Aluminiumsmelter og vandkraft i det centrale Vestgrønland

42
2.2.3 Moskusokse
Moskusoksen (Ovibos moschatus) forekommer naturligt i Nordøst– og
Østgrønland, og de begrænsede bestande, der i dag findes i Vestgrønland
stammer fra 27 dyr, der blev indført fra Østgrønland til et område
ved Kangerlussuaq i 1962 og 1965. Efter introduktionen til området er
bestanden vokset meget hurtigt. I 1983 blev bestanden således vurderet
til at omfatte ca. 700 individer. I 1990 var dette tal steget til ca. 2600 individer
(Olesen 1993), og mellem 2000 og 2004 blev bestanden estimeret til
at være på mellem 7000 og 10.000 dyr (Grønlands Naturinstitut 2005).
Tællinger fra 2005 og 2006 antyder at bestanden er endnu større end
10.000 dyr (Grønlands Naturinstitut 2006). En vigtig årsag til den kraftige
tilvækst er dyrenes meget gode fødebetingelser som bl.a. giver sig udslag
i hyppige tvillingefødsler. Selvom der ikke findes naturlige fjender
for moskusokser i området er bestanden gennem jagt udsat for en kraftig
regulering. Der har været kvoteret jagt på bestanden siden 1988, men det
er ikke altid lykkedes at udnytte kvoten fuldt ud (se afsnit 7.2.2).
I regionen forekommer moskusokser primært i et område syd for Kangerlussuaq
Lufthavn (Angujaartorfiup Nunaa), men de findes overalt i
området. De højeste tætheder findes i områdets nordøstlige del (Angmalortup
Nunaa og Iperaarissap Nunaa) ind mod indlandsisen samt i en
stor dalstrækning i den sydvestlige del (Arnangarngup Qoorua) (Figur
2.18).
Moskusokser foretrækker græslandsområder og dværgbuskhede, som
specielt findes i dalstrøgene, hvor de søger føde på de lavest liggende sider
af dalene og i frodige, hovedsageligt lavtliggende, områder. Føden
består bl.a. af græsser, halvgræsser og nye skud fra pil og birk. Bestanden
er stærkt knyttet til områder, hvor forholdene er specielt gunstige
(kerneområder), og er meget stedfast i kerneområderne i Angujaartorfiup
Nunaa. Selvom enkelte dyr kan foretage lange vandringer er bestandens
tilknytning til kerneområderne stabil. Muligheden for vandringer
mellem kerneområder er væsentlig for moskusokser.
Der findes ingen dokumentation for egentligt stabile bestande nord for
Kangerlussuaq eller syd for Maniitsup Sermia, men indtil begyndelsen af
90’erne har observationer eksempelvis nord for Kangerlussuaq været fåtallige
og har oftest drejet sig om strejfende enlige unge hanner eller
mindre grupper af unge hanner (bachelor-grupper) (Olesen 1993). I løbet
af de sidste ca. 10-15 år er dette mønster ændret, så det i dag er egentlige
familiegrupper man ser lige nord for Sandflugtsdalen (E. Post, pers
comm.). Denne ekspansion må forventes at fortsætte, fordi vegetationen
i kerneområderne er meget slidt af de mange års intensiv græsning og
kraftig slitage fra de mange dyr; derfor er der formentlig ikke længere
tilstrækkeligt fødegrundlag til så stor en bestand. Strejfende dyr observeres
nu også så lang mod syd som ved indlandet ved Nuup Kangerlua (to
individer sommeren 2007) og mod nordvest til søen Tasersuaq nordøst
for Sisimiut.