Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...
Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ... Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...
Jeg fremholdt dette for Asbjørn Krag, men han svarede: – Aa, det er en vanskelig Affære. Vognen er baade tung og stor. Pludselig husket jeg, hvad han havde sagt om Passageren. – Det er da vel ikke Deres Mening, spurgte jeg forfærdet, at vi skal finde endnu en død Mand? – Man maa bestandig regne med det allerværste, svarede Asbjørn Krag, kom lad os gaa. Vi faar tidsnok vide Sandheden. Vognen ventet oppe paa Toppen af Bakken og jeg mente, at vi skulde kjøre tilbage til Hotellet. Asbjørn Krag foreslog en Spadsertur og det havde jeg intet imod. Jeg vilde gjerne bli kvikket op med en rask Gang. Jeg følte Trætheden gjennem alle Lemmer, men jeg var for nervøs til at sove, det vidste jeg. Pulsen jog med rappe Slag gjennem mine Aarer, og grusomme, tyste Eksplosioner brændte i Nerverne. Krag gik fremdeles langs Sjøen sydover og jeg fulgte efter ham. Mon han ikke havde en Hensigt med at gaa denne Vei? Jeg sa intet. Nogen Tid efter fik jeg Øinene op for, at Detektiven virkelig havde en Hensigt med denne Spadsertur, den indgik i hans Plan. Overhovedet foretog han sig vistnok intet, uden at han havde en Tanke med det. Og dog var hele hans Færd saa almindelig, saa dagligdags, han vakte ingen Opmærksomhed og tilsyneladende gjorde han intet usedvanlig. – Hvor fører De mig hen? spurgte jeg omsider. – Tilbage til Hotellet, sa han, jeg skal vise Dem en Vei, som De kanske aldrig har gaaet, Veien over Fjeldet. – Jeg vidste slet ikke, at der var nogen Vei. – Jo, en forholdsvis bred Sti, prægtig at spadsere paa. Det er rigtig en Ønskevei for os i denne herlige, friske Morgen. Han eiede ikke Naturiagttagelse; han sa, at Morgenen var herlig og frisk, den var stille, stille og døvende med lav Himmel og udvisket Horisont, Sjøen var dynamitfarvet og laa saa urørlig, at Undervandsbaaerne vovet sig frem. I saadanne Morgener gaar Fisken med Raseri paa Krogen og kommer op med blodfraadende Øine, for Menneskene er det Selvmordsveir. Jeg stod oppe paa Fjeldet og længtet mod en frisk Luftning, en ilende Bris, som kunde fare med Kulde mod Brystet. Jeg vædet Fingeren for at kjende, hvordan Luftdraget gik. converted by Web2PDFConvert.com
Men der var slet ingen Kjølighed at mærke; Dagen skulde bli varm og uudholdelig, jeg følte allerede Heden mine Øine. Detektiven stanset sin Gang. – Nu er vi ved det høieste Punkt, sa han og pegte udover en brat Styrtning, som gik lige ned til Sjøen. Jeg gik hen til Randen . . . men fjernet mig hurtig igjen. – Er De svimmel. – Maaske; jeg liker iallefald ikke at se ned Afgrunde. Asbjørn Krag stod en Stund taus . . . Nu kommer der noget, tænkte jeg og ventet i Spænding paa, hvad han skulde si. – Jeg har tit forundret mig over, begyndte Detektiven, hvor dumt Mordere som Regel bærer sig ad. – Mordere? – Ja, og af Mordere er igjen de allerværste de som handler instinktivt, uden Overlæg. Men selv de som handler efter en lagt Plan optræder ofte irriterende klodset. Se nu for Eksempel paa den Mand, som har slaaet Forstmesteren ihjel – – Er De da vis paa, at han er dræbt? – Fuldstændig. – Jeg kan ikke forstaa, at De udtaler Dem saa bestemt om dette. Gamle Gjærnæs og Blinde fandtes død paa samme Sted; de havde begge et Saar i Baghovedet. De siger selv, at gamle Gjærnæs er død ved et Ulykkestilfælde og at den mystiske Jernvogn er Skyld i hans Død. Hvorfor kan ikke det samme siges om Forstmesteren? – Nei, fordi jeg ved at han er slaaet ihjel. – Det blir iallefald vanskeligt at bevise. – Meget vanskeligt, svarede Asbjørn Krag tankefuldt, men derfor arbeider jeg ogsaa i denne Sag helt usedvanligt. Men De maa da gi mig Ret i, at Morderen har handlet meget dumt. – Jeg ved ikke om Dumrian er den rette Betegnelse af en Mand, som gaar hen og slaar en anden ihjel. – Selvfølgelig ikke, men jeg mente ogsaa kun at karakterisere den Maade, hvorpaa Gjerningen er begaaet. Hvor meget lettere var det ikke at faa ham converted by Web2PDFConvert.com
- Page 41 and 42: Vor Vært smilte - et besynderligt,
- Page 43 and 44: Udlægninger af Grundene til Forbry
- Page 45 and 46: Jeg skulde netop ved den Leilighed
- Page 47 and 48: - Husker De ikke, at jeg for lidt s
- Page 49 and 50: Øiebliks Ophidselse ved at se hans
- Page 51 and 52: - Sa han noget? - Ja, han sa: Store
- Page 53 and 54: - Jeg havde ikke tænkt at gaa til
- Page 55 and 56: - Men efter den Nat har De kanske i
- Page 57 and 58: taabeligt af mig at være bange, me
- Page 59 and 60: - Ja, og ikke bare i denne Nat. Jeg
- Page 61 and 62: mulig; han bandte ærgerligt, fordi
- Page 63 and 64: Vi gik endnu nogle Skridt fremover.
