i venstre arm.
Smerter i venstre fod efter 500 meters gang, haltende gang, kan ikke gå på ujævnt terræn.
Højre ben ½ cm kortere end venstre.
Venstre fodled ingen bevægelighed 30 graders plantarfleksion, (nedadvinkling), 25 graders
valgus (udadvinkling).
Spørgsmål B.
Retslægerådet anmodes venligst om at oplyse og beskrive, hvilke varige symptomer og
varige helbredsmæssige følger appellanten havde den 21. marts 2002.
Herunder anmodes venligst om at oplyse, om appellantens varige symptomer og varige
helbredsmæssige følger var de samme den 21. marts 2002 som den 15. januar 2001.

- 4 -
Marts 2002 fuldstændigt som beskrevet under besvarelsen af spørgsmål A, dog er venstre
ben 3 cm kortere end højre og venstre fodled står i 25 graders plantarflexion (nedadvinkling).
Spørgsmål C.
Retslægerådet anmodes venligst om at oplyse og beskrive, hvilke kognitive symptomer,
appellanten har, og hvornår de er debuteret.
Et par måneder efter ulykkestilfældet svimmelhed og problemer med koncentrationen,
februar 1998 daglig hovedpine, smerter i nakke, ryg og lænd, koncentration og læsebesvær.
Spørgsmål D.
Retslægerådet anmodes venligst om at oplyse baggrunden for, henholdsvis årsagen til
de operationer og behandlinger, som appellanten fik i perioden fra den 15. januar 2001
til den 21. marts 2002.
April 2001 fjernet skruer i venstre fodled. August 2001 operation for sprængt sene i
venstre overarm. September 2001 omoperation med stivgøring af venstre fodled, og senere
september, løsning af sammenvoksning af tarmene. December 2001 fjernelse af
nerveknuder i venstre hånd.
Baggrunden og årsagen til ovennævnte indgreb er uheldet og de initiale behandlinger.
Spørgsmål E.
Retslægerådet anmodes venligst om at oplyse, om de eventuelle af Retslægerådet fastslåede
varige helbredsmæssige følger i venstre arm den 21. marts 2002 efter Rådets
opfattelse var forværret, forbedret eller uændret i forhold til den 15. januar 2001.
Hvis Retslægerådet finder, at der er indtruffet ændring, anmodes Retslægerådet om at
beskrive denne.
Herunder anmodes Retslægerådet venligst om at oplyse, om de forhold, som har nødvendiggjort
yderligere operationer og behandlinger i den anførte periode, er kendte
og/eller forventelige i forhold til de skader, som appellanten havde i armen den 15. januar
2001.
Der er stort set uændrede forhold i venstre arm fra januar 2001 til marts 2002. Fjernelse
af nerveknuder er almindelige følger efter den primære behandling. Den sprængte sene
er ikke en forventelig følge efter behandlingen.
Spørgsmål F.
Retslægerådet anmodes venligst om at oplyse, om det er Retslægerådets opfattelse, at
gentagelse af stivgørende operation af appellantens venstre fod, som blev udført den 14.
september 2001, efter Retslægerådets opfattelse har medført, at appellantens varige
helbredsmæssige følger i venstre fod den 21. marts 2002 er forværret, forbedret eller
uændret i forhold til den 15. januar 2001.
Hvis Retslægerådet finder, at der er indtruffet ændring, anmodes Retslægerådet om at
beskrive denne.

- 5 -
Herunder anmodes Retslægerådet venligst om at oplyse, om de forhold, som har nødvendiggjort
yderligere operationer og behandlinger i den anførte periode, er kendte
og/eller forventelige i forhold til de skader, som appellanten havde i armen.
Som det fremgår af svar på spørgsmål A og B, er der en lille bedring i venstre fodleds
stilling, 5 graders mindre plantarflexion (nedadvinkling). Vedrørende armen, se svaret
på spørgsmål E.
Spørgsmål G.
Retslægerådet anmodes venligst om at oplyse, om det er Retslægerådets opfattelse, at
det ud fra en lægelig bedømmelse den 15. januar 2001 var forventeligt, at appellanten
ville opnå yderligere helbredelse i forhold til de varige helbredsmæssige følger efter
ulykkestilfældet den 13. januar 1997.
