Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

dække over alt, det samlet sig i Revner og Sprækker, i Krokene, indunder
Bryggerne og det fyldte Skogene; men det fik ikke Fang over Fjeldene, som
kneiste med klare Pander og heller ikke over de glatte runde Skjær yderst ude i
Havgabet, hvor Sjøen skinnet i en blygraa Strime . . .
Jeg stod længe og stirret udover Bryggekanten og talte Maneterne, der gik
som Blodspor i Sjøen. Jeg ventet paa at faa høre en menneskelig Stemme. Men
det var ligesom alle Mennesker var døde, jeg hørte ikke Aareslag, ikke et Raab,
ingen Støi. Saa forlod jeg Bryggen og slog ind paa Veien til Hytten. Jeg gik hurtig.
Veien laa som et smalt Baand mellem Sjøen og en brat Fjeldvæg, ingen kunde
komme ubemærket forbi mig. Men jeg ventet heller ikke at træffe nogen, jeg
boede alene i Hytten og hvem kunde vel falde paa at besøge mig saa sent?
Saaledes som jeg gik fremover mod Hytten, havde jeg Døren ret mod mig,
Vinduerne vendte ud mod Sjøen til den anden Side.
En besynderlig Tanke greb mig. Det var sikkerlig en Forudanelse af hvad der
skulde ske. Jeg tænkte: Om der nu sad et Menneske og ventet inde i Hytten. Jeg
havde en værkbruden Gyngestol i mit Værelse; jeg kunde ikke bli kvit den Tanke,
at kanske sad et Menneske i den Stolen, jeg havde endog en Forestilling om
hvorledes dette Menneske kunde se ud . . . en kridhvid Pande . . . Naar jeg traadte
ind, vilde Mennesket ligge der ganske rolig i Gyngestolen med den hvide Pande
skinnende i Mørket og ikke si noget. Jeg gik hurtigere og hurtigere, jeg jaget for
at komme frem, forat ikke den besynderlige Angst, som vokste og vokste, skulde
overmande mig. Før jeg rigtig vidste Ordet af det, stod jeg midt i Stuen.
Gyngestolen var tom, jeg lukket Døren efter mig.
Medens jeg famlet omkring efter Fyrstikkerne, hørte jeg ganske tydeligt, at et
Ur tikket, men det var ikke mit Ur. Jeg følte en isnende Rædsel omkring Hjertet
og jeg var nærved at fare paa Dør igjen, men saa kom jeg til at tænke paa
Dødningeuret, det lille Insekt, som synger i gamle Huse. Det var bare
Dødningeuret jeg hørte – og jeg fortsatte at lede efter Fyrstikkerne. Men jeg
kunde ikke lade være at lytte efter den intense Tikken, den syntes at flytte Plads,
at forfølge mig, og i min forvirrede Fantasi troede jeg, at et Menneske lydløst var
efter mig, et Menneske som jeg ikke kunde se, men hvis Lommeur jeg hørte.
Endelig fandt jeg Fyrstikkerne, jeg tog Glasset af Lampen, – det var varmt.
Lampeglasset var varmt.
converted by Web2PDFConvert.com