Aluminiumsmelter og vandkraft i det centrale Vestgrønland

34
det grønlandske samfund, og vil derfor blive behandlet nærmere i de
følgende afsnit.
2.2.1 Rensdyr
Rensdyr (Rangifer tarandus) er vidt udbredt i Vestgrønland. Hele Vestgrønlands
bestand kan opdeles i flere forskellige bestande, hvorimellem
der er stærkt begrænset udveksling. Oprindeligt fandtes kun den grønlandske
vildren (R. t. groenlandicus) i Vestgrønland, men i 1953 introduceredes
tamrener (R. t. tarandus) fra Norge til Itinnera, et område i bunden
af Nuup Kangerlua, hvor en vis opblanding mellem de to underarter
har fundet sted (Jepsen et al. 2004).
Rensdyrene i regionen tilhører forvaltningsmæssigt tre adskilte bestande.
Den nordligste bestand forekommer i et område fra Maniitsup Sermia
til Sisimiut Isortuat, og er vurderet til ca. 90.000 individer (vinter
2005-værdier, Cuyler et al. 2005). Den centrale bestand forekommer i et
område fra Maniitsup Sermia til den nordlige side af Nuup Kangerlua.
Denne bestand er vurderet til ca. 36.000 individer (vinter 2005-værdier,
Cuyler et al. 2005). Den sydligste bestand forekommer i et område, der
strækker sig fra Nuup Kangerlua til Grædefjord og hele denne bestand
vurderes til at være på ca. 10.000 individer (vinter 2006-værdier, Cuyler
et al. 2007). I denne del af regionen findes dyr, der er blandinger af vild-
og tamren. Der er ingen forvaltningsmæssige forskelle mellem disse dyr
og bestandene i de nordligere dele af regionen.
Rensdyrene kælver om foråret i maj/juni og i kælvningsperioden trækker
simlerne (hunnerne) til områder tættere på indlandsisen. Simler med
kalve er i kælvningstiden meget sårbare overfor forstyrrelser og de vil
ved vedvarende forstyrrelse forlade et område (Aastrup 2000). Der er
gennemført relativt få undersøgelser af kælvningsområder i kælvningsperioden
og kun en enkelt flytælling i 1995, (se figur 2.12) (Aastrup &
Nymand 2004). De røde prikker uden for de markerede kælvningsområder
på figuren tyder på, at kælvningsområderne er større end de markerede
områder. Observationerne er imidlertid ikke bekræftet i felten i den
formodede egentlige kælvningsperiode i juni og er derfor ikke medtaget
i Råstofdirektoratets reguleringskort (Anon 2000). Det markerede område
øst for Nuuk blev tidligere brugt af tamrener fra den daværende
rensdyrdrift ved Itinnera til kælvning, men det er uvist om det stadig er
et kælvningsområde. Også interviews med fangere og ikke-systematiske
tidligere undersøgelser tyder på, at langt flere områder bruges under
kælvning. Der bør foretages en up-to-date kortlægning af rensdyrenes
kælvningsområder indenfor hele regionen.
Umiddelbart efter kælvning samles simlerne med og uden kalve i flokke
af varierende størrelse og foretager kortere vandringer mellem gode fourageringsområder.
I samme periode vil bukkene oftest gå alene eller få
individer sammen og ikke i samme område som simlerne. Brunsttiden er
om efteråret i oktober, men der er på nuværende tidspunkt ikke data fra
denne periode.