Aluminiumsmelter og vandkraft i det centrale Vestgrønland

vinter-opholdsteder i de kystnære områder og kælvnings- og sommerområder
i indlandet.
Alle tællinger og andre undersøgelser er gennemført i perioder uden
større forstyrrelse som f. eks. jagt eller anlægsarbejde. Det er givet, at anlægsarbejder
i forbindelse med etablering af vandkraftanlæg eller transmissionslinjer
vil påvirke dyrenes fordeling i området, men når etablering
er afsluttet og forstyrrelserne dermed forsvinder, vil dyrene i større
eller mindre grad vende tilbage, hvis der ikke er menneskelig aktivitet i
området. Dette er i nogen grad set efter afslutning af anlægsarbejderne i
forbindelse med vandkraftværket ved Kangerluarssunguaq/Buksefjorden
og transmissionslinjen til Nuuk. Det er dog ikke dokumenteret
gennem systematiske undersøgelser, men fortalt af lokale fritidsfangere.
Det kan konkluderes, at der findes en ret omfattende viden om rensdyrenes
fordeling i regionen. Denne viden er imidlertid tidsmæssigt og
områdemæssigt spredt. Der mangler viden om vandringer og placeringen
af kælvningsområder baseret på systematisk indsamling af data.
Det har været debatteret og undersøgt ved en række studier i Skandinavien
og Nordamerika, i hvilken udstrækning rensdyrbestande reagerer
på opbygning af infrastruktur så som transmissionslinjer, veje, jernbaner
og rørledninger. Interessen har specielt været fokuseret på mulige negative
effekter på rensdyrs trækveje og på, om rensdyrene blev fortrængt
fra de bedste fourageringsområder eller kælvningsområder. De fleste
undersøgelser er baseret på indirekte metoder til måling af effekter af infrastruktur.
Eksempelvis har man opgjort og sammenlignet antallet af
dyr i forskellig afstand fra transmissionslinjer eller anvendt antallet af
”fækalie-bunker” som mål for hyppigheden af græssende rensdyr. De
fleste undersøgelser konkluderer, at rensdyrs anvendelse af områder
nær infrastrukturer reduceres. Påvirkningsgraden varierer med årstid og
køns- og alderssammensætning af flokkene. En canadisk undersøgelse
konkluderede at rensdyrs vandringsveje blev påvirket i anlægsfasen ved
vandkraftudbygning i Newfoundland (Mahoney & Schaefer 2002).
Et litteraturstudie fra 2006 (Reimers & Colman 2006) konkluderer, at
rensdyr oftest forlader et område, hvor der er menneskelig aktivitet, men
at de ikke vandrer langt væk. Rensdyrene reagerer på større anlæg i naturen,
men reaktionen er størst, hvis der er menneskelig aktivitet på eller
ved anlægget. Dog mangler egentlige systematiske undersøgelser på eksempelvis
rensdyrs reaktioner på transmissionslinjer gennem et område
og hvis der skal anlægges transmissionslinjer gennem et kerneområde
bør der gennemføres sådanne undersøgelser.
Reimers & Colman (2006) vurderer at energiomkostningerne ved at
undvige områder med menneskelig aktivitet er relativt små i forhold til
de omkostninger der er forbundet med eksempelvis at undvige insektplage.
Når rensdyr forsøger at undvige menneskelig aktivitet eller infrastruktur
øges deres energiforbrug hvilket resulterer i mindre tid til fouragering,
drøvtygning og dermed mindre akkumulering af fedt-depoter.
Det konkluderes at effekten heraf er vanskelig at skelne fra naturlige variationer
i områdeudnyttelse, klimaforhold og lignende, og forfatterne
mener, at undersøgelser baseret på rensdyr med påmonterede satellitsendere
er den eneste metode til at dokumentere, hvordan rensdyr reagerer
på strukturer som transmissionslinjer.
41