Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

liden Kahyt, som havde været ude paa en Reise gjennem Mørket og nu kom
Dagen og Lyset nærmere. –
Men eftersom jeg begyndte at skimte Gjenstandene omkring mig tydeligere,
gled Rædselen væk. Og da jeg saa det gamle hyggelige Stueur, som ikke havde
været igang i en Menneskealder, de smaa Oljetryk, Billedet af Norges Mænd i
1905, Blomstervaserne og de hvide Papirer paa Bordet, altsammen hjemligt og
farefrit, var jeg hurtig paa det rene med, at jeg i Grunden havde opført mig ikke
saa lidet uværdig. Det var nu anden Gang, jeg havde besvimet, jeg var svagere
end en hysterisk Kvinde. Jeg saa mod Vinduet . . .
Udenfor stod Trærne stive mod en dyvaad graa Himmel. Jeg aabnet Vinduet,
straks stod Gardinerne som buede Seil, endskjønt der ikke var nogen Vind. Men
selve Luften var tung og trængte paa, den var fyldt af Havgufs, den var blaanet af
lyse Sommerbølgers Reflekser og bar med sig al Høisommerens herlige Aande,
den kom fra store, nyslaaede Høimarker, fra vindtørre, solfyldte Multeheier, fra
Granskogene, hvor den havde trukket med sig Duft af Kvae og raadnende
Kongler og den havde sikkerlig været indom mange hemmelighedsfulde Urer,
Sommerens Søppeldynger, hvor Bringebær og Jordbær vokser frodig i det tørre
Kvas og hvor vaade Hugormer glider indunder Stenene. Luften kjendtes
trykkende under den graa Skydyne; men nu kom Solgangsvinden for at styrte
Dynen udover Horisonten, henne i Øst brød allerede lyseblaa Lanser gjennem
Skydækket og det blinket og skar gyldent i Luften ligesom tusen lynende Sværd
var i Bevægelse.
Befriet for Mørket og befriet for Skrækken kunde jeg nu i Ro overveie, hvad
der var skeet. Jeg blev hadefuld mod mig selv for min Mangel paa Mod og
Beherskelse. Det hele havde været en Halucination, et Syn født af mine ophidsede
Sanser. Og hvilke Nerver kunde vel forbli uberørt i Tider som disse, jeg havde en
Følelse af at ha vasset omkring i Blod.
Der kunde nu ikke være tale om nogen Søvn, jeg vilde gaa ned til Sjøen for at
høre Larmen af Baadene som lagde fra og roedes ud til Fiskepladsene, jeg likte
ikke længer den absolutte Stilhed.
Døren var ikke laast. Gudskelov, tænkte jeg, at jeg ikke vidste om det inat, for
det havde været en ny Kilde til Skræk.
Jeg gik rundt Huset, hen til Vinduet. Jeg maalte med Øinene Afstanden fra
converted by Web2PDFConvert.com