Ingen væsentlig forbedring er forventelig.
Spørgsmål H.
Retslægerådet anmodes venligst om at oplyse, om det er Retslægerådets opfattelse, at
appellantens varige helbredsmæssige følger efter ulykkestilfældet den 13. januar 1997
fremstod som varige den 15. januar 2001.
Hvis spørgsmålet besvares benægtende, anmodes Retslægerådet venligst om – for hver
enkelt af appellantens varige følger efter ulykkestilfældet den 13. januar 1997 – at oplyse,
hvornår symptomer og følger er debuteret, og hvornår appellantens følger ud fra
en lægelig vurdering må anses for varige uden forventet forbedring af helbredstilstanden.
Ja.
Spørgsmål I.
Retslægerådet anmodes venligst om at oplyse, om det er Retslægerådets opfattelse, at
appellanten i perioden fra den 15. januar 2001 til den 21. marts 2002 har opnået en
forbedret funktionsevne.
Ja, en ganske sparsom forbedret funktionsevne”
Af en udtalelse af 2. december 2010 fra Arbejdsskadestyrelsen fremgår bl.a. følgende:
”Begrundelse for stationærtidspunkt:
Vi har lagt vægt på oplysningerne i j.nr. 250459-0073/02 og 250459-0073/03, herunder
særligt:
Speciallægeerklæringer af 3. april 2001 og 12. april 2002 ved overlæge dr.med. Ulf
Lucht.
Vi har endvidere lagt vægt på de nye lægelige oplysninger i aktuelle sag i form af:

- 6 -
- Journaludskrift af 28. juli 2009 og Radiologisk klinik i Odder
- Retslægerådets udtalelse af 12. januar 2010
- Vi har endvidere noteret os subsidiær vidneafhøring af overlæge dr. med. Ulf Lucht
foretaget ved Retten i Århus den 15. august 2008.
Vi har i udtalelse af 4. juli 2001 fastsat stationærtidspunktet til den 15. januar 2001. Vi
har ved denne vurdering særligt lagt vægt på, at det fremgår af speciallægeerklæring af
3. april 2001 ved overlæge, dr. med. Ulf Lucht, at behandlingsmulighederne skønnes
udtømte, og at den sidste sygehuskontrol var den 15. januar 2001.
Vi har i udtalelse af 4. september 2002 ændret stationærtidspunktet til den 21. marts
2002. Vi har ved denne vurdering særligt lagt vægt på speciallægeerklæring af 12. april
2002 ved overlæge, dr. med. Ulf Lucht, hvoraf det fremgår, at A havde været i et behandlingsforløb
frem til den 21. marts 2002.
Vi har endvidere i udtalelse af 25. oktober 2007 fastsat stationærtidspunktet i relation til
erstatningsansvarslovens § 2 til den 15. januar 2001. Vi har ved denne vurdering lagt
vægt på, at behandlingsmulighederne på dette tidspunkt skønnes udtømte og at A
samme år - 2001- søgte og fik tilkendt førtidspension. De behandlinger og operationer,
som blev gennemført i perioden 15. januar 2001 til 21. marts 2002, kan ikke anses for at
have medført en bedring i den erhvervsmæssige situation.
Der blev endvidere henvist til, at følgerne efter skaden i januar 1997 var særdeles omfattende,
og at der ikke under det usædvanligt lange behandlingsforløb med ca. 40 operationer
har været iværksat revalideringsmæssige eller lignende foranstaltninger med
henblik på at genvinde erhvervsevnen samt at erhvervsevnetabet i udtalelse af 4. september
2002 blev vurderet til 100 procent.
Vi har endvidere i samme udtalelse fastsat stationærtidspunktet i relation til erstatningsansvarslovens
§ 3 til den 21. marts 2002. Vi har ved denne vurdering lagt vægt på, at
der efter den 15. januar 2001 blev iværksat yderligere lægelig behandling i form af ny
stivgørende operation af venstre fod i september 2001, og da ROM-walkeren først blev
aflagt den 21. marts 2002, blev stationærtidspunktet, hvad angår foden, fastsat til denne
dato. De øvrige lægelige behandlinger i perioden 15. januar 2001 – 21. marts 2002, var
ikke af en sådan karakter, at de kunne give grundlag for en forlængelse af stationærtidspunktet,
og hvad specielt angik de neurologiske gener i form af moderat postkommotionelt
syndrom skønnes de stationære ca. 1 år efter skaden i januar 1997.