- Page 65 and 66: - Hvormange er Klokken? spurgte jeg
- Page 67 and 68: Detektiven stanset foran mig og bet
- Page 69 and 70: - De slutter logisk, svarede Detekt
- Page 71 and 72: - Jeg har fra første Stund været
- Page 73 and 74: - Ja, sa han, jeg kan læse i Dem s
- Page 75 and 76: at det gjaldt noget andet end Hemme
- Page 77 and 78: Skynd Dem nu. Jeg klædte mig hurti
- Page 79 and 80: ikke sandt? - Jo, men det er meget
- Page 81 and 82: Jeg gik forbi Asbjørn Krags Vindu,
- Page 83 and 84: Jeg blev staaende ligesom lammet, j
- Page 85 and 86: Jorden til Vindueskarmen og jeg kom
- Page 87 and 88: føler jeg mig mat som efter en lan
- Page 89 and 90: Lidt efter hørtes Fodtrin inde i H
- Page 91: - Dykkeren har været nede to Gange
- Page 95 and 96: ikke var paa det Rene med, hvad det
- Page 97 and 98: emærket dette med Forundring og In
- Page 99 and 100: - Jeg har jo forklaret Dem Grunden
- Page 101 and 102: ved. Nu gled den klagende, saare Hy
- Page 103 and 104: Jeg aabnet Døren. - Saa gaar vi, s
- Page 105 and 106: - Dernede ligger nu Jernvognen truk
- Page 107 and 108: opta Pladsen. Jeg sad en Stund og v
- Page 109 and 110: fortrak sig, Øienlaagene faldt ikk
- Page 111 and 112: Herre, som var lys i Huden af Læsn
- Page 113 and 114: - Ja. Gaaden med gamle Gjærnæs er
- Page 115 and 116: fra indviet Hold, driver Doktoren i
- Page 117 and 118: usedvanlig. Detektiven stanset og s
- Page 119 and 120: aldrig nogen menneskelig Aande kund
- Page 121 and 122: - Ja, gudskelov, svarede jeg og da
- Page 123 and 124: dernede ved Sjøen. Om lidt vilde j
- Page 125 and 126: Det eneste, som generede mig nu, va
- Page 127 and 128: Jeg hørte Skridt. Skridt. - Mit Hj
- Page 129 and 130: kunde han ikke fortælle mig det nu
- Page 131 and 132: - Som jeg har sagt Dem, kjære Ven,
- Page 133 and 134: - Jovist har De saa. Og nu vil jeg
Men der var slet ingen Kjølighed at mærke; Dagen skulde bli varm og<br />
uudholdelig, jeg følte allerede Heden mine Øine.<br />
Detektiven stanset sin Gang.<br />
– Nu er vi ved det høieste Punkt, sa han og pegte udover en brat Styrtning,<br />
som gik lige ned til Sjøen.<br />
Jeg gik hen til Randen . . . men fjernet mig hurtig igjen.<br />
– Er De svimmel.<br />
– Maaske; jeg liker iallefald ikke at se ned Afgrunde.<br />
Asbjørn Krag stod en Stund taus . . . Nu kommer der <strong>no</strong>get, tænkte jeg og<br />
ventet i Spænding paa, hvad han skulde si.<br />
– Jeg har tit forundret mig over, begyndte Detektiven, hvor dumt Mordere<br />
som Regel bærer sig ad.<br />
– Mordere?<br />
– Ja, og af Mordere er igjen de allerværste de som handler instinktivt, uden<br />
Overlæg. Men selv de som handler efter en lagt Plan optræder ofte irriterende<br />
klodset. Se nu for Eksempel paa den Mand, som har slaaet Forstmesteren ihjel –<br />
– Er De da vis paa, at han er dræbt?<br />
– Fuldstændig.<br />
– Jeg kan ikke forstaa, at De udtaler Dem saa bestemt om dette. Gamle<br />
Gjærnæs og Blinde fandtes død paa samme Sted; de havde begge et Saar i<br />
Baghovedet. De siger selv, at gamle Gjærnæs er død ved et Ulykkestilfælde og at<br />
den mystiske Jernvogn er Skyld i hans Død. Hvorfor kan ikke det samme siges<br />
om Forstmesteren?<br />
– Nei, fordi jeg ved at han er slaaet ihjel.<br />
– Det blir iallefald vanskeligt at bevise.<br />
– Meget vanskeligt, svarede Asbjørn Krag tankefuldt, men derfor arbeider jeg<br />
ogsaa i denne Sag helt usedvanligt. Men De maa da gi mig Ret i, at Morderen har<br />
handlet meget dumt.<br />
– Jeg ved ikke om Dumrian er den rette Betegnelse af en Mand, som gaar hen<br />
og slaar en anden ihjel.<br />
– Selvfølgelig ikke, men jeg mente ogsaa kun at karakterisere den Maade,<br />
hvorpaa Gjerningen er begaaet. Hvor meget lettere var det ikke at faa ham<br />
converted by Web2PDFConvert.com
Change language