Aluminiumsmelter og vandkraft i det centrale Vestgrønland

54
Forårsrastepladser
Der foreligger ingen undersøgelser af eventuelle forårsrastepladser for
Canadagås. De eneste iagttagelser der foreligger er, at canadagæssene
synes at ankomme til Vestgrønland 1-2 uger senere end den grønlandske
blisgås (Boertmann & Glahder 1999). I forbindelse med undersøgelserne
af forårsrastepladser for grønlandsk blisgås i midten af maj 1995, -97 og
2000 (Glahder 1999a, Glahder et al. 1999, Glahder et al. 2002) blev der ikke
observeret nogen canadagæs. Da canadagæssene har en mindre trækvej
fra Nordamerika til Vestgrønland end den grønlandske blisgås er der
en teoretisk mulighed for at canadagæssene ikke har så stort behov for at
opbygge deres energi- og næringsbehov på forårsrastepladser umiddelbart
inden ynglen.
Yngleområder
Canadagåsen yngler omtrent indenfor samme område som den grønlandske
blisgås, nemlig mellem 65º N og 72º30’ N. Canadagåsen yngler i
Grønland typisk langs bredden af mindre og større søer, samt på øer i
skærgårdskyster. Den yngler ikke i kolonier men i enkelte par, dog kan
der findes flere adskilte par ved samme sø. Kuldet består normalt af 5-6
æg, der lægges sidst i maj og udruges i knap en måned (Salomonsen
1990). Ungerne forlader reden kort efter klækningen i slutningen af juni
og følger forældrene indtil de er flyvefærdige i begyndelsen af august.
DMU med flere har i 1999 (Malecki et al. 2000) og 2005 (Fox & Glahder,
2005 data) udført undersøgelser af ynglende canadagæs ved i yngleperioden
i midten af juni måned at flyve lavt langs tilfældigt udlagte transektlinjer
(Figur 2.25). Det fremgår af Figur 2.25 at der kun blev observeret
få ynglende canadagæs i området syd for Maniitsup Sermia. Dette
område blev ikke undersøgt ved den tilsvarende tælling i 2005. Som det
fremgår af Figur 2.25 er det kun Akia der er blevet undersøgt, mens hele
indlandsområdet ikke blev gennemfløjet. Yngletætheden i området nord
for Maniitsup Sermia i området omkring Kangerlussuaq, blev på baggrund
af optællingerne langs transektlinjerne beregnet til 0,25 par pr.
km 2 eller ca. 2.000 par (Malecki et al. 2000). Tætheden af reder i dette område
var det højeste der blev fundet indenfor optællingsområdet der
strakte sig op til Svartenhuk ved ca. 72º N. Tætheden var lidt lavere end
tætheden af blisgåsereder (0,28 par pr. km 2) i samme område. Tætheden
af reder i Kangerlussuaq-området i 2005 synes ud fra foreløbige beregninger
at være noget lavere (ca. 0,15 par pr. km 2) end i 1999, hvilket primært
skyldes, at afsmeltningen i 1999 var sen, således at de sydlige yngleområder
fik særlig stor betydning det år; generelt var antallet af ynglepar
uforandret i hele Vestgrønland i forhold til 1999. Det er sandsynligt,
at tætheden af canadagåsereder i området mellem Sarfartoq og Kangerlussuaq
svarer til tætheden ved og nord for Kangerlussuaq, mens tætheden
sandsynligvis er meget lavere mellem Sarfartoq og Maniitsup Sermia
pga. dette områdes relative høje beliggenhed. Generelt er tætheden
af canadagåsereder lav og det er formodentlig relativt få redebiotoper
der vil blive berørt af de planlagte vandkraftværker.