Stationærtidspunktet er det tidspunkt, hvor der efter relevant lægelig behandling efter
ulykken ikke kan forventes yderligere varig bedring.
Vi finder efter fornyet gennemgang og lægelige forlæggelse med inddragelse af Retslægerådets
udtalelse af 12. januar 2010, at stationærtidspunktet både i relation til erstatningsansvarslovens
§§ 2 og 3 skal fastsættes til den 15. januar 2001.
Vi har ved denne vurdering lagt vægt på, at der ved sammenligning af speciallægeerklæringerne
fra overlæge, dr. med. Ulf Lucht fra henholdsvis den 3. april 2001 og 12.

- 7 -
april 2002 ikke er dokumenteret en væsentlig varig bedring af As gener svarende til
venstre fod.
Det fremgår af speciallægeerklæringen af 3. april 2001, at A har belastningssmerter efter
nogen tids belastning, haltende gang, 30 graders flektionskontraktur og 25 graders
fejlstilling i sideplan. Herudover ophævet subtalær drejebevægelighed.
I speciallægeerklæring af 12. april 2002 beskrives belastningssmerter efter nogen tids
belastning og forringet gangfunktion. Objektivt konstateres 25 graders flektionskontraktur
og
30 graders fejlstilling i sideplan. Herudover ophævet subtalær drejebevægelighed.
Vi er opmærksomme på behandlingen foretaget efter den 15. januar 2001, men der er
stort set uændrede forhold svarende til venstre fodled i beskrivelserne under aktuelle
klager og objektive undersøgelse ved sammenligning af de to speciallægeerklæringer,
jf. i øvrigt Retslægerådets besvarelse af spørgsmål F.
Der er endvidere stort set uændrede forhold i venstre arm fra januar 2001 til marts 2002,
jf. Retslægerådets besvarelse af spørgsmål E.
Vi har endvidere lagt vægt på, at méngraden for de ortopædkirurgiske skader både i
udtalelse af 4. juli 2001 og 4. september 2002 er vurderet til 70 procent.
På den baggrund finder vi ikke, at der er sket en så væsentlig varig bedring af As helbredstilstand
i perioden 15. januar 2001 – 22. marts 2002, at det kan give grundlag for
en forlængelse af stationærtidspunktet.
I forlængelse heraf fastsættes stationærtidspunktet som følge af ulykken den 13. januar
1997 til den 15. januar 2001.
Vi har ved vurdering været opmærksomme på overlæge, dr. med. Ulf Luchts vidneforklaring
ved Retten i Århus. Det ændrer ikke vores vurdering af sagen. Vi har lagt vægt
på beskrivelserne i speciallægeerklæringerne af 3. april 2001 og 12. april 2002 og vurderingen
af méngraden.”
I en supplerende erklæring af 1. februar 2011 har Retslægerådet besvaret følgende yderligere
spørgsmål således:
”Med sagens tilbagesendelse skal Retslægerådet indledningsvis bemærke, at der ikke
ses at være stillet spørgsmål K, L, M og N til rådet, og rådet skal herefter besvare de
supplerende stillede spørgsmål 1, 2, 3 og 4 således:
Spørgsmål 1:
Retslægerådet anmodes om at oplyse hvorvidt det skønnes at der har været en smertemæssig
bedring af appellantens situation i perioden fra 15. januar 2001 til 21. marts
2002.

- 8 -
Som det fremgår af svar på spørgsmål I, er der efter den seneste ankeloperation september
2001 opnået en lille bedring i gangfunktionen og lidt mindre smerter i foden ved
gang.
Spørgsmål 2:
Såfremt retslægerådet besvarer spørgsmål K bekræftende anmodes Retslægerådet om at
oplyse om, hvorvidt denne smertemæssige bedring af appellantens forhold skønnes at
have været en helbredsmæssig bedring af appellantens situation.
Ja, en mindre bedring.
Spørgsmål 3:
Retslægerådet anmodes om at oplyse, hvorvidt det skønnes at den bedring af venstre
fodled som fremgår af besvarelsen af F er udtryk for en helbredsmæssig bedring af appellantens
situation.
