Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

Jeg blev staaende ligesom lammet, jeg havde Glasset i den ene Haand og en
brændende Fyrstikke i den anden, Fyrstikken brændte til Flammen sved i
Fingrene, saa sluknet den og alt blev mørkt. Men den eneste Følelse, som derefter
behersket mig, var en vældig Længsel efter at sprede Mørket, efter at faa Lys
omkring mig. Jeg husker ikke, hvordan det gik til, men pludselig havde jeg faaet
Lampen tændt og mine Øine søgte uvilkaarlig hen til Vinduet. Det var et stort
gammeldags Vindu, delt i otte Felter. Mørket stod mod disse otte Felter og gjorde
dem sorte som Ibenholt . . . Rullegardinen! . . . Jeg reiste mig for at trække den
ned, jeg dirret af Angst . . .
Men da saa jeg ude i Mørket et Ansigt, som stirret paa mig. Det var den
myrdede . . . Den høie Pande . . . de lyserøde Læber, der skilte Skjægget som et
aabent Saar . . . Ansigtet stod rammende tydeligt i det sorte Ibenholtsmørke.
Ansigtet kom nærmere. Nu kunde jeg ogsaa se Halsen, den brukne Snip og
Slipset som stod skjævt mod det høire Øre. Den Døde var ifærd med at stige ind i
Værelset.
VI. HUNDEN.
Jeg vaklet bort fra Vinduet, vendte mit Ansigt mod Væggen og blev i flere
Minutter liggende paa Knærne og med Armene støttet mod Sengekanten. Med en
Stemme som lød underlig og fjern raabte jeg flere Gange kortaandet af Skræk:
– Nei, nei, nei!
Jeg turde ikke for alt i Verden vende Øinene mod Vinduet, men jeg følte med
Nakken, at det frygtelige Ansigt derude i Mørket kom nærmere. Nu flød det ind
gjennem den grønne Glasrude, gled gjennem Glasset som et Lig der trækkes
gjennem Sjøen – langsomt og forfærdelig, stille og stadig nærmere. Jeg turde
ikke se derhen, ikke for alt i Verden, men pludselig vendte jeg Hovedet. –
Dér stod Ansigtet igjen, hvidt og grusomt, høit med Panden, Læberne var
lyserøde som et Barns. Jeg kastet mig ned over Sengen og skjulte Øinene, men
jeg følte et Vift af en isnende Rædsel i Nakken, en Kulde som af Maanens Ligskin.
. . . Jeg vaagnet op af en Besvimelse, som maa ha varet en Times Tid; det graa
Morgenlys kom ind i Værelset. Jeg orket endnu ikke at se mod Vinduet, men jeg
vidste, at det stadig blev lysere udenfor. Jeg havde en Følelse af at jeg laa i en
converted by Web2PDFConvert.com