Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

ikke var paa det Rene med, hvad det egentlig var for noget. Man ønsket at ha mig
med, men jeg vilde ikke. Jeg tænkte paa Passageren, den døde Passager. Og jeg
saa ham for mig, som han laa dernede i det grønne Vand. I dette Øieblik blev han
kanske trukket langsomt gjennem Vandet, aa, hvor jeg tydeligt kunde se hans
Ansigt i Sjøen. Det var ligesom det gled frem foran en grøn Glasrude . . . Jeg fik et
desperat Indfald . . . Asbjørn Krag havde sit Værelse i Hotellets første Etage, og
hans Vindu vendte ud mod en liden Haveflek akkurat som mit. Jeg vidste, at han
sad derinde og arbeidet ved sit Skrivebord med Ansigtet vendt mod Ruden.
Jeg listet mig ind under Grenene saa stille som jeg formaaede og stod
pludselig ret op udenfor hans Vindu. Jeg saa straks hans hvide Isse mod
Værelsets mørke Baggrund. Han skrev ikke, men arbeidet med noget som laa
foran ham paa Bordet. Han havde ikke hørt mig. Jeg gik langsomt og forsigtig
nærmere. Saaledes, tænkte jeg, gled den Dødes Ansigt ind mod mit Vindu inat.
Da jeg var fjernet en Alen eller saa fra Vinduet opfanget han Lyden af Kvaset,
som knustes under mine Fødder. Han hævet pludselig Hovedet, jeg saa hvorledes
han med ett blev forundret. Jeg sa intet, men mit Ansigt kom stadig nærmere,
ind mod Vinduesruden. Saa greb han hurtig en Avis og la den udbredt over
Skrivebordet. Det slog mig straks, at han skjulte noget for mig, der var noget jeg
for alt i Verden ikke maatte se, det forstod jeg af hans rappe, nervøse Bevægelser.
Og dette havde jeg ikke ventet. Med ett stod ogsaa min meningsløse Optræden
klart for mig. Hvad vilde jeg ham?
Han aabnet Vinduet.
– Kan jeg hjælpe Dem med noget? spurgte han.
Jeg svarede det første det bedste, som faldt mig paa Tungen:
– Skal De ikke snart se efter Jernvognen?
– Endnu ikke; – men hvis De har nogen særlig Interesse af at gaa derhen, saa
skal jeg gjerne følge Dem – .
– Nei, tak, sa jeg, ingen særlig Interesse.
Jeg vilde trække mig tilbage. Jeg følte mig beskæmmet og latterliggjort og jeg
blev endnu mere ærgerlig paa mig selv, da han sa:
– Stakkels Mand, De er jo ganske bleg, har De endnu ikke sovet?
– Jeg sover ikke midt paa Formiddagen, svarede jeg.
Detektiven lukket Vinduet, men han fjernet ikke den skjulende Avis fra
converted by Web2PDFConvert.com