Se besvarelsen ovenfor.
Spørgsmål 4:
Retslægerådet anmodes om i lyset af Retslægerådets besvarelse af spørgsmålene K, L,
M og N at oplyse, om det medfører en ændring af besvarelsen af spørgsmål H.
En ganske lille bedring, dermed ændring af svar på spørgsmål H.”
I en udtalelse af 16. maj 2011 har Arbejdsskadestyrelsen bl.a. anført følgende:
”Vi har lagt vægt på de oplysninger, som fremgår af udtalelse af 2. december 2010 (j.nr.
250459-0073/04) – under begrundelsen for stationstidspunktet.
Vi har til brug for vurderingen i denne sag endvidere modtaget Retslægerådets supplerende
udtalelse af 1. februar 2011.
Vi finder ikke, at der på baggrund af den supplerende udtalelse fra Retslægerådet er
grundlag for en ændret vurdering af stationærtidspunktet.
Det er fortsat vores opfattelse, at der ikke er sket en så væsentlig varig bedring af As
helbredstilstand i perioden 15. januar 2001 – 22. marts 2002, at det kan give grundlag
for en forlængelse af stationærtidspunktet.
Vi skal særligt bemærke i forhold til spørgsmål 1, at det fremgår af speciallægeerklæring
af 3. april 2001 fra dr. med. Ulf Lucht, at A har haltende gang, han får smerter efter
½ kilometer gang, ligesom han har stort besvær med at gå i ujævnt terræn. Herudover
anvender han fodtøj med gængesåler. Objektivt er der konstateret 30 graders flektionskontraktur
og 25 graders fejlstilling i sideplan. Herudover ophævet subtalær drejebevægelighed.
Der skal i øvrigt henvises til Retslægerådets svar under spørgsmål I.

- 9 -
Det fremgår af speciallægeerklæring af 12. april 2002 fra dr. med. Ulf Lucht, at A ikke
har smerter, når han er i ro, men der kommer smerter efter ca. ½ kilometer gang. Han
har endvidere forringet gangfunktion og føler sig stærkt besværet ved gang i ujævnt terræn.
Han er blevet forsynet med håndsyet fodtøj. Objektivt er der konstateret 25 graders
flektionskontraktur og 30 graders fejlstilling i sideplan. Herudover ophævet subtalær
drejebevægelighed.
På baggrund af disse oplysninger finder vi ikke, at der er sket en væsentlig (ménreducerende)
bedring af helbredstilstanden i perioden 15. januar 2001 – 22. marts 2002.
Efter vores opfattelse er det i overensstemmelse med Retslægerådets svar på spørgsmålene
2 og 4 i supplerende udtalelse af 1. februar 2011.
Det skal i øvrigt bemærkes, at méngraden for de ortopædkirurgiske skader både i udtalelse
af 4. juli 2001 og 4. september 2002 er vurderet til 70 procent.
På baggrund heraf vurderes stationærtidspunktet som følge af ulykken den 13. januar
1997 uændret til den 15. januar 2001, hvor A var til sidste sygehuskontrol. I følge speciallægeerklæring
af 3. april 2001 fra dr. med. Ulf Lucht skønnes behandlingsmulighederne
udtømte.
Det vurderes ikke, at der herefter er sket en væsentlig varig bedring af As helbredstilstand.
Vi henviser i øvrigt særligt til begrundelsen i vores udtalelse af 2. december 2010. (j.nr.
250459-0073/04)”
Forklaringer
Til brug for Højesteret er der afgivet forklaring af overlæge Ulf Lucht. Han har forklaret, at
han kan vedstå de to erklæringer, han afgav henholdsvis den 3. april 2001 og den 12. april
2002. Da han skrev den første erklæring, regnede han fejlagtigt med, at der ikke ville ske en
videre udvikling i As tilstand. Der var tale om en meget kompliceret skade, og det er arm- og
fodproblemerne, der medførte en ændring i stationærtidspunktet. For så vidt angår armen
skete der en sprængning af triceps, der krævede ny behandling, og senere udviklede A en nerveknude
på hånden. Tilstanden var først ovre den 17. januar 2002. For så vidt angår foden
blev der oprindelig lavet en stivgørende operation, men der var efterfølgende mange smerter,
og der blev derfor foretaget en ny stivgørende operation den 14. september 2001. Patienten
havde en særlig bandage på, men foden ville ikke hele. Der gik derfor lang tid, før han var
stationær. Han var i smertemæssig bedring frem til 21. marts 2002. Som følge af ulykken opstod
der således komplikationer i både arm og fod efter hans første erklæring.

