Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

føler jeg mig mat som efter en lang Sult.
Da jeg kommer frem til Græsplænen, som skiller Hotelbygningen fra Veien,
ser jeg, at den rødstribede Verandamarkise slet ikke har været oprullet for
Natten, jeg gaar op Trappen, kommer frem paa Verandaen og kiger gjennem
Glasdøren til Spisesalen.
Det store Værelse er selvfølgelig mennesketomt; Døren er ikke laast, jeg gaar
derind. Bordet er duget og der forefindes Rester fra Aftensmaaltidet, Brødsmuler
ligger udover, ved Kuverterne staar halvtømte Melkeglas, man venter ikke
Gjæsterne saa tidlig paa Morgenen. I et Hjørne bag nogle falske Palmer staar et
sort Piano og gliser med sine snehvide Taster, jeg ved om at det staar der, jeg lar
Øinene glide henover det. Ovenpaa Panelet, rundt alle Væggene er der en latterlig
Opstilling af Glas og Kopper. Ved Døren ud til Kjøkkenet staar en Disk, ovenpaa
denne Disk en Fonograf og en gul Maskine til at trække op Flasker med. Straks
jeg ser denne Maskine, forekommer det mig i min nervøse Ophidselse, at jeg
hører den surre. Jeg er meget træt og glider ned paa en Stol ved Vinduet.
Da hører jeg, at det knirker henne ved Pianoet og nu flyver mit Blik igjen
hastigt didhen. Der farer et voldsomt Stød gjennem mig . . . men du store Gud,
der sidder jo en Mand paa Pianostolen, saa sløv har jeg altsaa været, at jeg ikke
har mærket dette Menneske, endskjønt jeg vitterlig har seet Pianoet.
Da jeg opdager, hvem Manden er, blir jeg uvilkaarlig meget ubehagelig
tilmode. Det er Asbjørn Krag, Detektiven. Han kommer hen mod mig, nikkende
med sit blankskallede Hoved, smilende. Jeg føler med ett en mærkelig Rædsel for
ham og ønsker, at han ikke maa komme nærmere, hans Ansigt er benet og blegt
og hans Smil, som skal være elskværdig velvilligt, blir stygt. Han gaar lige hen til
mig.
– Har De sovet godt? spør han.
Og nu, naar jeg ser ham i Øinene og fornemmer hans Blik, føler jeg tungt og
overvældende, at min Mistanke er blit Vished, jeg har ikke længer nogen
Mistanke, jeg ved, forfærdelig klart og uigjendrivelig sikkert.
Saa rolig jeg formaar svarer jeg:
– Ja, tak, jeg har sovet godt.
Da griber han i Lommen efter sit Ur, han haler det langsomt frem. Det er et
dobbeltkapslet Guldur. Knæk, siger det, og Laaget springer op.
converted by Web2PDFConvert.com