Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...
Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ... Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...
afdage her paa dette Sted. – Her? – Javist. Sæt at Morderen havde havt saa megen Selvbeherskelse, at han kunde ha gaaet rolig samtalende med sit Offer denne Vei, akkurat som vi nu. Saa kunde han bare ha skjøvet til ham, et lidet Puf i Skulderen og han havde styrtet udfor og slaaet sig ihjel. Hvem tror De saa havde faldt paa Tanken om Mord? Et Ulykkestilfælde, vilde man ha sagt, en sørgelig Ulykke. Eller kanske et Selvmord. – Men den som gik sammen med ham? hvisket jeg. – Han gik alene. Ingen behøvet at faa vide, at Morderen havde spadseret sammen med sit Offer. Her vandrer sjelden Folk paa denne Vei. Fra Sjøboderne kan man komme ind paa den, uden at nogen lægger Mærke til det. Detektiven lo høit. – Der kan De høre, hvor let det er at være Morder, naar man kjender Terrænet. Kjære Ven, fortsatte han, idet han klappet mig paa Skulderen, nu er jeg igjen kommet ind paa disse uhyggelige Emner. Men det er nu engang min Gjerning, det hører til min Livsopgave stadig at tænke paa disse Ting. Men jeg skal søge at undgaa at tale om det, naar jeg er sammen med Dem. Nu kan jeg se paa Dem igjen, at det bekommer Dem høist ilde. Med en Stemme, som jeg selv syntes laa underlig langt nede i Struben, svarede jeg: – Tal til mig om hvad De vil . . . Jassaa, De mener, at Morderen paa den Maade kunde ha udført sin Gjerning fuldstændig sikkert? – Nei, kjære Ven, udbrød Krag paafaldende elskværdig, nu maa ikke De bringe mig ind paa Emnet igjen; det er altfor høfligt af Dem, jeg ved, at De ikke liker det. Dermed gik han videre, nogle Skridt foran mig. Han dukket Hovedet en Smule, hans Jakke krølledes op mod Nakken. Det forekom mig, at han kluklo. Da vi kom tilbage til Hotellet, gik Asbjørn Krag straks ind paa sit Værelse for at arbeide. Jeg drev en Stund omkring og talte med de andre Gjæster. De skulde allesammen hen for at se paa Arbeidet med at faa Jernvognen op. Rygtet om Dykkerselskabets Ankomst havde spredt sig, og det blev fortalt, at Dykkeren allerede flere Gange havde været nede og seet paa Vognen, men at han endnu converted by Web2PDFConvert.com
ikke var paa det Rene med, hvad det egentlig var for noget. Man ønsket at ha mig med, men jeg vilde ikke. Jeg tænkte paa Passageren, den døde Passager. Og jeg saa ham for mig, som han laa dernede i det grønne Vand. I dette Øieblik blev han kanske trukket langsomt gjennem Vandet, aa, hvor jeg tydeligt kunde se hans Ansigt i Sjøen. Det var ligesom det gled frem foran en grøn Glasrude . . . Jeg fik et desperat Indfald . . . Asbjørn Krag havde sit Værelse i Hotellets første Etage, og hans Vindu vendte ud mod en liden Haveflek akkurat som mit. Jeg vidste, at han sad derinde og arbeidet ved sit Skrivebord med Ansigtet vendt mod Ruden. Jeg listet mig ind under Grenene saa stille som jeg formaaede og stod pludselig ret op udenfor hans Vindu. Jeg saa straks hans hvide Isse mod Værelsets mørke Baggrund. Han skrev ikke, men arbeidet med noget som laa foran ham paa Bordet. Han havde ikke hørt mig. Jeg gik langsomt og forsigtig nærmere. Saaledes, tænkte jeg, gled den Dødes Ansigt ind mod mit Vindu inat. Da jeg var fjernet en Alen eller saa fra Vinduet opfanget han Lyden af Kvaset, som knustes under mine Fødder. Han hævet pludselig Hovedet, jeg saa hvorledes han med ett blev forundret. Jeg sa intet, men mit Ansigt kom stadig nærmere, ind mod Vinduesruden. Saa greb han hurtig en Avis og la den udbredt over Skrivebordet. Det slog mig straks, at han skjulte noget for mig, der var noget jeg for alt i Verden ikke maatte se, det forstod jeg af hans rappe, nervøse Bevægelser. Og dette havde jeg ikke ventet. Med ett stod ogsaa min meningsløse Optræden klart for mig. Hvad vilde jeg ham? Han aabnet Vinduet. – Kan jeg hjælpe Dem med noget? spurgte han. Jeg svarede det første det bedste, som faldt mig paa Tungen: – Skal De ikke snart se efter Jernvognen? – Endnu ikke; – men hvis De har nogen særlig Interesse af at gaa derhen, saa skal jeg gjerne følge Dem – . – Nei, tak, sa jeg, ingen særlig Interesse. Jeg vilde trække mig tilbage. Jeg følte mig beskæmmet og latterliggjort og jeg blev endnu mere ærgerlig paa mig selv, da han sa: – Stakkels Mand, De er jo ganske bleg, har De endnu ikke sovet? – Jeg sover ikke midt paa Formiddagen, svarede jeg. Detektiven lukket Vinduet, men han fjernet ikke den skjulende Avis fra converted by Web2PDFConvert.com
- Page 43 and 44: Udlægninger af Grundene til Forbry
- Page 45 and 46: Jeg skulde netop ved den Leilighed
- Page 47 and 48: - Husker De ikke, at jeg for lidt s
- Page 49 and 50: Øiebliks Ophidselse ved at se hans
- Page 51 and 52: - Sa han noget? - Ja, han sa: Store
- Page 53 and 54: - Jeg havde ikke tænkt at gaa til
- Page 55 and 56: - Men efter den Nat har De kanske i
- Page 57 and 58: taabeligt af mig at være bange, me
- Page 59 and 60: - Ja, og ikke bare i denne Nat. Jeg
- Page 61 and 62: mulig; han bandte ærgerligt, fordi
- Page 63 and 64: Vi gik endnu nogle Skridt fremover.
