Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

– Jeg har jo forklaret Dem Grunden til disse Fænomener. De er altfor
opskræmt, kjære Ven, De ser eller hører Spøgelser overalt. Er det da ikke meget
naturligt, at man i Mørke famler lidt omkring, før man finder Dørlaasen.
– Det er slet ikke særlig mørkt iaften.
– Jo. Himlen er overskyet og ligger lavt ned mod Jorden.
Men jeg var bestemt paa, at vise Detektiven min Misbilligelse.
– Det var med Hensigt De gjorde det, sa jeg, De tasset omkring som et Dyr,
som en Ulv.
Asbjørn Krag svarede ikke straks noget. Han satte sig ved Bordet, greb min
Revolver og lod det smukke Vaaben legende glide mellem Fingrene.
Om lidt mumlet han eftertænksomt:
– Jassaa, var det saadan det hørtes ud. Som et Dyr, som om en Ulv skulde
gaa frem og tilbage udenfor og tasse.
– Ja, eller en Hund.
– Hørte De Hunden iaften?
Detektiven saa mod Vinduet, hvor Rullegardinet sagte bevæget sig af
Lufttrykket fra Sprækkerne.
– Hørte De Hunden? gjentog han.
– Hvilken Hund?
– Hunden.
Han talte ganske rolig, men der var dog en liden Klang af Utaalmodighed i
hans Stemme, ligesom han vilde si: Kjære, der kan ikke være mere end en Hund,
som jeg mener. Og De ved godt, hvilken Hund det er.
Jeg sad og vugget langsomt i Gyngestolen. Jeg laa med Hovedet saa lavt, at
Detektiven ikke kunde se mit Ansigt.
Jeg tænkte paa den Dødes Hund. Den fjerne Gjøen lød endnu i mine Øren,
der var noget besynderligt og truende i disse klagende Hundehyl.
Efter en Taushed, som havde varet i flere Minutter, sa jeg endelig:
– Jeg hørte en Hund gjø for en Stund siden. Er det den De mener?
– Ja, svarede Detektiven.
Derefter blev han siddende og lytte. Lampeskjæret faldt lige paa hans Ansigt,
converted by Web2PDFConvert.com