Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

Jeg siger:
– Naa er De ude saa sent?
Men istedetfor at svare paa denne Dybsindighed, spør Manden lyttende mod
Himlen:
rasler.
– Kan De høre det?
– Hvilket?
– Hys, siger Manden og lytter.
Og nu kommer Lyden igjen, den uendelig fjerne Lyd af løse Kjættinger, som
– Hvad er det? spør jeg.
– Det er Jernvognen, svarer Manden alvorlig, det er længe siden, jeg har hørt
den nu.
Jernvognen. Det farer gjennem min Erindring, at jeg engang har hørt om
den. En besynderlig Fortælling, som jeg ikke fæstet mig ved. Jeg husker ikke
længer, hvad det var, men Natten og Mørket indgir mig en Følelse af, at det var
noget uhyggelig.
Jeg griber hurtig Manden ved Armen og spadserer afsted med ham.
– Jernvognen? spør jeg, hvor længe siden var det De hørte den?
Fem Aar, det var den Nat gamle Gjærnæs døde.
– Hvem eier Vognen?
– Ja, hvem eier Vognen, svarer Manden og ryster paa Hovedet.
Jeg spør ham ikke mere, for nu kommer vi ud af Skogen og den rødstribede
Markisedug foran Hotellet jager al Slettens Stemning paa Flugt. Nu kan vi heller
ikke høre Jernvognen mere, Skogen ligger mellem os og Sletten og stænger af for
al Lyd derfra.
Jeg gaar op paa mit Gavlværelse og aabner begge Vinduerne. Det første jeg
ser, er et mat Lysblink langt, langt borte. Folkene paa Gjærnæs er altsaa endnu
ikke gaaet til ro. Det interesserer mig pludselig at faa vide, naar det Lys skal
slukkes. Jeg tar plads ved Vinduet, men da jeg blir træt af at vente, driver jeg
frem og tilbage paa Gulvet, røger nogle Cigaretter og gaar atter hen til Vinduet,
idet jeg tænker: Nu maa vel Lyset være slukket, men Lyset blinker endda
derhenne. En hel Time gaar. Saa føler jeg, at Natten med en Gang blir varm og
converted by Web2PDFConvert.com