- Page 65 and 66: - Hvormange er Klokken? spurgte jeg
- Page 67 and 68: Detektiven stanset foran mig og bet
- Page 69 and 70: - De slutter logisk, svarede Detekt
- Page 71 and 72: - Jeg har fra første Stund været
- Page 73 and 74: - Ja, sa han, jeg kan læse i Dem s
- Page 75 and 76: at det gjaldt noget andet end Hemme
- Page 77 and 78: Skynd Dem nu. Jeg klædte mig hurti
- Page 79 and 80: ikke sandt? - Jo, men det er meget
- Page 81 and 82: Jeg gik forbi Asbjørn Krags Vindu,
- Page 83 and 84: Jeg blev staaende ligesom lammet, j
- Page 85 and 86: Jorden til Vindueskarmen og jeg kom
- Page 87 and 88: føler jeg mig mat som efter en lan
- Page 89 and 90: Lidt efter hørtes Fodtrin inde i H
- Page 91 and 92: - Dykkeren har været nede to Gange
- Page 93: Men der var slet ingen Kjølighed a
- Page 97 and 98: emærket dette med Forundring og In
- Page 99 and 100: - Jeg har jo forklaret Dem Grunden
- Page 101 and 102: ved. Nu gled den klagende, saare Hy
- Page 103 and 104: Jeg aabnet Døren. - Saa gaar vi, s
- Page 105 and 106: - Dernede ligger nu Jernvognen truk
- Page 107 and 108: opta Pladsen. Jeg sad en Stund og v
- Page 109 and 110: fortrak sig, Øienlaagene faldt ikk
- Page 111 and 112: Herre, som var lys i Huden af Læsn
- Page 113 and 114: - Ja. Gaaden med gamle Gjærnæs er
- Page 115 and 116: fra indviet Hold, driver Doktoren i
- Page 117 and 118: usedvanlig. Detektiven stanset og s
- Page 119 and 120: aldrig nogen menneskelig Aande kund
- Page 121 and 122: - Ja, gudskelov, svarede jeg og da
- Page 123 and 124: dernede ved Sjøen. Om lidt vilde j
- Page 125 and 126: Det eneste, som generede mig nu, va
- Page 127 and 128: Jeg hørte Skridt. Skridt. - Mit Hj
- Page 129 and 130: kunde han ikke fortælle mig det nu
- Page 131 and 132: - Som jeg har sagt Dem, kjære Ven,
- Page 133 and 134: - Jovist har De saa. Og nu vil jeg
afdage her paa dette Sted.<br />
– Her?<br />
– Javist. Sæt at Morderen havde havt saa megen Selvbeherskelse, at han<br />
kunde ha gaaet rolig samtalende med sit Offer denne Vei, akkurat som vi nu. Saa<br />
kunde han bare ha skjøvet til ham, et lidet Puf i Skulderen og han havde styrtet<br />
udfor og slaaet sig ihjel. Hvem tror De saa havde faldt paa Tanken om Mord? Et<br />
Ulykkestilfælde, vilde man ha sagt, en sørgelig Ulykke. Eller kanske et Selvmord.<br />
– Men den som gik sammen med ham? hvisket jeg.<br />
– Han gik alene. Ingen behøvet at faa vide, at Morderen havde spadseret<br />
sammen med sit Offer. Her vandrer sjelden Folk paa denne Vei. Fra Sjøboderne<br />
kan man komme ind paa den, uden at <strong>no</strong>gen lægger Mærke til det.<br />
Detektiven lo høit.<br />
– Der kan De høre, hvor let det er at være Morder, naar man kjender<br />
Terrænet. Kjære Ven, fortsatte han, idet han klappet mig paa Skulderen, nu er<br />
jeg igjen kommet ind paa disse uhyggelige Emner. Men det er nu engang min<br />
Gjerning, det hører til min Livsopgave stadig at tænke paa disse Ting. Men jeg<br />
skal søge at undgaa at tale om det, naar jeg er sammen med Dem. Nu kan jeg se<br />
paa Dem igjen, at det bekommer Dem høist ilde.<br />
Med en Stemme, som jeg selv syntes laa underlig langt nede i Struben,<br />
svarede jeg:<br />
– Tal til mig om hvad De vil . . . Jassaa, De mener, at Morderen paa den<br />
Maade kunde ha udført sin Gjerning fuldstændig sikkert?<br />
– Nei, kjære Ven, udbrød Krag paafaldende elskværdig, nu maa ikke De<br />
bringe mig ind paa Emnet igjen; det er altfor høfligt af Dem, jeg ved, at De ikke<br />
liker det.<br />
Dermed gik han videre, <strong>no</strong>gle Skridt foran mig. Han dukket Hovedet en<br />
Smule, hans Jakke krølledes op mod Nakken. Det forekom mig, at han kluklo.<br />
Da vi kom tilbage til Hotellet, gik Asbjørn Krag straks ind paa sit Værelse for<br />
at arbeide. Jeg drev en Stund omkring og talte med de andre Gjæster. De skulde<br />
allesammen hen for at se paa Arbeidet med at faa <strong>Jernvognen</strong> op. Rygtet om<br />
Dykkerselskabets Ankomst havde spredt sig, og det blev fortalt, at Dykkeren<br />
allerede flere Gange havde været nede og seet paa Vognen, men at han endnu<br />
converted by Web2PDFConvert.com
Change language