- 10 -
Han har ikke på noget tidspunkt opereret A, og han har ikke været i kontakt med A siden han
afgav den 2. erklæring. Senesprængningen i armen blev konstateret i juni måned 2001. Albuen
gik først af led og blev stiv. Der blev fjernet arvæv, og senere blev der sat en protese ind.
Operationerne fjernede fleksibiliteten i albuen, der derved blev svækket. Man kan derfor godt
sige, at sprængningen var en følge af behandlingerne. De to efterfølgende operationer gav
ikke en normal funktion. Det var ikke muligt. Der var ingen komplikationer til de to operationer
i armen vedrørende senesprængningen og nerveknuden. Nerveknuden i hånden var meget
smertefuld. Knuden blev fjernet i december 2001 og medførte samtidig, at smerterne ophørte.
For så vidt angår foden skete der i den første operation en stivgørelse mellem springbenet og
hælen. Det var i juni 1998. Anden operation blev foretaget i februar 2000, hvor man fjernede
en fortykket ledhinde. Der opstod herefter en stafylokokinfektion, der blev konstateret i april
2000. Man stivgjorde herefter i september 2000 selve fodleddet. Det så ud til, at operationen
var lykkedes, men på grund af smerter blev A opereret igen i september 2001, hvor man la-
vede en ny stivgørende operation. Det var en opfølgning på den første stivgørende operation,
som ikke var lykkedes godt nok, da der stadigvæk var smerter. Ophelingen efter den slags
operationer vil normalt tage 3 til 6 måneder. I december 2001 så foden fin ud på røntgen, men
smerterne var først væk i marts 2002, hvorfor man først på dette tidspunkt ophørte med at
anvende bandage på foden. De kognitive symptomer, han beskriver i sin erklæring, er udtryk
for hans forståelse af en erklæring fra Mirjana Rosenlund, som er neuropsykolog på Århus
Sygehus. Tiden mellem hans to erklæringer gjorde As fod bedre, idet den blev smertefri. Ar-
men blev mellem de to erklæringer forringet på grund af komplikationerne med sprængningen
af senen, men forbedredes på grund af fjernelsen af nerveknuden. Forskellen i Arbejdsskade-
styrelsens vurdering af ménprocent efter de to erklæringer kan han ikke forklare. A har fået en
bedre fodfunktion mellem de to erklæringer, men han vurderer samlet set, herunder med hen-
visning til de psykologiske forhold, at A ikke længere kan arbejde som ejendomsmægler. Der
er erhvervsmæssigt ikke sket nogen forbedring mellem de to erklæringer. Det forbedrer natur-
ligvis ens erhvervsevne, at man er smertefri. Den smerteforbedring, der blev opnået mellem
de to erklæringer, medførte formentlig ikke nogen forbedring af As erhvervsevne.
Højesterets begrundelse og resultat
Arbejdsskadestyrelsen har i sine udtalelser af 2. december 2010 og 16. maj 2011 fastholdt, at
stationærtidspunktet er den 15. januar 2001, og Højesteret finder, at styrelsen herved med

- 11 -
rette har lagt vægt på, at der i tiden fra den 15. januar 2001 til den 21. marts 2002 ikke er sket
en sådan bedring af As helbredstilstand, at der har været grundlag for at nedsætte méngraden.
Med denne bemærkning og i øvrigt af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret,
at stationærtidspunktet er fastsat til den 15. januar 2001.
Højesteret tager derfor Codan Forsikrings påstand om frifindelse til følge.
Codan Forsikring A/S frifindes.
Thi kendes for ret:
I sagsomkostninger for Højesteret skal A (hans retshjælpsforsikring), subsidiært statskassen,
betale 85.000 kr. til Codan Forsikring A/S.
De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms af-
sigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.