Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

– Klokken er fem.
– Saa. Ja, jeg tænkte det næsten.
– Klokken er fem, gjentar Detektiven, og selv om De har sovet godt, har De
iallefald ikke sovet længe. Desuden kan jeg se paa Deres Øine, at De har havt
onde Drømme.
– Jeg har havt en ond Drøm, svarer jeg, og den vækket mig op. Men kan det
forundre Dem, at jeg er nervøs og udslidt, her er jo Rystelser at gjennemgaa hver
Dag.
Detektiven staar og ser paa mig en Stund granskende og interesseret.
– Jeg synes De skulde flytte tilbage til Hotellet, siger han saa.
– Hvorfor?
– Her er mange Mennesker. Her har De Venner og Bekjendte. De behøver jo
slet ikke at bo saa ensomt.
– Tror De virkelig jeg er bange?
– Jeg antar, at Fornemmelsen af den store Ensomhed maa gjøre Dem
nedtrykt.
– Ingenlunde. Jeg liker at være alene. Og jeg kan forsikre Dem om, at jeg
hverken er blit forstyrret af levende Mennesker eller Gjenfærd den Tid, jeg har
boet derude paa Odden.
– Saa-aa – virkelig ikke – .
Jeg kunde ikke længer udholde Detektivens modbydelige undersøgende Øine.
Jeg gik ud paa Verandaen. Lidt efter stod han ved min Side. Men nu talte han
ganske anderledes, venskabeligt og indsmigrende. Han kunde saa godt forstaa, at
jeg vilde tidlig op for at nyde den herlige Dag fra Begyndelsen.
– Idag blir her Varme over Egnen, sa han og pegte ud over Kornmarkerne; de
gule Flater, som flimret lyst i Morgensolen, skyllet nedover mod Skogen, Trærne
stod i Korn til langt opover Stammerne.
Asbjørn Krag saa paa sit Ur igjen.
– Hvad venter De paa? spurgte jeg.
– Folkene som skal ta Jernvognen op af Sjøen, sa han, har De virkelig
allerede glemt det?
– Nei, jeg er glad for at endelig Hemmeligheden om Jernvognen skal løses.
converted by Web2PDFConvert.com